Stemningen er som i en skoleklasse, hvor læreren lige har skældt ud. De skamfulde elever har lige fået en stor kollektiv skideballe. Det er torsdag aften, valglokalerne er lukket. Alle ved, at det bliver et nej, og endda et stort et af slagsen. Blandt ja-partierne er der dem, der forsøger at lade som om, at festen fortsætter som hidtil. De smider et par nye papirkugler gennem klassen – ingen skal ødelægge den gode stemning. Så er der dem, der kigger lidt sammenbidt ned i bordet, og dem der har indset, at alting nok ikke bare kan fortsætte som hidtil.

Holger K. Nielsen står i vandrehallen på Christiansborg. Tidligere SF-formand, tidligere udenrigsminister og ophavsmand til EU-forbeholdene. Nu har han og de øvrige etablerede ja-partier og hele Organisations- og Overdanmark fået ikke bare en skideballe af vælgerne. men et »fuck jer og jeres EU og jeres fine traktater og paragraffer«.

Det er under halvanden time siden, valglokalerne lukkede. Under halvdelen af stemmerne er talt op, men Holger er på vej hjem – sammen med konen i øvrigt, som ikke er den samme, som han i 1992 sagde nej til unionen med.

»Der er jo en enorm mistillid til politikerne. Og det har nej-siden udnyttet. De har kørt på primært to ting: Hvad der kan komme til at ske i fremtiden, og politikernes troværdighed,« siger Holger K. Nielsen.

Hvorfor løftede han ikke selv den diskussion om Europa, om behovet for fællesskabet og et stærkt EU, som mange vælgere efter­lyste? Som det parti, som fik gjort forbeholdene til virkelighed for 23 år siden, må SF da også fortælle om visionerne for Danmark uden i hvert fald ét af forbeholdene. Mens alle ja-partierne især talte om Europol, så stemte 68 procent af vælgerne ifølge en Gallup-måling – foretaget efter valglokalerne lukkede – nej, fordi Danmark ikke skal afgive mere suverænitet. 52 procent af dem svarer, at de ikke ønsker mere EU.

»Jeg er enig i, at ja-siden aldrig fik taget fat i den store diskussion om Europa, og det gjaldt også mig selv. Jeg synes ikke, det var relevant, vi skulle jo stemme om noget meget konkret. Og der var masser af gode argumenter i Europol og de 22 retsakter, men så kommer spørgsmålet om, hvad der kan ske i al fremtid? Jeg troede ikke, at nej-siden ville have succes med den dagsorden,« siger Holger­ K. Nielsen.

Der er ikke talt mange stemmer op, før spillet går i gang om, hvem der har skylden for nej’et. Klassen deler sig i nye kliker. Finanslovforhandlingerne trak ud og betød, at der reelt kun var to uger til at føre valgkamp.

»Både i 1992, 1998 og 2000 diskuterede vi jo i flere måneder,« siger Holger K. Nielsen.

Hvor skal aben sidde

Det samme taler man om ved valgfesterne hos de Radikale og hos Socialdemokraterne, hvor Morten Bødskov og Nick Hækkerup heller ikke har noget imod at placere et par aber på statsministerens skuldre. Ja-partierne var i intern kamp om alt fra finanslov til asylstramninger, kontanthjælpsloft og meget andet. Og pludselig – dagen efter finansloven er indgået med Dansk Folkeparti og fra den ene dag til den anden – står Løkke Rasmussen og leder af oppositionen og Mette Frederiksen dér sammen på forsiden af Berlingske med det fælles budskab, at nu står man sammen. Og at det handler om Europol. Thulesen Dahl er nu modstanderen­.

Hos den blå del af ja-fløjen hvisker man til gengæld, at S-formand Mette Frederiksen har været alt for lidt synlig, en kritik som også har lydt fra andre sider.

I Snapstinget, hvor Dansk Folkeparti holder til, er stemningen lige så god, som da partiet for 15 år siden trynede Poul Nyrup Rasmussen, som havde sendt euroen til afstemning. Nu er det ikke Pia Kjærsgaard, der står på bordet med den rødternede dug og lader sig hylde af partifællerne. Men Kristian Thulesen Dahl, som, i god tid før de ældre vælgere går til køjs, sørger for, at det sker med et par varmende ord fra partiformanden og kongen af det nye gule danmarkskort, som begynder at tegne sig på TV-skærmene.

»Jeg er så pavestolt af at være formand for Dansk Folkeparti,« siger han.

Tilbage til vandrehallen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen kommer forbi. Hvad det er for et nej? Jo, ja, i virkeligheden er der ikke så meget at analysere, mener han. Og heller ikke så meget hold i kritikken af ja-kampagnen.

»Nu har jeg været med i alle EU-kampagner, og resultatet er altid, at folk siger: Vi fik jo aldrig at vide, hvad det handlede om. Og vi i ja-partierne synes jo, at vi har brugt ufattelige ressourcer på at forklare, hvad det handler om. Jeg ved ikke, om vi kunne have gjort noget anderledes. Vi førte en kampagne om det, der var hovedspørgsmålet, nemlig Europol,« siger Hjort Frederiksen.

Men hvis vælgerne stemmer efter, om Danmark mister selvbestemmelse, om EU er godt eller skidt, og om Bruxelles bestemmer for meget, er det så ikke ja-partiernes forbandede pligt også at kunne tage den debat og den dagsorden også i stedet for at vige uden om?

