Det skal kunne betale sig at arbejde og spare op til pension, lyder hovedbudskabet i den pensionsaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti tirsdag blev enige om. Med den på plads er der udsigt til, at særligt de lavtlønnede og dem, der nærmer sig pensionsalderen, får pæne skattelettelser. Men der er gevinster at hente for de fleste, påpeger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen.

»Det er ikke en lige så omfattende aftale, som der var lagt op til i det oprindelige udspil, men der er fortsat udsigt til, at langt de fleste danskere i arbejde vil mærke noget til reformen,« siger hun.