BRUXELLES: Under administration. Det voldsomste overvågningsprogram i EUs historie. Eller et kup »til at vælte demokratiet« for at bruge den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis’, ord.
Sådan udlægges den aftale, som den græske premierminister, Alexis Tsipras, efter 17 timers maratonforhandlinger indgik mandag morgen med de øvrige 18 eurolande.
Og Grækenland bliver da også bundet på hænder og fødder. Ikke nok med at der kræves knaldhårde reformer. Den Internationale Valutafond (IMF), som de foregående fem år mere end nogen anden har svunget reformpisken over for Grækenland, vil også blive en del af et nyt hjælpeprogram mod græsk ønske. Men her stopper det ikke.
Som en helt ny kontrolmekanisme skal Grækenland flytte ejerskabet af en lang række af den græske stats besiddelser over i en privatiseringsfond, som over en længere årrække skal forsøge at generere så meget som 50 milliarder euro (ca. 375 milliarder kroner). Der er endnu ikke sat navn på privatiseringerne, men tidligere har havne, lufthavne og jordbesiddelser været på tegnebrættet, men aldrig i et omfang, der har været i nærheden af at kunne nå 50 milliarder euro.
Faktisk er det de seneste fem år kun lykkedes at privatisere for »sølle« tre milliarder euro, viste en analyse fra IMF i juni. Statens ejerpost i de store græske banker, som bliver endnu større, nu hvor de græske banker igen skal have kapital, kommer sandsynligvis også ind i fonden.
Tæt på sammenbrud i forhandlinger
Det er svært at udlægge denne privatiseringsfond som andet end en hidtil uset finansiel kontrol over et andet land. De græske myndigheder får ganske vist ansvaret for fonden, men de europæiske institutioner vil føre »tilsyn«, som det hedder i erklæringen fra eurolandenes topmøde.
Premierminister Tsipras måtte efter topmødet netop fremhæve, at Grækenland trods alt ikke skulle overføre disse aktiver, som skal privatiseres, til udlandet. Han måtte nemlig kæmpe hårdt for, at fondens hjemsted skulle være Grækenland og ikke Luxembourg, hvor eurolandenes redningsfond ESM hører hjemme.
Til gengæld var såvel Tsipras som Tysklands kansler, Angela Merkel, ved at forlade forhandlingerne først på morgenen, fordi de begge nægtede at give sig omkring, hvad fondens mange milliarder skal bruges til, fortæller en kilde tæt på forhandlingerne til Berlingske.
Merkel insisterede på at, samtlige penge i privatiseringsfonden med årene skulle gå til at betale lån fra eurolandene tilbage, mens Tsipras insisterede på, at en del af pengene skulle bruges til vækstfremmende investeringer i Grækenland. Det endte med begge dele, dog tre fjerdedele til tilbagebetaling.
»At placere fonden i Luxembourg ville være en ydmygelse af grækerne, som hurtigt blev taget af bordet. Det var en af de indrømmelser, som Merkel gav,« fortæller kilden.
Men alt i alt var det en tilfreds – og træt – Angela Merkel, som efter maratonforhandlingerne fortalte pressen, at der nu var skabt et grundlag for at beholde Grækenland i euroen, hvis ellers Grækenland lever op til de hårde betingelser, der kan føre til et nyt hjælpeprogram på samlet op mod 86 milliarder euro (640 milliarder kroner).
Guleroden til Tsipras og Grækenland i form af en mulig omlægning af gælden til en mangeårig afdragsfri periode og med længere løbetider vil tidligst komme på tale, når kreditorerne vurderer, at den første del af hjælpe- og reformprogrammet er implementeret tilfredsstillende. Der er altså ingen garanti for en lettelse af gældsbetingelserne, men snarere et tilsagn, hvis Grækenland opfører sig, som eurolandene ønsker.
Som et statskup
I Grækenland spørger rigtig mange – også i Tsipras’ egen Syriza-alliance – hvorfor han dog har lagt sig så fladt ned og accepteret krav, som han i måneder ellers har tordnet imod. Tsipras svarede selv mandag, at det græske banksystem ganske enkelt ville blive kvalt, hvis der ikke straks kommer frisk likviditet ind i systemet. Det har han ret i, men eurolandene mangler fortsat at finde finansiering til Grækenland på den helt korte bane, da der sandsynligvis går omkring fire uger, inden hjælpeprogrammet kan være forhandlet færdigt.
Allerede på mandag har Grækenland ifølge topmødets sluterklæring brug for syv milliarder euro, som ikke mindst skal bruges til at betale lån tilbage til Den Europæiske Centralbank (ECB). Og netop ECB vil Grækenland ikke skylde penge, fordi det alene er ECB, der holder liv i de græske banker. Hvor pengene skal komme fra, vidste Hollands finansminister, Jeroen Dijsselbloem, der er formand for eurogruppen, dog ikke mandag aften.
»Det er meget kompliceret,« nøjedes Dijsselbloem med at konstatere. Eurogruppen skal diskutere mulighederne igen på fredag, når en ekspertgruppe har undersøgt, hvad der kan lade sig gøre.
For Yanis Varoufakis, der som tidligere græsk finansminister havde store slagsmål med Dijsselbloem og de øvrige finansministre i eurogruppen, er det en håbløs aftale, som eurolandene har tvunget Grækenland til:
»I statskuppet (da militærdiktaturet kom til magten i Grækenland i 1967, red.) brugte man tanks som våben til at vælte demokratiet. Denne gang var det bankerne,« sagde han til den australske radiostation ABC mandag.