Restaurant Frokosten

Restaurant Frokosten, Gammel Kongevej 74D, 1850 Frederiksberg, tlf 33 31 71 70
Vin fra 228 kr., smørrebrød fra 62 kr.

Smørrebrød har sæson hele året, men der er noget særligt over det højt­belagte, når det mørknes og længes mod jul. Det skete derfor i de seneste dage, at mit blik faldt på en restaurant, jeg ofte er cyklet forbi uden egentlig at have bemærket den. Set udefra ligner den med sine anonyme vinduespartier nemlig mere en negle­klinik end en restaurant.

Men hvad restaurant Frokosten imidlertid mangler udadtil, har den så rigeligt indvendig. For her hersker ægteparret Karen og Søren Aaquist, han i køkkenet og hun med smil og venlighed i restauranten, og det har de gjort i lidt over ti år.

Der er noget håndgjort og hjemmelavet over stemningen i restauranten, og at de gode takter fortsætter i køkkenet stod straks klart, da vi fik vores første servering. For på Frokosten køber man ikke sine rødspætter i færdige fileter – næh, rødspætterne købes hele og håndflås ude i køkkenet. Og så paneres de i rugmel. Og steges på en pande! Der findes ganske vist også en såkaldt »sprødstegt« udgave dyppet i fritureolie for de frokostfarisæere, der måtte foretrække det, men jeg valgte den pandestegte udgave med rejer, grønne asparges, muslinger, kaviar (ørredrognversionen), dild, tomat og hjemmelavet mayonnaise på friskbagt rugbrød, og de i alt fire fileter var en ren fornøjelse.

Rejerne var ikke vandige, men havde smag, ligesom den hjemmelavede mayonnaise, og så kommer rødspætten bare mere til sin ret, når den er vendt i sparsomt rugmel på en pande med smør fremfor pakket ind i et tykt dejpanser nedsænket i fritureolie.

På den anden side af bordet mente med­spiseren, at han ikke kunne mindes at have fået bedre stegt sild, syrlig af sin eddikelage, men med god fast konsistens og ikke nogen voldsomt generende stegeskorpe. Samme roser tilfaldt karrysilden og den gammeldags modnede sild, der både havde bevaret deres gode konsistens og en afdæmpet smag i modsætning til de moderne ved hjælp af syre lynmodnede sild, der ofte ender med både smattet konsistens og en ubehagelig syrlig smag.

Det er det gode hjemmelavede håndværk og det klassiske smørrebrød, der dyrkes på Frokosten, ikke ny­modens påfund. Det er for eksempel ikke her, man finder et rekordstort udvalg af øl fra små kultbryggerier, og selv om snapsekortet når længere ud, så er det med store navne som Linie, O.P. Anderson, Brøndums og en enkelt hollandsk genever.

Der var også noget old school 1990eragtigt over vores næste to serveringer. Især min røgede kartoffelmad var ikke bare høj i hatten, den var tårnhøj. Kæmpestore kartoffelskiver med en fin afdæmpet røgsmag (der desværre havde overnattet i køleskab, og det kunne mærkes på den let grynede konsistens) lå på et leje af hjemmelavet hønsesalat, bacon, masser af purløg, tomat, salatblade, grønne asparges, tynde bladselleriskud og en rugbrødscrouton. Den igen hjemmelavede mayo i hønsesalaten havde fin karakter i sin smag, men hønsekødsstykkerne af bornholmsk unghane var lidt for rustikke til min smag. I det hele taget gav den store mængde af meget robuste kartofler og grov hønsesalat retten et klodset udtryk både i øje og mund.

Medspiserens roastbeef havde samme megalomaniske tendenser. Kødet savnede lidt salt, men peberroden var friskhøvlet, løgene håndristede og agurken hjemmesyltet.

Også min gammelost var ramt af megalomanien. De to monsterskiver velsmagende gammelostskiver havde mildest talt jydestørrelse – tyve centimeter lange og to centimeter tykke – og blev serveret helt efter bogen med sky, fedt, radiser, løg og vindruer, samt ved bordet et ordentligt skvæt af Robert Watsons guyanske rom – en af de bedste gammelostserveringer jeg har fået.

Medspiseren fik tærte med fyld af æble både som mos og i skiver, toppet af en crumble og garneret med creme fraiche samt syltede brombær og ribs. Plus endnu en 1990er- detalje: et højtstræbende filigran af knasende sprødt og sødt sukkervand. Man kan diskutere, om det er hensigtsmæssigt at nogle af serveringer skal være så store, at det samlede smagsindtryk lider under det, og kartoflerne var ikke friskkogte, men bortset fra det (og en lidt tamt smagende roastbeef) holder Frokostens klassiske smørrebrød en høj standard. Det er noget herligt old school over Frokostens tårnhøjt belagte, hvor det gode, hjemme­lavede håndværk holdes i hævd på bedste vis.