Efter halvanden uges valgkamp, hvor både Venstre og Socialdemokraterne har lovet flere penge til kræftbehandling og de medicinske afdelinger, retter erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) nu et hårdt angreb imod Venstres planer om at udvide det frie sygehusvalg.

Han mener, at Venstre er i gang med at rokke ved selve fundamentet under det offentlige sygehusvæsen, når partiet foreslår, at patienter frit skal kunne tage på privathospital fra dag ét ved en række sygdomme, der ikke kræver indlæggelse.

{embedded type="node/feeditem" id="33388569"}

»En meget stor del af patienterne med ikkeakutte sygdomme vil med Venstres forslag kunne tage direkte på et privathospital og blive behandlet. Hvis bare hver femte af dem, der er berettiget til det, benytter sig af det, så har Sundhedsministeriet beregnet, at 6.400 sygeplejersker og 2.700 læger vil være overflødige eller skal afskediges fra det offentlige,« siger Henrik Sass Larsen med henvisning til et svar til Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg fra d. 5 februar i år.

Han mener, at det kan få alvorlige konsekvenser for de offentlige sygehuse.

»Det vil betyde en voldsom strukturel udfordring for hele vores sundhedsvæsen. For i det øjeblik, det bliver privat, så er der ikke de helt samme forpligtigelser til at tage sig af de besværlige sygdomme og til at uddanne folk. Og kan vi være sikre på, at den frie og lige adgang for patienter og alle typer af sygdomme bliver opretholdt? At privathospitalerne ikke bare creamer og tager den del af det, som er lønsomt og efterlader resten til det offentlige,« siger Henrik Sass Larsen.

Lige adgang til sundhed

Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde, afviser, at en udvidelse af det frie sygehusvalg vil betyde personaleflugt fra det offentlige. Først og fremmest vil Venstres forslag ifølge hende sikre alle danskere de samme muligheder. Mens det i dag kun er dem, der har råd til at tage til udlandet og få opereret et dårligt knæ eller lignende, som kan gøre det for derefter at få pengene refunderet af det offentlige.

»Er det udtryk for mest lighed i sundhed, at danskerne selv skal lægge ud for en dyr behandling i Sverige eller i Tyskland, eller er det udtryk for mere lighed, at vi siger, at de rettigheder, patienterne allerede har, de skal selvfølgelig også gælde i Danmark. Vi har hørt på de her skræmmekampagner om personaleflugt fra det offentlige til det private før. Og vi må jo bare sige, at det er ikke sket,« siger Sophie Løhde

{embedded type="node/feeditem" id="34474730"}

Professor og sundhedsøkonom Jakob Kjellberg mener, at der kan blive tale om »relativt store forskydninger mellem det offentlige og det private, hvis Venstre gør alvor af deres planer om at udvide det frie sygehusvalg yderligere og give patienterne frit valg i Danmark fra dag ét, når det gælder en række ambulante behandlinger.

»Det her vil få sygehusene til at fokusere på de operationer og behandlinger, der er konkurrenceudsat for at undgå, at patienterne flytter ud. Man kan frygte, at det vil gå ud over især de medicinske afdelinger, som ikke er konkurrenceudsatte, og hvor de ældre ligger. Det er i forvejen her, at man ikke har fået løst problemet med overbelægning,« siger Jakob Kjellberg fra KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.