Filminstruktøren Lars von Trier har aldrig holdt af at optræde med sine film i det store mediecirkus, som udspiller sig ved den årlige filmfestival i Cannes. Men han har gjort det, fordi det har været et vigtigt led i markedsføringen af hans film, og han har gjort det med sans for provokationens styrke. Han har blandt andet kaldt filminstruktøren Roman Polanski for »dværgen« og USAs daværende præsident George W. Bush for »et røvhul«, og det har trukket store overskrifter – men ingen har rigtig taget anstød.
Det ændrede sig imidlertid i maj 2011, hvor flere hundrede journalister var samlet til pressemøde efter verdenspremieren på Lars von Triers »Melancholia«. Hér fik han viklet sig ud i en lang og rodet forklaring, der endte med bemærkningen »o.k., jeg er nazist« og ord om, at han da godt forstod Hitler en lille smule. Det var en vittighed, der ikke blev foldet ordentligt ud, men pludselig var den provokerende instruktør gået for tæt på lige netop den ene ting der – udover profeten Muhammed – kan sætte verden i brand. Instruktørens punchline afsluttede en længere udredning om von Triers beundring af Albert Speers arkitektur og skulle samtidig rumme historien om, hvordan han i en sen alder opdagede, at han ikke selv var af jødisk afstamning. På det uddybende skandinaviske pressemøde i timerne efter blev der bygget gemytligt videre af Lars von Trier selv. »At jeg er mere pornograf, end jeg er nazist – det vil jeg gerne have ført til protokols,« sagde han blandt andet, og vi danske journalister tog vittigheden i den ånd, den var afleveret. Men i det kommende døgn rejste de ramsaltede bemærkninger verden rundt i lyntempo, og Lars von Trier fik vredet armen om på ryggen til en undskyldning, men blev alligevel hurtigt derefter erklæret »persona non grata« i Cannes.
I oktober 2011 blev von Trier afhørt af dansk politi på baggrund af en sigtelse fra fransk politi efter udtalelserne i Cannes. Han blev taget med på politistationen, hvor han opholdt sig i flere timer. Og det har sat sine spor. For selv om der er faldet ro på, og lederen af filmfestivalen i Cannes, Thierry Fremaux, eksempelvis har sagt, at Lars von Trier i fremtiden er velkommen i Cannes, besluttede den ellers åbenmundede Trier sig for bogstavelig talt at holde sin kæft.
I en pressemeddelelse erklærede han, at nu var det slut med at sige noget, »da han ikke ejede evnen til at udtrykke sig utvetydigt«, og et billede blev udsendt af instruktøren med gråt gaffatape for munden.
Lars von Triers hustru Bente beskriver sin mand som en fritænker, der mener, at der skal være plads til alle i samfundet. Også til pædofile og nynazister, men naturligvis ikke, hvis de gør andre mennesker ondt.
»Lars er også en helt igennem lovlydig borger, der betaler sin skat med glæde. At blive trukket ind i en sag, der i teorien kunne være endt med en afhøring i en kælder i Marseille, rystede ham, og derfor traf han beslutningen om, at han ikke længere ville udtale sig«, siger Bente Trier.
Så da Trier for nyligt stillede op til fotografering ved ankeret i Nyhavn sammen med nogle af skuespillerne i hans nye film »Nymphomaniac«, der har premiere i morgen, mælede han ikke et ord. Men det behøver han måske heller ikke, for alt tyder på, at den kontroversielle film kommer til at tale så rigeligt i sig selv.
Første gange filmkritikere og filmjournalister hørte om von Triers nye idé, blev der ellers rystet på hovedet. I starten vidste man kun, at den skulle indeholde sexscener, der skulle blandes med mere diskrete nøgenbilleder af filmens skuespillere. Men det har siden da vist sig, at instruktøren har læst tidsånden. For vi har set »50 Shades of Grey« tage turen fra lægeroman med genitalier til kulturfænomen i en grad, så von Triers erklæring fra før mundkurvens dage om, at »han ikke kan se sig selv i øjnene, hvis ikke der er pik og kusse«, er knap så provokerende.
»Nymphomaniac« har kostet lige knap 70 mio. kr., og pengene er skaffet ved at gå den sædvanlige runde hos filmindkøberne i alle de lande, der plejer at vise Lars von Triers film. Ingen af dem var tilstrækkeligt skræmte over »nazi-gate« i Cannes til, at Zentropa-direktør og Lars von Triers »partner in crime«, Peter Aalbæk Jensen, mærkede nogen rysten på hånden, når det gjaldt finansieringen.
