For Tinna C. Nielsen var én af de mest afgørende oplevelser ved dette års topmøde i World Economic Forum i Davos i Schweiz i den forgangne måned, da hun og en række andre kvindelige deltagere i en kælder under et af hotellerne i den schweiziske bjergby blev jaget ind på det, der skulle forestille et bordel i en af de lovløse flygtningelejre, som i disse år skyder op i blandt andet Mellemøsten.

»Der lå brugte kondomer strøet ud over det hele, og lugten var forfærdelig. Vi blev kommanderet ned på knæ. Jeg var meget lettet, da simulationen stoppede, lige før vi skulle voldtages. Det var meget voldsomt. Mange græd,« fortæller Tinna C. Nielsen.