»Jeg kan godt lide det signal, navnet sender. Equipment, det er det, vores skjorter er. Udstyr. Noget, der gør dig i stand til at fungere. Det er ikke kompliceret tøj, men det er tøj, som altid virker. Man går aldrig nogen sinde galt i byen med en god silkeskjorte.«

Leena Simulu demonstrerer det selv, som hun står udenfor Equipments butik på Melrose Avenue i Los Angeles og lidt i smug ryger en cigaret. En simpel nederdel, et par lædersandaler og så en crispy hvid skjorte, som gør hende arbejdsagtig og effektiv at se på. En skjorte stiver den, der bærer den, af. Den gør det bløde formelt og det enkle elegant.

Leena Simulu, der er uddannet på den prestigefyldte designskole Central Saint Martins i London, er kreativ direktør hos Equipment. Før det har hun været ansat hos Stella McCartney, hvis succes hun i de første år var en stor del af. Hun har desuden været hos Jill Sander, og hun har haft sit eget mærke, Les Chiffoniers, før hun i 2014 flyttede fra London til Los Angeles, hvor Equipment har hovedkvarter.

Da herretøj blev dametøj

Mærket er ellers oprindeligt fransk. Det blev skabt i 1976 af Christian Restoin, der danner par med Carine Roitfeld, den forhenværende chefredaktør på fransk Vogue. Restoin lancerede Equipment på et tidspunkt, hvor moden rykkede sig. Pret a porter-tøjet slog for alvor igennem, kvinders garderobe fik i højere grad elementer fra herremoden, tænk bare på Yves Saint Laurents smoking til kvinder, og der var et hul i markedet til kvinder, der ønskede at se formelle ud på arbejde, men ikke ville klæde sig som mænd.

Med sin inspiration fra gammeldags Hollywood-glamour – jamen, findes der noget mere sexet end silke på en kvindekrop – og skuespillerinder som Katharine Hepburn og Lauren Bacall – der så blev fast kunde senere – blev skjorterne, der også havde den klassiske skjortes tidløshed, en stor succes.

Men i 1998 lukkede Restoin mærket, han havde andre ambitioner, og det forsvandt ud af modeverdenen indtil 2010, hvor Serge Azria, en tunesisk milliardær, der har hud farvet gylden af solen på Rivieraen, eget jetfly og armbevægelser store nok til også at flyve selv, besluttede at genåbne Equipment. Denne gang dog ikke i Paris, men i Los Angeles.

Det skete blandt andet ved at lade Carine Roitfeld optræde i Equipment-skjorten igen, og Restoin var da også involveret i relanceringen i de første år, hvor han var konsulent. Selve relanceringen blev skudt i gang, da Carine Roitfeld viste sig under modeugen i Paris i oktober 2009 i en skjorte fra Equipment. Hvad hun viser frem, vil andre gerne have, og da skjorterne kom i butikkerne foråret efter, blev de revet væk af modefans, der ikke kunne leve uden dem – og ikke havde fanget, at deres behov var blevet elegant skabt af en marketingskampagne. Efter et år blev de solgt i 20 lande, og mærket havde svært ved at få syet skjorter nok til at følge med efterspørgslen.

Serge Azria var selv kreativ chef for Equipment i en periode, men har nu ansat Leena Simuli som chefdesigner, og hun skal balancere mærket mellem fortid og nutid, mellem den franske arv og den amerikanske virkelighed. Holde det moderne, men ikke skubbe fans fra sig.

»Mærket har rødder i Paris, men Equipment er nu et amerikansk mærke, der genkalder sig den klassiske minimalistiske undertone fra mærkets franske arv. Men det at vi befinder os i Californien giver en lethed i alt, hvad vi laver, fordi det er så afslappet herude. Det vil vi gerne have afspejlet i tøjet,« siger Leena Simuli.

Det betyder oversat til mindre modeagtig snak, at man stadig laver de silkeskjorter, Equipment blev så kendt for med flip, to lommer og lange ærmer i forskellige kvaliteter af silke, fra ganske tynd og nærmest gennemsigtig til tykkere og helt uigennemsigtig, men også at Leena Simulu arbejder med skjorter, der er knap så formelle, med sjovere prints med f.eks. frugter eller figurer på, som nok gør sig bedre på en diner i Venice Beach end til et direktionsmøde i et revisorfirma.

»Vores udgangspunkt er den klassiske herreskjorte, og det arbejder jeg altid ud fra, så der skal være en kontrast mellem det maskuline og det feminine i alt, hvad vi laver. Laver jeg en meget formel skjorte, skal den være i en blød silke, mens en mere romantisk skjorte aldrig kommer i silke, men i en stiv bomuld. Det må aldrig blive hverken for romantisk eller for maskulint.«

 

1980'erne var fyldt med stoffer

Equipment lancerede i 2012 en strikkollektion af cashmeresweatre, der på samme måde som skjorterne er en basisting i en garderobe, som vil overleve på tværs af sæsoner, men fokus er stadig især på skjorterne, og Leena Simuli tager ofte udgangspunkt i mærkets arkiver, der er flyttet med fra Paris til Los Angeles.

Nogle af skjorterne hænger bagerst i butikken på Melrose Avenue, andre er placeret i nærheden af hendes kontor i hovedkvarteret.

»Nogle gange bruger vi en skjorte som direkte inspiration. Som den, jeg har på,« siger hun og hiver ud i sin hvide skjorte:

»Det er en style fra 1980erne, som er magen til den oprindelige model, den er bare mindre. De brugte helt vildt meget stof i 1980erne, og tøjet sad meget løst, så vi har reduceret den med 30 pct. og så passer den perfekt.«

Andre gange er det en detalje fra en skjorte, Leena Simulu selv bruger.

»Arkivet er en skattekiste. Det er et inspirerende og opløftende sted at besøge, hver eneste gang vi begynder på en ny kollektion. Det indeholder brandets ånd. Vi taler om og ser på stofkvaliteter og silhuetter, men nogle gange kan en lille detalje afgøre, hvad vi fokuserer på.«

Hun arbejder også meget med prints, fordi de kan give kollektionerne et moderne og frisk udtryk, og fordi man kan give silken en tekstur.

»Det er for skjorterne, hvad den lille sorte er for kjolerne – uundgåelig og nødvendig i en kvindes garderobe.«

Til alle de dage, hvor hun ikke gider tænke alt for meget over, hvad hun tager på. Det skal bare virke, udstyret.

Berlingske var inviteret til Los Angeles af Dutch Ilc.