At dømme efter den hype, der har været, når plakater med skuespillere i orgasmekramper, korte teaserklip og trailer løbende er blevet frigivet; og at dømme efter de til overflod positive anmeldelser, der allerede har været af filmen – Berlingske har for eksempel givet seks stjerner ud af seks mulige med ordene: »Lars von Trier leverer en dybt tænkende, subtilt følende, flammende sarkastisk og sjæleskærende tragisk erotisk odyssé« – venter en halv verden lige nu på »Nymphomaniac«.
»Nymphomaniac« handler om pigen Joe (Charlotte Gainsbourg), der kalder sig selv for nymfoman. »Jeg er et dårligt menneske,« insisterer hun, men den midaldrende jødiske gentleman Seligman (Stellan Skarsgård), der samler hende forslået op i en baggyde, og som lægger ører til hendes historie, insisterer på, at der ikke findes dårlige mennesker. Han kender verdenslitteraturen, musikken og naturen på fingrene, men har ingen erfaringer med sex.
Rammehistorien fungerer som en løbende perspektivering af Joes eventyr. »Nymphomaniac« er delt op i to dele i biografen, hvor debutanten Stacy Martin spiller Joe i første dels flashbacks, og Gainsbourg gør det i anden del. Med vid og overskud får vi punktnedslag i Joes søgen efter seksuel tilfredsstillelse, der fører hende fra en tidlig seksuel debut over et forsøg på familieliv til en spankingklinik, og det der er værre. Som sædvanlig har hovedpersonen klangbund i Lars von Trier selv.
»Kvinderne er i virkeligheden Lars selv. Det er bare lettere at udtrykke det, han vil, via kvinderoller. For det første, fordi der er mange bedre kvindelige skuespillere end mandlige skuespillere, men også fordi mænd i deres opførsel typisk holder tilbage på nuancerne og det følelsesmæssige,« siger Stellan Skarsgård, der beskriver sig selv som Lars von Triers legekammerat, efter at de har arbejdet sammen i 20 år.
Lars von Trier har insisteret på, at vi skal se skuespillerne dyrke sex så naturalistisk som muligt. Der var naturligvis grænser for, hvad skuespillere med mænd og koner derhjemme ville gå med til, så der blev udtænkt en arbejdsfacon, hvor stjernerne først spillede scenen igennem med underbukser på. Derefter forlod de filmstudiet, og deres stand-ins, der til daglig er pornoskuespillere, gennemspillede scenen i nøjagtigt samme stillinger. Helt nøgne og som om det var en pornofilm.
Siden har special effects-folk klippet og klistret og sat pornoskuespillernes underkroppe sammen med de rigtige skuespilleres overkroppe, så man ikke kan se forskel. Det er overraskende sømløst udført.
Når Lars von Trier har premiere på en ny film, er det en begivenhed. Han er én af verdens vigtigste og bedste filminstruktører. Hans manuskripter er så velskrevne, at de kan udgives som bøger. Filmene rejser sig iøjnefaldende og uforfærdede op i et landskab, hvor alt for meget alt for ofte ligner hinanden. I hver eneste film vinder instruktøren nyt land. Ofte med provokerende tematikker og talen det politisk korrekte midt imod og altid med formeksperimenter, hvor han udfordrer filmsproget. Lars von Trier sparker ganske enkelt udviklingen i filmhistorien fremad.
Der er da også i »Nymphomanica« direkte henvisninger til mange af von Triers tidligere film både i billederne og temaerne, og på den led ligner filmen et bud på et hovedværk. »Nymphomaniac« er samtidig uden tvivl den film, der vil skabe flest kontroverser på verdensplan, når det gælder indholdet, og som censuren i diverse lande vil forlange renset for kønsdele. Det var ikke altid lige let for skuespillerne, men som Charlotte Gainsbourg siger det:
»Det er, når det bliver skræmmende, at det er mest spændende. For eksempel er der scenen, hvor jeg bliver spanket. Den var en lille smule ydmygende at være med i, og naturligvis blev jeg forlegen, men jeg var vild med at se lige netop den scene i den færdige film«.
Hun spiller en kvinde, der blandt andet forsvarer pædofile, som ikke udlever deres lyster.
