1. Porcelæn gennem lokalet
Restaurant Punk Royale har for nylig åbnet en filial i Dronningens Tværgade i København, men moderskibet ligger her på Södermalm. Der er tale om en eksperimental tema-restaurant, som går ud på at servere klassiske luksusråvarer som foie gras, hummer, trøfler og kaviar i rammer, der minder om det hedengangne ungdomhus på Jagtvej. Røgmaskinerne pumper for fuld kraft, mens musikken dunker skingert i højtalerne. En ketchup lavet på rødbede sprøjtes direkte ud på bordpladen, mens vodkaen serveres fra en benzindunk, og gæsten får skudt suppen direkte op i ganen med en kanyle af tjeneren. Skulle det hænde, at der ikke er nok gang i stemningen, kaster kokken et par stykker porcelæn gennem lokalet. 20 små serveringer inklusive drikkevarer står i fornuftige 1.500 svenske kroner, og stockholmerne er vilde med det, så bestil bord i god tid.
Punk Royale, Folkungagatan 128, punkroyale.se