ATHEN. Hvad har Alexis Tsipras egentlig opnået for det græske folk?

Den græske premierminister kom fra det 17 timer lange topmøde i Bruxelles forleden med en meget dårligere aftale, end den han opfordrede det græske folk til at stemme nej til ved folkeafstemningen forrige søndag.

Han tvinges nu til at rulle stort set al lovgivning tilbage, som hans venstrefløjsregering har vedtaget, siden han kom til magten i januar.

Den tidligere kommunist må lide den ydmygelse, at det var på hans vagt, at Grækenland blev tvunget til en historisk stor privatisering af statsaktiver for 50 mia. euro – noget som kun domstole ellers iværksætter over for konkursramte virksomheder, der ikke kan styre deres økonomi.

For blot at gøre det hele ondt værre kæmper han i disse timer for at holde sammen på sin regering, hvor flere ministre har proklameret, at de onsdag aften nægter at stemme for Bruxelles’ reformkrav. I stedet må han lide den tort, at han må låne stemmer fra oppositionen for at sikre sig flertal til aftalen, der skal redde Grækenland fra statsbankerot.

Ydmygelsen er på den måde total for manden, som grækerne så som en frelser, da han tiltrådte som premierminister i januar, efter at han med socialistiske flammetaler havde udstedt løfter om genansættelse af tusindvis i det offentlige og at »annullere« krav i låneaftaler med EU.

Studenterleder og aktivist

Hidtil har den 40-årige Alexis Tsipras’ politiske karriere stort set kun været bestrøet med sejre.

Han blev født i Athen tre dage efter det græske militærdiktaturs fald i 1974. Juntaen kastede dengang lange skygger over grækernes dagligliv, men det var mere interessen for den lokale fodboldklub Panathinaikos – hvis hjemmekampe han stadig følger –der dominerede Alexis Tsipras’ opvækst i Athen.

Men da en højreorienteret regering truede med at gennemføre upopulære uddannelsesreformer i 1991, reagerede eleverne i protest med at besætte deres skoler.

Den 17-årige Alexis Tsipras ledte besættelsen af sit gymnasium, hvor de studerende boede, spiste og sov i deres klasseværelser og barrikaderede deres skoler i månedsvis. For de andre elever fremstod han som den rolige, intelligente og passionerede leder, der havde en naturlig og enestående evne til at organisere, at tale med pressen og endda at forhandle med ministre.

Han var allerede på det tidspunkt et aktivt medlem af Kommunistisk Ungdom, og disse dage var berusende for teenageren Tsipras, der for første gang smagte en politisk sejrs sødme, da de studerendes skolebesættelser udløste indrømmelser fra regeringen. Det var også på det tidspunkt, han mødte kvinden, som han deler sit liv med, studenteraktivisten Peristera »Betty« Baziana. Parret har i dag to børn. Den yngstes mellemnavn er Ernesto – en hyldest til Ernesto »Che« Guevara.

Efter gymnasiet begyndte han at studere til civilingeniør på Det Nationale Tekniske Universitet i Athen, men hans politiske engagement forblev stærkt.

Han blev en del af den antiglobale bevægelse, som ønskede at omvælte den kapitalistiske verdensøkonomis system. Som aktivist deltog han i den skelsættende demonstration for antiglobalisering under G8-topmødet i Genova i Italien i 2001. Snart stod han i spidsen for en svær sammenlægning af en koalition af radikale venstreorienterede og grønne studentergrupper.

Går imod det politisk korrekte

I 2006 brød han for første gang stort igennem, da han blot 32 år gammel kom i spidsen for Syriza i Athen.

Blot et par år senere blev han blev valgt som leder af Syriza på landsplan. Som 34-årig var han dermed blevet landets yngste partileder for en gruppering af venstrefløjspartier, der til forveksling minder om Enhedslisten i Danmark.

Men ikke længe efter at have overtaget ledelsen af partiet blev han midtpunkt i en ophedet debat, da han ganske kontroversielt nægtede at fordømme optøjer, der var en respons på, at politiet havde skudt en 15-årig dreng.

Men Alexis Tsipras har til trods for sit i dag umiddelbart konservative ydre med jakke og skjorte – dog går han aldrig med slips – altid gået op mod det politisk korrekte. Under en mindebegivenhed for afslutningen på militærjuntaens styre i 1974 for nogle år siden lod han sig således også eskortere af en ung sort kvinde – en afrikansk immigrant – hvilket chokerede Grækenland, der har det svært med sine mange asylansøgere.

Men den motorcykelglade politiker blev for det græske folk alligevel et nationalt samlingspunkt for den enorme vrede over de nedskæringer som den såkaldte »Troika« – EU, Den Internationale Valuta fond og Den Europæiske Centralbank – pålagde Grækenland til gengæld for nødlån.

Ikke fordi grækerne er mere venstreorienterede end andre folkeslag. Men fordi de ikke så anden udvej end at sætte deres kryds ud for Syriza, da de havde fået nok af det socialdemokratiske PASOK og det konservative Nyt Demokrati, der på skift havde siddet ved magten siden afslutningen på militærdiktaturet i 1974. Fordi de havde kørt landet i sænk, og fordi de bagefter accepterede de store nedskæringer og reformer, som EU pålagde landet for nødlån.

Da Pasok og Nyt Demokrati i 2012 lavede en national samlingsregering for at redde Grækenland fra statsbankerot, anklagede Alexis Tsipras de to partier for at »terrorisere« Syriza ved at invitere dem med i samlingsregeringen.

»De spørger os, om vi vil gå med til deres kriminalitet og blive deres medsammensvorne,« lød det fra Tsipras.

I dag kan Tsipras så siges at være blevet en medsammensvoren i det, som han selv har beskrevet som kriminalitet. Men han fastholder, at han kun indgik aftalen på EU-topmødet af nød.