»Jamen, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for sådan har det været ved alle afstemninger,« siger han og griner opgivende.

I Socialdemokraternes gruppeværelse er festen hurtigt forbi, efter at Mette Frederiksen har forladt den med budskabet: »Du kommer aldrig til at høre fra mig, at danskerne træffer en forkert beslutning. Vi kan ikke leve med en stor forskel på, hvad vi vil på Christiansborg, og hvad danskerne vil.«

De to eksministre Magnus Heunicke og Mogens Jensen forsøger at holde humøret lidt oppe. Socialdemokrater har det svært med kløfter mellem dem selv og folket. Hele 32 procent stemte ifølge Gallup nej, fordi de ikke stoler på politikerne generelt. Det er i hvert fald en af deres begrundelser.

»Jeg tror, at det har handlet om en ting, nemlig mangel på tillid,« siger Heunicke.

På to store skærme bagerst i lokalet er statsminister Lars Løkke Rasmussen ved at tale til sine partifæller. Han sveder, bemærker oppositionen. Men ikke så meget, som da Morten Messerschmidt tog alle stemmerne og overhalede Venstre ved europa­parlamentsvalget, tilføjer en socialdemokrat­.

»Vores demokrati befinder sig i en alvorlig tillidskrise, hvor vælgerne ikke har tillid til, at det politiske system arbejder for at finde løsninger,« siger Heunicke, som er uddannet journalist og tilføjer: »Jo mere politikerne går op i spin og kommunikation, des mere betyder det, at vælgerne bliver galvaniserede og reagerer mod det. Argumentets kraft er væk fra den politiske debat. Det handler om at prime en dagsorden og aflevere noget spin og nogle hjemmeforberedte sætninger.«

S har skidt tag i egne vælgere

Og det bliver man nødt til at gøre noget ved, mener den tidligere transportminister, som dog ikke selv har opskriften.

»Alle – også vi socialdemokrater – er nødt til at gøre noget ved det. Men det er en enorm opgave at oparbejde en tillid til, at politik gør en forskel.«

Socialdemokraterne har ifølge flere målinger også et dårligt tag i sine egne vælgere, når det gælder EU.

Man kan sige, at de regeringsbærende partier – de gamle partier – ved tre valg i træk har tabt til Dansk Folkeparti. Folketings­valget tegnede Jylland gul, europaparlamentsvalget kronede Mortens Messerschmidt og gjorde DF til det største EU-parti. Ifølge Gallup er torsdagens typiske nejsiger yngre, bor uden for de større byer, er lavere uddannet og hører til på den blå politiske fløj.

Statsministeren fortæller, at man nu vil bruge sine kræfter på at få Danmark med i Europol med en parallelaftale. For en udenforstående kan det virke paradoksalt, når hele ja-kampagnen netop handlede om Europol, og det jo blev et nej. Men sådan er der så meget.

»Det er mit klare indtryk, at det ikke er så meget det, vi har stemt om, som danskerne har vendt ryggen til, men måske snarere det, vi ikke har stemt om. Frygten for, at man ved et ja til en tilvalgsordning ville glide ud af en bane, hvor danskerne tabte kontrol. Og stor respekt for det. Det er vigtigt at lægge øre til det, nej-partierne siger,« siger Løkke Rasmussen­.

Venstre-kilder vil vide, at han har været rasende over den måde, Dansk Folkeparti har udnyttet hans svage punkt – den personlige troværdighed i valgkampen. Det førte til flere direkte TV-konfrontationer mellem de to partiledere.

Hos de radikale er der pyntet op med et orgie af lilla balloner, som ikke rigtigt matcher stemningen. »Vi tror på Europa«, hedder det på en plakat fra kampagnen. Det er der ikke så mange, der gør. Men de Radikale har tag i deres vælgere i modsætning til Socialdemokraterne og Venstre, som har en meget stor gruppe af nejsigere i deres parti.

Mellem ballonerne og de lettere nedtrykte radikale står Marianne Jelved – engang Danmarks strenge overlærer med overbevisende håndtaske og doserende stemmeføring. I ni år var hun mindst en gang om måneden til møde med sine kolleger af økonomi- og finansministre i EU, fortæller hun.

»Man hjælper hinanden og er i det hele taget meget hensynsfulde. Jeg er trist over, at der bliver tegnet så misvisende et billede af vores samarbejdspartnere i EU. Det er ikke fair,« siger Marianne Jelved.

Også hos Venstre er festen ved at være slut. Løkke har forladt bygningen, og Søren Pind er tilbage. I morgen skal han til Bruxelles for at diskutere indsats mod terror. Pind ryster opgivende på hovedet, men vil ikke citeres for noget, dagen er for fremskreden, øl er drukket, og det kunne bliver uovervejet. I metrotoget på vej mod Vanløse sidder hans gamle syngemakker, SFeren Pelle Voigt. Han har været på Toga Vinstue. Det er ved at være midnat. Da han et på vej til at stige ud, siger en venlig medpassager til ham: »Tak for nej’et.«

Pelle Voigt som måske ikke har så stor en del af æren for det, vender sig, kigger på manden og siger:

»Tak. De skal ikke lyve for os.«