Barnaba Fornasetti stænker olivenolie over sin pasta og rører rundt i den med en let, vant bevægelse. »Min far var en rebel. Det var jeg også, men min far syntes ikke, det talte, når resten af min generation også var det,« siger Barnaba Fornasetti med et let skjult suk.

Han er 63 år gammel og sidder på en af Milanos bedst bevarede hemmeligheder, La Latteria – en lille familierestaurant i Brera-kvarteret, hvor velklædte chefredaktører, designere og finansfolk lader sig koste rundt med af den mama, der sørger for, at hendes gæster bliver bespist godt og rigtigt.

»Man skulle ikke tro, dette var en af Milanos mest eksklusive restauranter, men det er det. Jeg er kommet her hele mit liv, også med min far,« fortsætter Barnaba Fornasetti og lader blikket vandre rundt på det miskmask af kitchede platter, gamle kakler, billeder af roser og replikationer af renæssancemalerier, der hænger på væggene.

Tilbage til rebellen, hans far Piero Fornasetti. For det er ham, vi er her for at tale om, selv om retterne, der kommer ind, stopper snakken midlertidigt. Men de smager også lidt som Piero Fornasettis design. Så umiskendeligt italiensk, og så distinkt, at hver råvare træder tydeligt frem i smagsbilledet. Når man først har stiftet bekendtskab med Fornasettis tegninger, er designet let at afkode.

Og så alligevel ikke. Der ligger altid en lille historie på lur bag stregen, et anslag til en fantasi, en ironi i blikket bag. Fortællinger, der venter på at blive fortalt videre. Piero Fornasetti nåede at lave omkring 13.000 designs, litografier, graveringer og møbler, inden han døde i 1988. Han arbejdede dag og nat. »Han var hele tiden inde på sit studie.

Vi så ikke meget til ham, han var virkelig determineret og opsat på at komme ud med det, han havde på hjerte,« fortæller Barnaba Fornasetti, der er enebarn og begyndte at arbejde sammen med sin far i 1980. Mest kendt er nok platterne med billeder af Lina Cavalieri, den italienske sopran fra begyndelsen af 1900-tallet. Hendes fintaftegende ansigt går igen i Fornasettis design.

Det er simpelt, surrealistisk og underfundigt – karakteristika, som har gjort, at Piero Fornasettis design har opnået næsten kultagtig status i de senere år, hvor førende design-butikker i Paris og London forhandler hans ting. Luftballoner er et andet motiv, der går igen. I dag svæver de på sønnens slips.

Gule og grønne balloner dækker knapperne på skjorten, og slipset er afstemt hans lysegule bukser, den mørkeblå jakke og de eksklusive, lyse lædersko, der ser håndsyede ud. Ja, vi er i Milano. Pynt er ikke bare et krydderi for øjet, mener Barnaba Fornasetti. »Dekoration er som musik, det er næring for sjælen.

Det er ikke nødvendigt for at overleve, men uden pynt ville livet bare være fattigere,« siger Barnaba Fornasetti, der dog ikke vender minimalismen ryggen. En simpel indretning kan fungere godt med Fornasettis vildskab.

»Det kan være det magiske touch. Man vil altid lægge mærke til Fornasettis design. Identiteten er meget stærk.«

Barnaba Fornasettis barndomshjem lignede ikke just hans skolekammeraters. Der var ting overalt. Han bliver stadig overrasket, når han kigger i det enorme arkiv, hvor han finder inspiration til de nye designs, han sætter i produktion med sin fars prints.

»Det er ikke så længe siden, jeg fandt en samling appelsinpapir fra Sicilien. Du ved det papir, man engang pakkede appelsiner ind i,« fortæller Barnaba Fornasetti, der i de senere år har indgået samarbejder med forskellige producenter. Blandt andet har han fået lavet tapeter med Fornasettis grafiske design.

Det er måske svært at forestille sig nu, at der kan ligge et oprør i at insistere på at pynte. Men det kan der. I 1930erne, da Piero Fornasetti blev indskrevet på kunst- og designakademiet i Milano, var det ikke comme il faut at lade tegningerne flyde over med fabulerende motiver. Le Corbusier og Mies van der Rohe var datidens helte med deres tanker om funktionalisme og less is more, men Piero Fornasetti var ligeglad.

Se mere livsstil på Facebook

»Som min far sagde: Hvis man følger moden, er det umoderne i det øjeblik, det kommer på gaden. Han holdt den samme stil hele livet.« I 50erne og 60erne var der godt gang i salget, og hans platter og andre designs blev solgt i butikker i London og New York. I 70erne skulle alt igen være simpelt, og flere af hans ting blev opfattet som kitch. Men nu er moden vendt igen,« siger Barnaba Fornasetti.