Hvis der skal bedre overensstemmelse mellem folk og politikere i EU-politikken, er der efter min mening brug for en ny europapolitisk aftale. Jo mere indlysende det lyder, når det gentages i disse dage, desto mere skal man gøre sig klart, at djævelen ligger i detaljen.
Skåltalerne er sådan set nemme nok: Vi må stoppe afkoblingen af borgerne fra Christiansborg. Det er uholdbart, at vores forhold til EU splitter danskerne. Så vidt, så godt.
Regeringens bundne opgave her og nu er at sikre dansk deltagelse i Europol gennem en parallelaftale. Det bliver svært. Men hvad derpå venter, er et kritisk kig på Europa-aftalen. Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen holdt klogt fast i det ønske efter mødet på Marienborg, selv om udenrigsminister Kristian Jensens boldøje fatalt svigtede, da han affejede det ønske i weekenden.
Den nuværende formulering i Europa-aftalen skal nok til et serviceeftersyn. Det er den, som siger, at »Danmark skal være så tæt på kernen af EU som muligt. Og derfor skal Danmark have færre – og ikke flere – forbehold«. Den formulering favner både juhu-europæere og de mere lunkne, men ikke EU-skeptikerne i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Den hidtidige borgfred om EU har betydet, at ja-partierne ikke har skiltet med uenigheder. Ligesom EU-skeptikerne for ofte har holdt sig udenfor, hvor de kunne få indflydelse.
Hvis der skal indgås en ny Europa-aftale, må parterne hver især give noget, som kan få vidtrækkende konsekvenser for dansk EU-debat. Der ligger nemlig to detaljer gemt, som hver især vil være stærkt ubehagelige for EU-skeptikerne og EU-entusiasterne.
Den første detalje handler om, at der skal være en grundlæggende accept af spillereglerne, som de er: At Lissabon-traktaten er den konkret foreliggende virkelighed, som 28 landes regeringer og parlamenter har godkendt – heri er de danske forbehold garanteret i en protokol lige så længe, vi selv ønsker det. Rammen for dansk EU-politik vil altså være en traktat, der fortæller, hvornår landene har vetoret, og hvornår der gælder kvalificeret flertal. Sådan er det. Det er ikke den tidligere traktat, der gælder, eller hjemmestrikkede ideer. Men de givne spilleregler. Det vil gøre ondt på alle de EU-skeptikere, der som DF altid er imod den seneste traktat og foretrækker den gamle – som man i sin tid var imod. Det vil gøre ondt på DF og LA.
Den anden detalje handler om, at partierne må være ærlige og sige ligeud, at EU er en politisk kampplads. At der er uenighed. Inden for rammerne af EU. Inden for rammerne af spillereglerne. I dag er det hele en konsensusgrød. Men der er nu engang forskel på, om man er borgerlig-liberal eller socialist. Blå vælgere er i Danmark skeptiske over for en stadigt voksende stat og stigende udgifter. Hvorfor så ikke være det i EU? Røde vælgere er skeptiske over for manglende regulering af lønmodtagerrettigheder og over for at lade borgerne vælge selv uden regulering. Hvorfor så ikke fremme fælleseuropæisk regulering af, hvad vi putter i munden og andre begrænsninger? Det vil gøre ondt på S, V, R, SF og K at erkende, at EU er en sådan politisk kampplads
En ny Europa-aftale, der bringer DF og LA under ansvarets åg, vil samtidig tvinge de EU-venlige partier til at være mere ærlige om de uenigheder, der eksisterer. Det vil tvinge en EU-debat frem, så vi i højere grad kan sikre, at der er legitimitet i beslutningerne, fordi der faktisk foregår en politisk debat, der deler vandene. Som faktisk er folkestyrets hele formål. Det vil uden tvivl gøre ondt på alle. Men vi har brug for en mere ærlig EU-debat