Der er især to ting, som chefen for Danmarks Center for Biosikring og Bioberedskab har hæftet sig ved efter det stærkt opsigtsvækkende nervegiftattentat i søndags i Salisbury, England på en russisk spion og dennes datter.

Den ene er, at de begge efter et restaurantbesøg meget hurtigt får symptomer på nervegiftforgiftning.

Den anden er, at en tililende betjent, der som en af de første efterser det bevidstløse par på en bænk i et shoppingcenter, også får klare forgiftningssymptomer efterfølgende.

»Det peger på, at der er tale om et eksotisk og molekylemæssigt meget lille stof, der kan gennemtrænge huden. Det afgrænser det til meget få stoffer, hvoraf hovedparten vil være kemiske,« siger overlæge dr. med. John-Erik Stig Hansen.

Han tilføjer, at den slags ekstremt giftige stoffer typisk virker meget hurtigt og i de fleste tilfælde har oprindelse i statsstyrede laboratorier.

»Når stofferne er så hurtigtvirkende, skyldes det, at de forstyrrer de elektriske impulser, der får centralnervesystemet til at fungere. Typisk vil man derefter se en række symptomer fra nervesystemet, eksempelvis besværet vejrtrækning, kramper og tåreflod,« forklarer han.

Før den russiske spion blev bevidstløs, talte han ifølge vidner i vildelse og råbte højt.

Ifølge britiske medier har statslige forskere identificeret den nervegift, der blev anvendt mod den 66-årige spion Sergej Skripal og hans datter. Man ønsker imidlertid ikke at oplyse det præcise stof. Blot at det er »mere sjældent« end sarin og VX.

Sarin er en farveløs, lugtfri og ekstremt potent kemisk nervegift, der bl.a. har været anvendt i krigsførelse i Irak og Syrien, mens VX er en mere sjælden nervegas, der blev kendt efter attentatet på den nordkoreanske leder Kim Jong-uns halvbror i Kuala Lumpurs lufthavn i fjor.

Chefen for det danske bioberedskab understreger, at hans speciale er biologiske gifte, det vil sige livstruende stoffer med oprindelse i naturen. Det kan bl.a. være nervegifte fra særlige planter og smådyr, dødbringende virus som eksempelvis ebola og livsfarlige bakterier, herunder miltbrandbakterier.

»I nogle tilfælde kan det være vanskeligt at skelne mellem symptomerne på forgiftning med kemiske og naturlige nervegifte, men sandsynligheden taler for, at der blev anvendt en kemisk nervegift i England,« siger han.

Vi spørger John-Erik Stig Hansen, hvad man typisk vil fokusere på i statslige giftlaboratorier.

»Man går dels efter at fremstille masseødelæggelsesvåben, herunder miltbrandbakterier, og dels efter gifte  til snigmord på enkeltpersoner, eksempelvis politiske dissidenter. Men jeg vil gætte på, at mange giftattentater finder sted, uden at man opdager noget mistænkeligt. Man tester jo ikke rutinemæssigt for disse eksotiske stoffer, når en person findes død.«

Ifølge bioberedskabschefen er giftattentater sket med forbløffende kreativitet gennem historien. Eksempelvis dræbte sydafrikanske agenter under apartheidstyret politiske modstandere ved hjælp af både forgiftet slik og forgiftede cigaretter, siger han.

Tilstanden for de to russiske ofre for søndagens attentat er ifølge Storbritanniens indenrigsminister Amber Rudd »meget alvorlig«. Til gengæld er den hjælpende politimand vågnet af sin koma og kan kommunikere.