Når man som jeg på grund af sygdom har været ude af stand til at yde en indsats i vort offentlige liv til forsvar for dansk suverænitet og danskhed i den netop overstandne strid om retsforbeholdet og EU, bliver man grebet af dyb taknemmelighed mod det danske folk og flertal, som siger ja til Danmark og nej til EU-overstatslighed. Gud ske tak og lov for almindelige danskere! Gud ske tak og lov for de mange mænd og kvinder i fædrelandet, som ikke lader sig besnakke og belyve af dem, som for længst har opgivet at vide sig bundet og begrænset af deres fædreland!

Ja, tak til danskerne!

Og i anledning af denne enfoldige tak til det menige Danmark kommer jeg til at genkalde mig de mange, mange år, jeg og min generation har været i strid til forsvar for dansk selvstændighed og dermed i opgør med EU-tankegangen. Det begyndte i 1962. Da var jeg som teologisk student medlem af Studenterkredsens bestyrelse i Vartov, og foruroliget af det perspektiv og den politik, vi fandt i Romtraktaten og det såkaldte Fællesmarked, udsendte vi i al beskedenhed en udtalelse til den danske offentlighed, hvor vi gjorde opmærksom på den trussel mod dansk selvstændighed og identitet, der lå i den Romtraktat, som udgjorde grundloven for Fællesmarkedet. Hvad stod der ikke i den Romtraktat, der blev Fællesmarkedets grundlov: At disse seks stater er »besluttede på at opbygge grundlaget for en union, som uden ophør gøres stadigt snævrere«.

Ja, dette var Romtraktatens og dermed EU’s formål. Nationernes nedlæggelse. Europas forvandling fra nationernes Europa til den ideologiske ensretnings Europa. En stadigt snævrere union. En Jean Monnets overspændte, totalitære europæisme i modsætning til det statslige fællesskab, der f.eks. var kommet til udtryk i NATOs jordnære vilje til at forsvare sig mod Sovjet.

Hvorfor tog Europa ikke NATO til eksempel? Hvorfor lod Europa sig besnakke af den overspændte Jean Monnet, der i en brevveksling med den protesterende engelske premierminister Macmillan udtalte: »Vi må søge en sammensmeltning af de europæiske folks interesser, ikke kun opretholde ligevægten mellem disse interesser«.

Tydeligere kunne det ikke siges. En europæisk revolution. At revolutionere Europas virkelighed. Dette er mottoet i 1950. Sammensmeltning, ikke samarbejde. Enhed, ikke enighed. Utopiens skabelse af et nyt Europa, ikke fred og fællesskab i det gamle Europa.

Sådan begynder EU, og den overspændte Jean Monnet får held til at bestemme indholdet af Romtraktaten og skabe den europatiske ensretning, der betyder en undergravning af den europæiske virkelighed med de europæiske folks frihed og eksistens – og som jeg i 1962 som medlem af Studenterkredsens bestyrelse er med til at protestere imod i den danske offentlighed.

Der var ikke så mange, der hørte på os. Det var heller ikke så nødvendigt, som det havde været, for de Gaulle blev fransk statsleder og sagde nej til engelsk deltagelse i Fællesmarkedet og lagde dermed alle planer på is – indtil 1969, hvor han trak sig tilbage, og Jean Monnet og hans Romtraktat atter kom til at spille den afgørende rolle.

Dermed begyndte den udvikling, som ensretter Europa, slår nationalstaterne i stykker og gør europæerne fremmede for sig selv. En europæisk katastrofe. En ødelæggelse af de europæiske nationer til fordel for en abstrakt internationalisme. En europæisme, som i dag illustrerer sin uduelighed til at opretholde Europa ved sin hjælpeløshed og kapitulation over for den folkevandring fra Asien og Afrika, som i øjeblikket er i færd med at erobre og overtage de fhv. europæiske nationalstater.

Hvem af min generation husker ikke de evige slagsmål om Danmarks forhold til det, der tidligere hed EF – bl.a. i 1972, hvor det gjaldt medlemskabet af EF, og hvor vore lammefromme politikere forsikrede os, at det kun gjaldt handel og økonomi. Jeg husker evige møder og debatter – stadige og forbitrede debatter om det, der jo var og er kernen i hele sagen: om Danmark skal bevares som nationalstat, eller om vi skal opgive dansk suverænitet til en »europæisk union, der uden ophør gøres stadigt snævrere«.

Vi tabte 2. oktober 1972. Danmark blev en EF-provins. Som siden blev en EU-provins, hvor unionen blev vedtaget og befæstet, mens den danske statsminister Poul Schlüter meddelte, at »unionen er stendød«. Utroværdighed, uvederhæftighed, propagandistisk udenomssnak, hvor danskerne kunne stemme nej til Maastricht-unionen i 1992, hvorefter EU-politikerne indgik Edingburgh-aftalen i 1993, hvor det, vi havde sagt nej til året før, blev vedtaget af de samme politikere. Ikke uden grund skrev Henning Gottlieb, fhv. sikkerhedspolitisk rådgiver i Statsministeriet, i Berlingske Tidende 23.11.1997: »Jeg forstår ikke, at en retsstat kan leve med, at man først lægger et spørgsmål ud til folkeafstemning, hvorefter The establishment bliver fornærmet over resultatet og manipulerer sig til, at det alligevel bliver et ja. Spørgsmålet er, om Danmark overhovedet er en retsstat.«

Ja, spørgsmålet er, om Danmark overhovedet må være Danmark, en selvstændig nation, hvor danskerne bestemmer, eller om vi skal acceptere at være en EU-provins, hvor den nationale selvstændighed i realiteten er ophævet. Det er dette, der siden 1972 har været spørgsmålet, og hvor vi i en glidende udvikling har måttet acceptere, at EU umyndiggør os – så meget, at vi i det seneste halvår har måttet finde os i, at en folkevandring fra Asien og Nordafrika strømmer ind over vore grænser og er i færd med at gøre danskerne fremmede i det, der var deres eget hjem.

Dette er grundforholdet. Derom stod og står valget. Og det er i denne situation, at man som en nu ældre dansker, der i de seneste menneskealdre har kæmpet for nationens beståen og det danske folks ret til Danmark, gribes af taknemmelighed mod de almindelige danskere, det danske folks flertal, der sagde nej til at afgive endnu en dansk rettighed i Danmark. Men holdt fast ved, at Danmark er danskernes fædreland.

Jeg bryder mig ikke om at blive patetisk. Men jeg har svært ved at tilbageholde en tak til danskerne.