Fra mange sider har der de seneste døgn lydt kritik af de skrappe krav, som eurogruppen stiller til Grækenland som betingelse for en tredje stor hjælpepakke. Det græske parlament skal således senest den 15. juli – altså inden torsdag – vedtage en stribe reformer, herunder af deres pensionssystem og momssatser, som ellers var det, befolkningen sagde nej til ved folkeafstemningen forrige søndag.
Hertil kommer, at grækerne har fået besked på at oprette en fond med statslige aktiver til en værdi 373 mia. kr., som skal privatiseres under strengt tilsyn af de europæiske institutioner med henblik på at skaffe den græske stat kapital til at betale sine skyldnere og foretage nødvendige investeringer. Landet er i praksis sat under økonomisk administration.
De barske betingelser har fået de amerikanske økonomer og nobelprismodtagere Paul Krugman og Joseph Stiglitz til at tale om »vanvid«, »ren hævntørst« og »katastrofe«. Derfor er det værd at minde om, hvorfor eurozonens ledere finder det nødvendigt at surre grækerne fast til masten, så de ikke springer over bord, som de har haft for vane, når skibet bliver for svært at navigere.
Sagen er, at grækerne beder om mange flere penge. Og med mange flere penge, følger altså også flere krav. Pengene skal de jo låne af andre skatteydere. Da eurogruppen i slutningen af juni førte forhandlinger med Grækenland om støtte til at betale 11 mia. kr. til IMF den 30. juni, bad grækerne ikke om 400 mia. kr., som de har gjort nu. Nej, de bad om at få adgang til de 53 mia. kr., som stadig var tilbage af det hjælpeprogram på samlet set svimlende 1790 mia. kr. (ja, milliarder), som de har lånt af institutionerne siden 2010. Betingelsen var, at grækerne gennemførte reformer. Men det ville Tsipras ikke. Han udskrev en folkeafstemning og undlod at betale regningen til IMF. Resultatet af folkeafstemningen blev et rungende nej til institutionernes betingelser. Samt altså et nyt forslag om, at EU nu skulle låne Grækenland en masse nye milliarder til en treårig redningsplan.
Det taler til institutionernes ære, at man i stedet for at smække døren i hovedet på Grækenland, regnede Tsipras’ plan igennem og nåede frem til, at han slet ikke bad om penge nok: Snarere end 400 mia. kr. mangler han 640 mia. kr, hvortil kommer behovet for en akut økonomisk krisehjælp, så grækerne kan betale de gældsposter på 50 mia. kr. til Den Europæiske Centralbank, der forfalder i juli og august. Behovet for de mange flere milliarder skyldes ikke mindst den skade, som Tsipras og hans regering har forvoldt på græsk økonomi i det lille halve år, de har været ved magten, hvor de har rullet flere reformer tilbage og ladet verden vide, at de ikke havde tænkt at betale det, de skyldte.
I den situation kan man ikke fortænke eurozonens ledere i at sikre sig, at grækerne denne gang overholder deres del af aftalen. Ja, faktisk er det helt uomgængeligt, for ellers bliver redningsplanen simpelthen ikke en realitet, eftersom den skal godkendes af flere nationale parlamenter i eurozonen.
Grækerne vil så gerne beholde euroen. Men det er nu, de skal vise, at de omsider forstår, hvad det er, der gør euroen stærk og stabil: Dens værdi er direkte afledt af troværdigheden hos dem, der har gjort den til deres fælles mønt.