Der er dem, der bare deler ud. Helt gratis. Dem, der helt har opgivet at gøre deres datasaldo op. Og så er der dem, der er lidt mere nærrige på med deres private databudget.
Tiden taler ellers for sparsommelighed på datakontoen – efter flere skandaler med læk af personlige informationer og afsløring af overvågningen af verdens borgere.
Alligevel fortsætter delingen hos adskillige internetbrugere, der ikke nødvendigvis bruger megen tid på at opgøre deres eget databudget. Og når det store datahav, som folk selv fylder op med deres internetaktivitet, også tilføres data indsamlet i det offentlige, forskningen og fra andre instanser, beskrives det ofte som en ekstre værdifuld ressource.
Derfor er det de seneste år blevet udbredt at gå på jagt i datamængderne med værktøjer til indsamling og analyse, ofte betegnet »big data«. Det vrimler da også med eksempler på, at der heri skal findes svar på alt fra forbrugeres ventede indkøb til sygdomsepidemier og kriminalitet.
Senest har dataanalytikere bragt data i spil som en mulig hjælp til at forhindre Ebola-epidemien i at spredes. Bl.a. ved at bruge mobildata til forudsige befolkningsbevægelse og placering af hjælpecentre. For nylig annoncerede et hold forskere fra Trento Universitet i Italien, at de havde fundet en metode til at forudsige med 70 pct. præcision, hvilke storbyområder, der vil blive ramt af kriminalitet. Og i USA taler digitale pionerer som Tim O’Reilly og Chris Anderson endda for, at data vil være bedre til at lave politik end det politiske system: En slags »algorithmic regulation«.
Ifølge lektor i international internetregulering Mikkel Flyverboom fra CBS, handelshøjskolen i København, vil det betyde, at man bevæger sig væk fra lovgivning baseret på erfaringer – og følelser og værdier.
I stedet vil beslutninger blive taget på baggrund af, hvad data kan fortælle om eksisterende fakta og forudsige om fremtiden.
»Dermed ville lovgivning ikke længere handle om, hvordan man historisk har forholdt sig til et fænomen – og de erfaringer, der er blevet gjort. Måden, hvor man forsøger at forstå historiske og religiøse sammenhænge bag konflikter, der fører til terrorisme, kunne blive afløst af, hvad data kan forudsige om risici for, at folk bliver radikaliseret og potentielt udvikler sig til terrorister. Altså en form for fremtidsorienteret – eller forventningsbaseret måde at slå ned på folk og fænomener på baggrund af data,« forklarer Mikkel Flyverbom.
Begrebet algorithmic regulation er især blevet fremført af Tim O’Reilly. Ligesom hastighedsbegrænsninger på motorvejen M25 i London i dag justeres efter realtidsdata om trafikforholdene, mener han, at reguleringen af samfundet i højere grad bør baseres på svar fundet i realtidsdata.
»Vi er endnu kun i begyndelsen af en »big data« algoritmisk revolution, som vil berøre alle elementer af samfundet. Og regeringer er nødt til at deltage i den revolution,« har Tim O’Reilly fornylig vurderet over for Business Technology.
Hvis indsamling af data i højere grad skal styre, hvordan samfundet reguleres, vil det betyde, at det at efterlade data alle vegne bliver en del af at være en god borger.
Det forklarer Anders Koed Madsen, der er adjunkt på Aalborg Universitet, hvor han forsker og underviser i big data og visualiseringer.
»Det vil på mange måder ændre, hvad det vil sige at være borger – og et datasubjekt på den måde. Den diskussion bliver ofte glemt i de ofte meget amerikanske budskaber om, hvordan big data kan blive opskriften på et effektivt samfund,« siger Anders Koed Madsen.
Selv er han på mange måder fortaler for at opsøge potentialet i indsamling af data, men mener, at diskussionen af datadrevet samfundsregulering ofte bliver for sort-hvid. Det vil kræve en grundigere diskussion af konsekvenserne, hvis ikke man vil undgå at skabe fornyet frygt for dataovervågning.
