BARCELONA: Der er efterhånden gået otte måneder, siden Portugal igen blev sluppet fri på de internationale lånemarkeder. Men selv om regeringen i Lissabon altså ikke længere fører økonomisk politik efter diktat som modydelse for en europæisk finansieret redningsplan, lever en Facebook-side for protestbevægelsen »Que se Lixe a Troika« videre i bedste velgående med over 30.000 likes og daglige opdateringer.
»Fuck Trojkaen«, som bevægelsen hedder i mundret oversættelse, har flere gange samlet hundredtusinder til demonstrationer mod de voldsomme nedskæringer, som Portugal blev pålagt i forbindelse med lånepakken.
For såvel her som andre steder i det gældsplagede Sydeuropa har den treenighed af eksperter fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF), som de seneste år er blevet sendt ud for at banke »reddede« regeringer på plads, udviklet sig til et synonym for den sociale deroute i forbindelse med nøjsomhedspolitikken. Samt, ikke mindst, de sydeuropæiske landes ydmygende tab af national suverænitet over for et overstatsligt og – efter manges mening – demokratisk tvivlsomt direktorium.
Gratis politisk signal
På den baggrund kan det ikke undre, at Grækenlands nye, venstrenationalistiske finansminister, Yanis Varoufakis, knap var tiltrådt, før han fredag i sidste uge tog skarpt afstand fra den forhadte konstruktion.
»Grækenland anerkender hverken Trojkaen eller aftalerne med den om redningsplanen. Vi nægter at samarbejde med en antieuropæisk trepartsdelegation, som ikke har nogen eksistensberettigelse,« sagde Varoufakis efter et højspændt møde med eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem.
Efterfølgende fik man i en række europæiske hovedstæder endnu en gang travlt med at minde Syriza-regeringen om, at de indgåede aftaler skal overholdes. Derimod møder Varoufakis’ krav om en anden og mere ligeværdig forhandlingspartner, ifølge El País, forståelse i EU-systemet.
»Man kunne nok godt som led i en større aftale med Grækenland finde en anden model, så europæere og IMF besøgte landet hver for sig. Det ville være et vigtigt politisk signal for Alexis Tsipras (den græske premierminister, red.), og det ville ikke koste en euro,« siger kilder i Bruxelles til det spanske dagblad.
Indrømmelsen ville samtidig give EU den perfekte undskyldning for at aflive Trojkaen og dermed slippe af med et ikon for modstanden mod den måde, det europæiske samarbejde fungerer på, tilføjer de.
Modstridende tyske signaler
Ifølge den tyske businessavis Handelsblatt skulle også regeringen i Berlin være parat til som minimum at »reformere« Trojkaen. Gårsdagens officielle reaktioner på historien tyder dog ikke på, at reformerne i givet fald bliver særlig vidtgående.
Mens en regeringstalsmand ikke så nogen grund til at ændre på en »velafprøvet mekanisme«, mindede finansminister Wolfgang Schäuble i et interview med nyhedsbureauet Reuters om, at samarbejdet mellem EU, ECB og IMF er en del af aftalegrundlaget omkring redningsplanerne, som man ikke bare kan lave om. Heller ikke selv om ordet »trojka« har en negativ »symbolsk virkning« på nogle sydeuropæere.
Man har imidlertid lov til at gætte på, at emnet vil blive drøftet, når Schäuble en af de nærmeste dage mødes med sin græske kollega.
Varoufakis er i gang med en Europa-rundrejse, der foreløbig har bragt ham til Paris, London og Rom. Også premierminister Tsipras indledte i går en europæisk charmeoffensiv med de stort set samme destinationer.