»Selvfølgelig er det en provokation, men jeg forstår Joes argument for, at manden ikke har gjort noget forkert. Skal vi fordømmes på vores tanker? Skal vi i fængsel for at tænke noget, der er forbudt? Jeg ser det sådan, at Joe er udstødt, og derfor kan hun forstå en mand, som de fleste andre vil fordømme,« siger Charlotte Gainsbourg.
Og mon ikke Lars von Trier også risikerer kritik for stereotypen af sorte mænd i en scene, hvor Charlotte Gainsbourg rekvirerer en mand fra Afrika, der skal tilfredsstille hende i sengen? To meget veludrustede mænd møder op, og resultatet er en scene, der kvalificerer sig som en af von Triers morsomste gennem tiderne.
»Lars vil få hård kritik for enhver del af den her film,« smiler Charlotte Gainsbourg.
Hun er datter af Serge Gainsbourg, Frankrigs mest produktive sangskriver, filminstruktør og superprovo op gennem 1960erne og 1970erne. Det var Gainsbourg, som brændte en 500-franc-seddel af i den bedste sendetid som protest mod de høje skatter, og det var ham, der i et stort talkshow sagde: »I want to fuck you« op i ansigtet på en ung og uskyldig Whitney Houston. Han døde af druk i 1991.
»Lars minder mig om min far, og det er tiltalende for mig at lave et link mellem de to, når det gælder provokationerne, selv om de som mennesker er meget forskellige. Jeg tror nemlig, at selv min far ville være chokeret over Lars’ nye film,« siger Charlotte Gainsbourg.
Stellan Skarsgård er også sikker på, at Lars von Trier denne gang vil provokere fra Kabul til Salt Lake City:
»Det er, når et samfund begynder at gøre dele af sproget forbudt, at nogen må reagere. Lars har den her milde form for Tourettes syndrom, der gør, at han absolut skal sige alt det, man ikke må, og han har ret i, at forbud er højst mistænkeligt. I USA sagde man »nigger«, derefter sagde man »negro«. Derefter ændrede man betegnelsen til »farvede«, dernæst til »sorte« og nu til »afroamerikanere«, men et sort barn har stadig dobbelt så stor dødelighed i forhold til et hvidt barn. Burde man ikke en gang for alle ændre på forholdene i samfundet i stedet for hele tiden at ændre på begreberne?« siger han
Det gamle geni i dansk film, Carl th. Dreyer, var på kant med resten af verdenen hele sit liv. Han måtte til Frankrig for at lave flere af sine film, og de seneste tre årtier frem mod sin død i 1968 lykkedes det ham kun at få finansieret to spillefilm.
Da Lars von Trier for 21 år siden stiftede filmselskabet Zentropa sammen med Peter Aalbæk Jensen, skabte de en virksomhed, hvor geniet kunne få lov til at sidde i hjørnet i sin egen sandkasse og skabe film – og samtidig skabe sig – som han helt selv ville. Derfor risikerer von Trier ikke at lide samme kranke filmskæbne i alderdommen, som Carl Th. Dreyer gjorde.
Samtidig har Peter Aalbæk Jensen sikret, at der har været plads at lege på til andre talenter, og det har ført til den nye danske guldalder i dansk film fra dogmeåret 1998 og frem. Det internationale spotlys faldt på dansk film på grund af Lars von Trier og se, hvor vi er i dag, hvor mange danske instruktører, skuespillere og andre filmfolk betragter hele verden som deres arbejdsplads. Guldalderen har spredt sig til de danske TV-serier som elskes og beundres fra Italien i syd til Irland i nord.
Men Lars von Trier er stadig en ener, og alt omkring ham er ofte meget anderledes end i mainstreamfilm. I tilfældet »Nymphomaniac« overgår han og Zentropa imidlertid sig selv i signalforvirring.
Lars von Triers egen udgave af filmen varer fem timer og 25 minutter, men det er for uhåndterbar en størrelse i en biograf. De folk, som har investeret i filmen, har ikke mulighed for at tjene deres penge hjem igen, hvis filmen vises i instruktørens egen udgave. Derfor er Lars von Trier gået med til, at der bliver klippet en kortere udgave på fire timer, der vises i to dele. Denne udgave, som altså er den, der har premiere i morgen, tager Trier dog afstand fra, og på forteksterne står der: »Denne film er en forkortet og censureret udgave af Lars von Triers »Nymphomaniac«. Den er lavet med Lars von Triers tilladelse, men uden han har været involveret«.
Han overlod i stedet ansvaret for at gøre den færdig til sin faste klipper, Molly Malene Stensgaard.
