Gösta Pettersson var den første i Danmark til at udskifte et menneskes hjerte med en andens. I 1990 blev den svenske kirurg headhuntet til Rigshospitalet med det formål at lave hjertetransplantationer og 3. oktober samme år var den første transplantation en realitet.

Med over 15.000 operationer bag sig anses Gösta Petterson for en af verdens mest rutinerede og anerkendte hjertekirurger. Der findes meget få andre mennesker i denne verden, der i bogstaveligste forstand har stået med tusindvis af hjerter i hænderne.

I en alder af 71 år er han i fuld gang med at redde liv. 425 operationer om året bliver det til i Gösta Pettersons nuværende stilling som chef for hjerteafdelingen på Cleveland Clinic i USA.

På Rigshospitalet uddannede han mange kirurger og børnehjertekirurger og fik hele transplantationsafdeling op at stå. Men efter ni år som overlæge og professor sagde han op.

Opsigelsen kom i kølvandet på en større sparerunde, hvor mange ansatte stod til fyring i en tid, hvor han mente, at hjerteafdelingen skulle udvides. Det plagede den svenske hjertespecialist voldsomt.

»Det var et stort tab, fordi han var så dygtig. Han var en meget talentfuld kirurg. Heldigvis fik han lært andre op, så hjertekirurgien stadig er på et højt niveau,« fortæller pensioneret overlæge Stig Haunsø, der var manden bag pioneren Petterssons ansættelse på Rigshospitalet.

Virkelighedens Dr.Helmer?

På Rigshospitalet blev Gösta Pettersson hurtigt kendt som en mand med en dedikation ud over det sædvanlige. En dedikation han også forventede af dem, der arbejde omkring ham.

»Man kan jo ikke lade være med beundre en person som Gösta, fordi han havde det voldsomme engagement og var så dygtig. Jeg husker mange gange, hvor jeg havde møder med ham, at han var grå og træt og skægstubbene stod, fordi han simpelthen arbejdede ufatteligt mange timer med sine operationer,« fortæller Jørgen Jørgensen, tidligere direktør for Rigshospitalet.

Hans forventninger til kollegaer og medarbejdere skulle eftersigende have gjort ham til inspiration for den koleriske overlæge Stig Helmer – ham med råbet »Danskjävlar!« skreget ud i natten fra toppen af Rigshospitalet – i Lars von Triers TV-serie »Riget«.

En sammenligning Jørgen Jørgensen ikke mener er skudt helt forbi:

»Typer som Gösta Pettersson har jo et stort ego, også var han svensker, hvilket jo er lidt fremmed for os danskere,« siger han.

Stig Haunsø udtrykker sammenligningen med virkelighedens og TV-seriens svenske figur således:

»Han forlangte meget af mange og også af sig selv. Han boede lige ved siden af hospitalet, og ofte var han der næsten i døgndrift, hvis der var noget galt med patienterne. En ting han også forventede af de andre kirurger, hvilket kunne knibe lidt.«

Gösta Pettersson udgav i 2006 samtalebogen »Du har rørt ved mit hjerte« sammen med sin ven Johannes Møllehave – som han opererede tilbage i 1997. Bogen har solgt i 100.000 eksemplarer.

Det har ikke været muligt at interviewe Gösta Pettersson i anledning af 25 års-dagen for Danmarks første hjertetransplantation.