Det er sjældent, at man kan sætte to streger under facit i politik og sige: »Det virkede«. Men man må indrømme, at integrationsminister Inger Støjbergs berømte bliv væk-annoncer i libanesiske aviser og på sociale medier kom flyvende fra start.
De virkede, måske ikke alene, men så i samklang med et internationalt billede af dansk udlændingepolitik, som er opbygget gennem mange år.
Når vandrende flygtninge og migranter direkte refererer til den tidligere regerings opstrammede regler for familiesammenføring og denne regerings lavere integrationsydelse, når de skal forklare, hvorfor de for alt i verden ikke vil søge asyl i Danmark, så er der grund til at tro på, at annoncernes budskab i det mindste er blevet hørt.
Samme dag som annoncerne blev bragt i Libanon, begyndte flygtninge og migranter at strømme til Rødby og senere også over den sønderjyske grænse til Tyskland.
Og kun en brøkdel af dem havde til hensigt at søge asyl i Danmark. »Denmark no good,« sagde de på vej ad motorvejen i grænselandet, hvor Dansk Folkeparti fik et rekordvalg i juni.
Syrerne, migranterne, flygtningene, eller hvad vi skal kalde dem, vil altså hellere vandre hundredvis af kilometer langs motorveje og opholde sig i togvogne og sportshaller end at sige ordet asyl inden for dansk territorium.
Så alle dem, der småfnisende og med foragt i stemmen sagde: Tror ministeren virkelig, at de sidder og læser aviser i gummibåden på vej over Middelhavet. Ha, hvor er hun dog naiv, hende Støjberg. Ja, de kan godt pakke hånlatteren sammen. For måske læste de ikke avis, men det var heller ikke nødvendigt, for rygtet spredte sig med enorm hast: »Denmark no good.«
Det næste spørgsmål, der melder sig, er naturligvis, hvad det gør ved vores selvforståelse, at være reduceret til et uattraktivt transitland og blive sammenlignet med et land som Ungarn i de internationale medier.
Hvad betyder det at være omgivet af to »humanitære stormagter« som Sverige og Tyskland, som har gjort det til en del af deres politiske projekter at være indvandrerlande med åbne arme og plads til alle?
»Vi har ikke noget at skamme os over,« siger Lars Løkke Rasmussen, og har ret, når man sammenligner, den andel af syriske flygtninge, Danmark har taget i forhold til andre lande i EU.
Men pludselig bliver det tydeligt, hvor meget Danmark skiller sig ud i forhold til svenskerne og tyskerne. Vores tilgang til flygtninge og indvandrere er en anden, og debatten i Danmark er helt forskellig fra naboernes.
Tænk blot på den tidligere svenske, borgerlige statsminister Fredrik Reinfeldt, der sidste sommer i en tale spurgte det store publikum i Almedal på Gotland, om der var nogen til stede, som var født i et andet land?
Og da en pæn del af dem rakte hånden i vejret, sagde statsministeren: »Tak fordi I valgte Sverige.« Eller den tyske forbundskansler, Angela Merkel, som tidligere på året sagde til den tyske Pegida-bevægelse: Had, racisme og ekstremisme har ingen plads i dette land. Vi er et land baseret på demokrati, tolerance og åbenhed over for verden.«
Skal man forklare forskellen, så ligger den historiske lige for, at Tyskland fortsat betaler af på den moralske gæld fra Anden Verdenskrig, og Sverige holdt sig neutralt, mens Danmark forsøgte at klare sig igennem så smertefrit som muligt.
Men der er også samfundsmodellen som forklaring: I Danmark har vi gennem årtier haft meget svært ved at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet, og det har skabt store spændinger, ghettoproblemer og kriminalitet og fået den generelle modvilje til at vokse.
Endelig er der den forskel, at Dansk Folkeparti i 2001 blev lukket ind i varmen som regeringens støtteparti og gjort til en ligeværdig del af den politiske debat. Det er ikke sket i hverken Tyskland eller Sverige med lignende partier.
Det medfører en friere debat, og at trykket fra den del af befolkningen, som ikke føler sig hørt, er langt større i Tyskland og Sverige. Det manifesterer sig i stærkt højreorienterede og voldelige bevægelser, som Danmark har været forskånet for. Men det betyder også, at Danmark er blevet et transitland.