Den græske sirenesang
Bendt Bendtsen: »Grækerne har ikke brug for en ny kontrakt med EU. De har brug for at overholde kontrakten.«
Bendt Bendtsen: »Grækerne har ikke brug for en ny kontrakt med EU. De har brug for at overholde kontrakten.«
Den nye kommunistiske statsminister i Grækenland, Alexis Tsipras, har været på turné til en række europæiske hovedstæder som en anden omrejsende sirene. Og den græske finansminister Yanis Varoufakis har netop mødt alle sine kolleger fra euro-landene. Angiveligt er socialistiske statsledere og ministre allerede faldet for deres lokkende, men falske og farlige sang. For hvordan skal man ellers tolke det, når den italienske statsminister Renzi nu giver Tsipras sin »stærkest mulige støtte«, som han udtrykte det forleden. Og den franske finansminister Michel Sapin vil give Grækenland en »ny kontrakt« med EU, der angiveligt indebærer, at man letter på det, grækerne skylder til resten af Europa.
Jeg ved godt, at medlemmerne af Enhedslisten klapper i deres hænder. Men så spørger jeg bare: Klapper danske socialdemokrater også med? Falder de også for den græske sang?
Læs også: Tyskland: Nej, Grækenland. Vi betaler ikke erstatning for Anden Verdenskrig igen
Lad mig minde om, hvor vanvittige ideer, regeringspartiet Syriza har: De vil have, at vi afskriver dele af den græske gæld til fællesskabet. De vil igen pumpe den offentlige sektor i Grækenland op, og de kalder den trojka (EU, ECB og IMF), der har givet dem milliardlån og forhindret kollaps, for en nazistisk besættelsesstyrke. De mener ligefrem, at den offentlige sektor skal dele gaver ud med rund hånd – fri elektricitet til 300.000 hustande for eksempel.
Lad mig også kvæle den melodi, som venstrefløjen – inklusive mange europæiske socialdemokrater og populister på den ekstreme højrefløj – danser efter: At det er EUs og euro-landenes urimelige krav til Grækenland, der har forårsaget den nød, som mange almindelige grækere lider under.
Nul. Grækernes katastrofe er hjemmelavet. Det skyldes årtiers undladelser. Man har forsømt at føre en ansvarlig økonomisk politik og har derfor opbygget en enorm gæld, der nærmer sig det dobbelte af den årlige værdiskabelse i hele Grækenland. Man havde, indtil trojkaen trådte til, undladt at gennemføre de nødvendige reformer af den offentlige sektor, pensioner og arbejdsmarkedet. Og man havde ikke sørget for ordentlig skatteinddrivelse, bekæmpelse af korruption eller sund konkurrence i erhvervslivet.
Så derfor igen nej. Grækerne har ikke brug for en ny kontrakt med EU. De har brug for at overholde kontrakten og fortsætte det reformarbejde, der blev indledt, dengang grækerne selv bad om hjælp fra EU og andre. Hovedkravet i kontrakten med de andre EU-lande er der allerede – den skal bare opfyldes, både hvad angår reformer og tilbagebetaling af deres gæld. Man kan højst ændre lidt på de enkelte elementer, hvis bundlinjen er den samme.
Læs også: Euroen rammes af græsk uro
Den nye græske regering har ikke bare bedt om at få ændret i vilkårene for tilbagebetaling af landets gæld. Grækerne har også bedt om at låne 75 milliarder kroner mere af fællesskabet. Den Europæiske Centralbank (ECB) har heldigvis ikke lyttet til den græske sirenesang, men afvist grækerne. For hvordan var det lige, at det i den græske mytologi gik de sømænd, som lyttede til sirenernes sang? De led skibbrud og omkom. Det vil også være døden for de lande og de økonomier, der lader sig lokke af Tsipras. Det håber jeg, at de danske socialdemokrater kan få deres europæiske kolleger til at forstå.