»Den helt store opgave for mig var, at filmen stadig skulle have det samme tempo og samme ånd som Lars’ film. Hvis du spørger Lars, vil han sikkert sige, at jeg har klippet alt det ud, jeg ikke selv kan lide. Jeg er ikke overrasket over, at der kom så lang en film ud af det i sidste ende, for manuskriptet nærmede sig de 270 sider, hvor manus til »Melancholia« var kortere end 100 sider, og den film varer altså to timer,« siger Molly Malene Stensgaard.
For at gøre filmen knap halvanden time kortere blev der udover nærbilleder af kønsorganer og mindre dele af handlingen hist og her især klippet én større og efter sigende meget voldsom blok ud.
»Lige dén scene og samtalen om den er meget provokerende, og den vil være en udfordring for enhver censur. Der er tale om noget stort og voldsomt, der vil gøre det værd at se den lange udgave alene for den begivenhed.«
Og mere vil Molly Malene Stensgaard ikke sige.
Charlotte Gainsbourg når at kalde hovedparten af det, som mangler, for »scenen hvor Joe skader sig selv«, inden hun bider sig i læben og konkluderer:
»Jeg blev blæst totalt bagover af den lange udgave. Senere så jeg den korte udgave og fokuserede meget på det, som manglede, men det er stadig en god film.«
Den lange udgave »bliver på et eller andet tidspunkt sat til salg,« siger filmkøbmanden Peter Aalbæk Jensen. Allerede nu står det klart, at første del af den lange udgave får verdenspremiere i forbindelse med filmfestivalen i Berlin til februar. Hvornår anden del af Lars von Triers egen version får premiere er ikke fastsat endnu.
Lars von Trier forsøger sig altid med nye ufordringer for hver ny film. I »Nymphomaniac« ville han lave en roman på film, og som nyt fortællegreb bruger han såkaldte digressioner – afbrydelser eller pauser – der umiddelbart ser ud til ikke at have noget med handlingen at gøre, men som så alligevel fletter sig sammen med hovedtemaet. I den nye film er det for eksempel fluefiskeri.
Manuel Alberto Claro overtog kameraet i »Melancholia« og står igen bag det i »Nymphomaniac«, da det er for hårdt for von Trier selv i modsætning til, da han var lidt yngre.
»Lars ville lave en film med mange forskellige udtryk, hvor man greb hvert enkelt kapitel forskelligt an. Det var et forsøg på at genfinde en slags filmskoleenergi, hvor man gør en masse forskelligt, fordi man har lyst til det. Vi talte om, at filmen skulle have et punket udtryk, og vi gik og kaldte den for en »punk-marathon«,« siger Claro.
Han var også manden, der skulle være med til at sikre, at sexscenerne i filmen kom til at se naturlige ud.
»Sex er ret ufilmisk. Tissemand i tissekone skjuler ligesom det hele. Derfor måtte vi finde en mellemvej, hvor man kunne se noget, uden at det virkede helt unaturligt og åndssvagt. Faktisk fik vi af og til nogle gode forslag fra de forskellige porno stand-ins, fordi de er vant til at lade sig filme,« forklarer Claro.
Fotografen møder stor respekt ude i verden, når han forklarer, at han arbejder med von Trier.
»Han er en ganske særlig instruktør, fordi han formår at bruge nogle af de frygtelige ting som for eksempel angsten, han har inde i sig, og oversætte den til film. Han kan beskrive de forfærdeligste ting, så man tror på dem. Man kan måske finde nogle malerkunstnere, der kan det samme, men meget få kan få den slags til at fungere på film. Uden specielt meget hiv og slid under indspilningerne formår han at få lige netop det frem, som han vil udtrykke. Von Trier har også en brillant teknisk viden, som man føler sig tryg ved. Selvfølgelig har Lars store armbevægelser med sine temaer, men det er også en del af hans projekt, at han forholder sig til den måde, vi fortæller historier på, og det er en vigtig del af det at være kunstner«.
Hos Zentropa og Nordisk Film er der en vis nervøsitet før verdenspremieren på »Nymphomaniac« i Danmark, hvor del ét og to kører som én helaftensfilm med en kort pause. I en del andre lande vil de to film få premiere med nogle måneders mellemrum. Det er ikke så lidt af en satsning, men Zentropa-boss Peter Aalbæk Jensen tør godt satse:
»Det er en heftig udfordring, men jeg synes, værket kan tåle det. Selvfølgelig kan folk risikere at have andre favoritter rent følelsesmæssigt, men hvis man vil se den gamle mester bygge sin katedral, så er det her hans hovedværk. Lidt kynisk kan man sige, at hvis ikke folk får set filmen i biografen, så får de nok set den på et andet tidspunkt i deres liv,« siger han, der dog gerne ser filmen sælge i omegnen af to mio. billetter på verdensplan.
