Personen:
Jacob Munch er i en alder af kun 31 år allerede den ene af de to direktører bag den succesfulde danske designvirksomhed Bruunmunch, der står stærkt både nationalt og internationalt med sit sikre skandinaviske udtryk. Virksomheden har han med sin barndomsven, Henrik Bruun, som han har kendt, siden de var fem år gamle.

Men selv om virksomheden i dag går strygende, har det ikke altid været så nemt for makkerparret, der delte drømmen om egen virksomhed, men manglede den endelige vision.

»Vi havde en fælles drøm om at starte en virksomhed sammen, men vi var ikke helt sikre på, om det skulle være inden for mode, hvor Henrik har arbejdet som sælger, eller inden for design, hvor min tømreruddannelse kunne komme til hjælp,« fortæller Jacob Munch.

Faktisk var det først efter, at Jacob Munch havde boet et år på en lille, caribisk ø nord for Honduras, at makkerparret fandt en fælles vision.

»Min bedstefar var snedker, så jeg fik min fascination af træ fra ham – hvilket er grunden til, at jeg uddannede mig til tømrer. Det arbejdede jeg så som i små fem år i København, hvorefter jeg pludselig fik nok af det overfladiske festliv, byen havde at tilbyde. I stedet pakkede jeg mine ting og tilbragte et år på en ø uden hverken computer eller telefon – jeg var helt alene, men til gengæld spirede mine designtanker,« siger han.

Resultatet blev, at Jacob Munch efter et år kom tilbage til København med en designvision, som han gerne ville føre ud i livet. Visionen, der gik på dansk kvalitet, perfektion og godt håndværk, virkede endog så tiltalende på makkeren Henrik Bruun, at han droppede jobbet i modeverden, hvorefter virksomheden Bruunmunch var født.

Motivationen:
At have motivationen i orden, når man opstarter virksomhed uden at være uddannet fra hverken designskole, arkitekturstudier eller handelsskole, er alfa og omega. Det oplevede Jacob Munch efter at have kæmpet for sin virksomhed i et par år.

»Vi startede Bruunmunch i 2008, og i de efterfølgende fire år var det en gigantisk underskudsforretning. Vores design var gode, men ramte ikke plet, og vi skyldte omtrent en million kroner i banken,« fortæller han.

Det gjorde dog ikke, at de gav op. I stedet pressede de to venner hinanden og sig selv mere; for når visionen og drømmen var der, kunne designvirksomheden kun blive en succes.

»Hvis jeg dengang havde vidst, hvor svært det ville blive, er jeg ikke sikker på, at jeg ville gøre det igen. Det var jo en kæmpe opgave for to mennesker uden den essentielle erfaring på området. Men ser jeg det i forhold til, hvor vi er i dag, er jeg virkelig glad for, vi ydede den ekstra indsats,« siger Jacob Munch.

Det skulle i sidste ende blive deres bordkollektion PLAY, der slog igennem på både det nationale og det internationale designmarked. Bruunmunchs vision om dansk kvalitet, perfektion og godt håndværk skulle nemlig vise sig at passe perfekt ind i designverden. »For os handler motivationen i dag mere om at give noget tilbage end om firmaets overlevelse.

Vi vil gerne være med til at forbedre vores samfund, hvilket gør, at vi altid lader vores design producere i Danmark – på den måde kommer det hele landet til gode, når der er gang i vores eksport.« Derudover brænder de virkeligt for at udvide deres nuværende bord-kollektion med andre møbelserier, der også er gennemarbejdede og producerede under gode, danske forhold.

Inspirationen:
Når Jacob Munch og Henrik Bruun skal finde inspiration, sker det ofte gennem deres fascination af møbeldesign. Sammen indkredser de, de møbler der har deres interesse, og forsøger derefter at finde deres fortolkning af perfektion inden for møblets rammer.

»Vore sæt af små, runde PLAY-roundborde udspringer for eksempel fra et møbel, jeg så på et loppemarked på Fanø, hvor jeg bor. Her solgte de gamle møbler fra 50’erne – blandt andet et sæt små borde. De inspirerede mig til at lege videre med formen, materialet og samlingerne, hvorefter vi endte op med vores helt egen linje af små borde.«

På samme måde ledte de to fyres jagt efter det perfekte stykke møbel dem et tur forbi Glyptoteket i København, hvor deres interessede øjne faldt på det allestedsværende ellipse-formede bord, som flere og flere designere redefinerer i deres kollektioner.

»Vi var meget fascinerede af formen, så vi besluttede os for at grave lidt i ellipsens historie. Det viste sig, at det er en fransk matematiker ved navn Gabriel Léon Jean Baptiste Lamé, der stod bag formen, hvorfor vi kalder vores bord for PLAYdinner-Lamé.«

Udover navnet adskiller venneparrets Ellipse-bord sig også fra andre designeres ved den varme udførelse i træ, som Bruunmunch benytter sig af.

»Selv om vi er inspirerede af andres design, kopierer vi ikke. Vi laver altid vores egen version, som, ifølge vores egne tanker om design i hvert fald, er det tætteste møblet kan komme på perfektion. Derfor tager vi også til designmesser i Milano, Paris og Stockholm for at lade os inspirere – eller bruger nettet, som er en nærmest uudtømmelig inspirationskilde,« siger han.

Processen:
Når Jacob Munck og Henrik Bruun skal designe nye kollektioner, foregår det typisk ved, at de beslutter sig for, hvilket møbel, de vil perfektionere, hvorefter den store samarbejdsprocess går i gang.

»Vi gennemgår typisk alt på et whiteboard – det er lige fra møblets udformning, til træsorten og sammenslutningerne. Når vi så er nået til enighed, begynder hele arbejdsprocessen for alvor; lige fra produktion, økonomi og administration, som Henrik står for, til salg og marketing, som er mit område – som direktør for egen designvirksomhed er man kun 30 procent designer – de resterende 70 procent er tørre tal, hårdt arbejde og en masse logistik,« siger Jacob Munch.

De to kollegaer har længe stået for hele processen bag deres møbler, men efterhånden som de har opnået succes, har andre overtaget dele af processen.

»Vi har fået andre til at tage sig af selve lageret og pakkecentralen, som vi selv stod for før, men det betyder ikke, at vi slækker på vores krav. Et af hovedtemaerne i vores vision er nemlig, at vores møbler skal laves af bæredygtige materialer under ansvarlige arbejdsforhold, og det skal der ikke ændres på, uanset hvor store vi så måtte blive.«

Og planer om at blive store, det har Bruunmunch i den grad. »Vi drømmer om og håber på, at om 10 år er vi at finde i mindst 30 lande. Vi vil gerne blive ved med at være et relevant brand inden for designverden, der altid formår at være blandt first-moverne, så vi kan udbrede vores gode kvalitets-design samtidig med, at vi bidrager til det danske samfund,« siger Jacob Munch.