Stop nu den talsnak, lyder det fra flere og flere sider her i valgkampens anden uge. Men hvorfor egentlig? Er danskerne talblinde? Kan de ikke lægge to og to sammen? Mestrer de ikke procentregning?

Vi ved, at et frygtindgydende stort antal danskere ikke er i stand til at læse en almindelig tekst. Det drejer sig om mindst 600.000, og så kan vi – tror jeg – lægge mindst lige så mange til, for hvem det er så svært at læse, at de kun gør det i yderste nød.

Vi ved, at 15–20 procent af en ungdomsårgang forlader folkeskolen som funktionelle analfabeter. Det ser næppe bedre ud med hensyn til at omgås og forstå tal. Det betyder, at meget af det, der sker i den moderne verden, går hen over hovedet på dem. Det sætter karakteren af vores demokrati i relief.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

For aldrig har det været så nødvendigt at kunne læse som i dag. Eller at forstå tal. Hvordan skal vi belyse en tilstands omfang eller resultatet af en politisk bestræbelse uden at sætte tal på?

Hvis det er sådan, at en betydelig procentdel af danskerne mangler evnen til at forstå, hvad den politiske debat drejer sig om, og en anden, måske endnu større procentdel følger så lidt med i politik, at de savner forudsætningerne for at tage en kvalificeret stillingtagen på valgdagen, så bygger vores demokrati til en vis grad på en illusion, illusionen om den informerede vælger.

Det ved politikerne naturligvis godt, og det indretter de sig efter. Derfor lyder de ofte dummere, end de er. Den, der får det virkelig svært i et sådant vi-lader-som-om-demokrati, er den, der har en saglig tilgang til politik, og som samtidig repræsenterer et stort parti, der skal favne bredt.

Dette dilemma så vi i fuld blomst i den første TV-duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen sidste søndag på TV 2. For Helle Thorning-Schmidt spiller sagligheden ingen rolle. Hun taler til dem, der ved intet eller meget lidt om politik og samfund. Som Richard Wagner ifølge filosoffen Adorno lavede musik for de umusikalske, laver Thorning politik for de upolitiske. At vinde for at bevare sin position er det eneste, der tæller for hende.

Derfor går hun offensivt og aggressivt frem. Hun er blottet for viljen til at ræsonnere, belyse en sag, lægge argument til argument, men hun evner at kompensere for dette med en ganske betydelig frækhed, en vis taktisk snuhed og stor stemmekraft.

Længe efter at man har slukket for sit TV, runger hendes stemme i ens hoved, som når man har været udsat for så kraftig musik, at den forvrænges inde i øret. Mange beundrer hende for hendes tilsyneladende usårlighed og overlevelsesdygtighed.

Det sidste har Lars Løkke Rasmussen til fælles med hende, men ikke usårligheden. Lars Løkke Rasmussen er en mand, der jages af sin egen skygge. Han har måttet kæmpe for sit politiske liv i et omfang, som næppe mange kan sætte sig ind i. Han har måttet se sig blottet og ydmyget i en grad, der ville få de fleste til at undgå alt offentligt liv i fremtiden, og det bliver åbenbart ved.

I middelalderen kunne man blive dømt fredløs. Det indebar, at enhver havde lov til at slå en ihjel. Medierne betragter Lars Løkke Rasmussen som en fredløs. Rettere sagt: visse medier. Der findes ordentlige medier. Det er typisk dagbladene og Weekendavisen. Og så findes der TV og formiddagsbladene, som i denne sammenhæng opfører sig ens.

I ingen af de to sager, han i valgkampens første uge er blevet jagtet for, har han sagt noget forkert, men peget på velbelyste kendsgerninger. Som politiker er Lars Løkke i modsætning til Helle Thorning af den saglige type. Modsat hende forstår han at analysere en problemstilling og argumentere for en løsning.

Dette skulle tale til hans fordel, men i moderne politiks arena er det hans handicap. Her vil nogen så mene, at hans virkelige handicap er, at han bærer på en byrde af utroværdighed. Det mener medierne, og det udnytter en del journalister samt Socialdemokratiet skamløst.

Men Løkke har intet ulovligt begået. Han har blot nydt godt af nogle privilegier, som man havde i hans position. Ligesom når Thorning bruger Forsvarets fly. Hvordan kan det blive til utroværdighed?

Det kan det, når politik bliver personliggjort. Og det gør den, når de klassespecifikke interessemodsætninger, der skabte det politiske system, ikke længere findes, og politik bliver til nuanceforskelle og svært gennemskuelige teknikaliteter.

Arbejdsudbuddets nødvendighed og det økonomiske råderum er problemer for politikere og eksperter, ikke for almindelige vælgere. Men flyrejser på første klasse og dyrt tøj, det kan alle have en mening om, ligesom om løsgående hunde. Når politikken bliver personliggjort, bliver den også emotionaliseret.

»Jeg føler«, bliver et gangbart argument. Det er denne virkelighed, Lars Løkke talte ind i sidste søndag i duellen på TV 2, og det er den virkelighed, han i aften skal tale ind i, når duellen genoptages på DR. Duellen på DR1 kan blive det positive vendepunkt for de borgerlige, hvis Løkke er mere offensiv end sidst, mere passioneret, men uden at give køb på sin saglige ro. Yes, he can.

Især hvis han dropper den dystre statsmandshabit. Vælgerne stemmer ikke på en statsmand. De stemmer på en politiker.