Det lille alterbord er lavet af rødt ler for cirka 3000 år siden. To små okser står på hver sin side af bordet, hvor de drikker af et kar, der måler knap en hånds bredde. Nu er karret en af mere end 100 nærorientalske genstande, der bliver udbudt på online-auktionen Lauritz.com.
Men salget undrer en lang række eksperter, som Berlingske har talt med. Enkelte mener ligefrem, at genstandene kan være stjålet og smuglet ulovligt til Danmark.
»Normalt interesserer private samlere for meget specifikke genstande. Det kan være våben eller bronzegenstande. Men denne liste af genstande er så bred, at du kunne bruge den til at lave en meget repræsentativ udstilling om persisk kunst, der dækker en periode, der går 4000 år tilbage. Dermed kan samlingen komme direkte på museum,« siger Ingolf Thuesen, der forsker i Nærorientalsk Arkæologi. Han undrer sig over, at Lauritz.com ikke skriver, hvor samlingen stammer fra.
Det samme gør Steffen Tarp Laursen, der er museumsinspektør ved Moesgaard Museum.
