Regeringen, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre har tirsdag vedtaget en stribe nye pensionsregler, som træder i kraft allerede til nytår. Hensigten er at få danskerne til at arbejde længere og spare mere op til pension - uden at blive ramt af de såkaldte samspilsproblemer.
Blandt andet bliver det beløb, man kan spare op på en aldersopsparing, hævet til 46.000 kroner om året de sidste fem år op til pensionering. Til gengæld vil man frem til det tidspunkt kun kunne indbetale 5.100 kroner om året. Samtidig forlænges udbetalingsperioden for ratepensioner fra 25 til 30 år, ligesom udbetalingstidspunktet for nye pensionsopsparinger bliver ændret fra fem år til tre år før den officielle folkepensionsalder.

