GRÆKENLAND: I 2002 skiftede grækerne drakmerne ud med euroen - og den valuta kan de nu beholde, efter grækerne og eurolandene har nået en aftale efter hårde forhandlinger i Bruxelles.
Men stod det til Carina Drepanou, der er dansker med fast bopæl på ferieøen Kreta i Grækenland, skulle landet have forladt eurosamarbejdet:
»Jeg havde egentlig helst set, at vi skulle have drakmer hernede igen. Så kunne vi starte på en frisk. Det er sådan, vi har det i min omgangskreds, for vi tror, at det vil være den rigtige vej at gå. Der er blevet strammet for hårdt, og der er skåret for meget ned på pensionerne. Det bliver ikke lettere med den nye aftale,« siger hun.
Hendes omgangskreds består primært af andre danskere og nordmænd, som bor fast på Kreta, men hun har også græske venner og bekendte.
De seneste uger, hvor forhandlingerne er intensiveret mellem den græske regering med Alexis Tsipras i spidsen, EU og de internationale kreditorer, har været hårde for den lokale turistbranche, fortæller Carina Drepanou. Selv har hun modtaget utallige telefonopkald og SMSer fra Danmark med spørgsmål om, hvorvidt hun havde det godt, om hun kunne få mad og benzin på bilen.
»Selvfølgelig har der været en masse uro her, men Kreta er nok ikke det sted, der er allermest berørt - slet ikke sammenlignet med Athen. Men det er klart, at alle har spurgt sig selv, hvad sker der, hvis vi ryger ud af eurosamarbejdet,« siger den danske kvinde.
Carina Drepanou er indehaver af en servicevirksomhed, som turister på Kreta kan henvende sig til, hvis de har brug for hjælp under deres ferie. I disse uger skulle turismen toppe på øen, men mange turister er blevet væk, og trods modstanden mod aftalen med eurolandene håber hun, at den vil få udlændingene til at vende tilbage.
»Det tyder på, at nogle har valgt at blive hjemme, fordi de har hørt en masse om situationen hernede. Forhåbentlig betyder aftalen, at der kommer ro på igen, så vi kan begynde at arbejde på at bygge landet op igen. Men jeg tror, det havde været en fordel for os at starte fra nul og med drakmer i stedet for euro,« siger Carina Drepanou.