Sker det, vil distributørerne rundt regnet få deres penge hjem igen, og det vil betyde, at de gerne vil investere i den næste film. Von Trier sælger ikke altid mange billetter i Danmark, men han er den bedste danske eksportvare på filmområdet. Von Trier er grunden til, at Zentropa har solgt knap 70 pct. af alle danske biografbilletter i udlandet, hvilket Kim Pedersen, formand for Brancheforeningen Danske Biografer har regnet ud og offentliggjort på sin blog på filmmagasinet Ekkos hjemmeside. Sammenlagt har von Trier solgt godt 15 mio. billetter ude i verden i hele karrieren – med »Dancer in the Dark« (2000) som topsællert med 4,3 mio. billetter.
Lars von Trier har været intelligent og særligt følsom helt fra drengeårene. Han var bange for at dø, og det blev næppe bedre af, at han fik et lidt for ærligt svar fra sin mor, når han spurgte, om »han kunne risikere at dø i nat?« »Det er ikke særligt sandsynligt, men risikoen er til stede,« lød det kølige rationale. Svaret gjorde blot den lille dreng endnu mere skrækslagen.
Angsten har betydet et liv på antidepressiv medicin. Hvis Lars von Trier har ondt i halsen, tror han, det er kræft, og har han ondt i hovedet, frygter han en hjernetumor. Instruktøren har en diagnose på »OCD med sygdomsangst«, og i 2008 faldt han i det helt store sorte hul, hvor han lå derhjemme og kiggede ind i væggen det meste af et år.
Det kan derfor synes paradoksalt, at Lars von Trier synes mere flittig og ambitiøs på filmfronten end nogensinde med »Antichrist« i 2009, »Melancholia« i 2011 og mammutværket »Nymphomaniac« i år.
Men der har også været en udvikling, noterer Stellan Skarsgård:
»Lars er blevet mere afslappet og mere åben, selv om hans angst stadig er den samme. Da jeg mødte ham før »Breaking the Waves«, brød han sig ikke om fysisk kontakt. Jeg krammede ham og holdt om ham, indtil han ikke forsøgte at kæmpe sig fri af mit greb længere. I dag krammer han selv alle andre, så der har været en vis personlig udvikling«.
Lars von Trier har sagt, at han til enhver tid ville bytte sit talent for et sind, der ville gøre ham i stand til at leve et normalt liv uden angst. Hustruen Bente Trier er vidne på tætteste hold:
»Udfoldelsen af hans talent er en følge af hans skrøbelige sind, der er et skrækscenarie af dimensioner. Af og til ønsker Lars bare, at han kunne trykke på en knap og så dø lige nu og her. Det er sindssygt hårdt at gå og være så bange. Det gør da også ondt på mig at se hans film. Men når han har et kunstnerisk gen, så skal han fandeme også bruge det, og han er stolt over, at han ikke går på kompromis eller bliver stækket af det politisk korrekte. Han er sindssygt begavet til at lave kunst, og vi andre må så bare hjælpe ham lidt med at leve det almindelige liv«, siger hun.
Alle i hans omgangskreds er sikre på, at han ikke holder op med at lave film, før han segner.
»Jeg tror, Lars laver film, til han holder op med at trække vejret, fordi det for ham er et øjebliks pause i en stadig mere martret sjæls liv. Set fra siden synes jeg ikke, det går bedre med hans psykiske udfordringer, tværtimod, men de bliver trængt i baggrunden, når han laver film. Alene af den grund bliver han drevet frem mod at lave nye film,« siger Peter Aalbæk Jensen.
Allerede i begyndelsen af oktober i år hørte Aalbæk om ideen til Lars von Triers næste film, der bliver nummer 15 i rækken. Producenten risikerer ikke at begå samme brøler, som da han for nogle år siden afslørede plottet i »Antichrist«, så en møgsur von Trier måtte skrive det om, men han siger dog:
»Da jeg hørte Lars komme med det første pip, var jeg som sædvanlig overrasket. Men det, som altid er mest overraskende når det gælder Lars, er at se, hvordan han fortolker idéen i sidste ende.«
Store dele af verden vil vente i spænding.
»Nymphomaniac« har premiere i morgen.