Anders Koed Madsen henviser til en udbredt tendens til, at folk er ekstremt glade for deres Facebook-nyhedsstrøm, der er helt afhængig af folks deling af data, men samtidig er bange for dataovervågning. Det er med til at udfordre ideen om lade algoritmernes resultater regulere.
Samtidig kræver det en grunding indsigt i infrastrukturen bag data, hvis man som offentlig myndighed skal lave brugbare realtidsmålinger.
»Ellers risikerer man at påvirke data, som eks. er sket med Googles »flu-trend«, der spotter indikationer på influenza, når folk bl.a. begynder at søge på »rød næse« og lignende søgeord. Efter Googles søgemaskine er begyndt at foreslå flere søgeord, er der sket en overestimering af influenza epidemier med analyseværktøjet,« forklarer Anders Koed Madsen og tilføjer, at der til de teknologiske udfordringer skal tilføjes den almindelige borgers indstilling til måling af deres aktivitet.
Selvom folk kaster sig over nye elektroniske enheder, der samler data om mange af de aktiviteter og gøremål, de skal igennem i løbet af en dag, vækker det også bekymring, når der dukker historier op om enten læk af data eller om, hvor meget teknologien faktisk ved om dem.
Da det blev almen kendt, at det sociale netværk Facebook for et par år siden havde eksperimenteret med brugernes humør, skabte det eks. så meget kritik, at Facebook måtte sige undskyld. Selskabet havde manipuleret med visning af indhold i brugeres nyhedsstrøm for at nå frem til, at de blev mere negative, når de blev udsat for dårlige nyheder.
Når flere end en mia. er aktive brugere af Facebook, er de da også deltagere i et af verdens største sociale eksperimenter med big data. Det forklarer Natasha Friis Saxberg, forfatter til bogen »Homo Digitalis«, som bl.a. behandler psykologiske aspekter i brugen af sociale netværk.
»Over en milliard mennesker bruger Facebook og deltager dermed i et af verdens største sociale eksperimenter med data. Det så vi med »humør-eksperimentet«, der medførte ekstrem megen kritik, fordi Facebook havde manipuleret med visninger af brugernes statusopdateringer for at måle, hvordan det påvirkede folks humør. Konklusionen på forsøget var at vores humør bliver påvirket af vores nyhedsstrøm, og dem der fik vist flest dårlige nyheder, blev mere negative når de delte deres statusopdateringer ,« forklarer Natasha Friis Saxberg.
Forestiller man sig forsøget i større målestok, der rækker ud over Facebook humøreksperiment, vil den type manipulation med data ifølge Natasha Friis Saxberg kunne få langt større konsekvenser. Men samtidig give mere magt, fordi den kan blive afsæt til beslutninger – og kan påvirke folk til at føle netop det, der passer ejeren af data
Dermed sidder dem, der har dataene, på magten, og her er internettjenesterne blandt de mest magtfulde lige nu:
»Det er blevet tydeligt, at FBI og efterretningstjenester ved meget om borgerne i verden, at regeringerne har svært ved at regulere adgangen til data, og at internettjenesterne er dem, der ved allermest – og bliver »gatekeepere« mellem brugere, organisationer og regeringer. Facebook og Google er de stærkeste data-oligarker, da de har en befolkningssammensætning, som ingen kan matche,« forklarer Natasha Friis Saxberg.
På regeringsniveau bliver det dog rundt omkring i verden – fra EU Kommissionen til USA – sat ind med investeringer netop i værktøjer til at analysere big data for at modernisere servicen i det offentlige.
Det fremgår i en ny analyse fra det amerikanske medie Forbes, der konkluderer, at de ikke alene giver mulighed for bedre informerede politiske beslutninger, men også rummer et økonomisk potentiale.