Der er sket noget med den lille estiske by Tapa. En boomtown kalder butiks­ejerne det. Der er banket to supermarkeder og tre nye pizzeriaer op på godt et år. Der bygges nye veje. Og det er hårdt tiltrængt på en egn, der ellers har lidt under fraflytning og butiksdød, lyder det oppe på byens rådhus.

Årsagen skal findes bag et højt hegn i udkanten af byen. Her rykkede over 1.000 soldater fra Storbritannien og Frankrig ind på byens nyrenoverede kaserne i foråret. Det er et antal, der på godt og ondt kan mærkes i en by med 5.500 faste indbyggere.

»I begyndelsen var folk bekymrede. Hvad er det for nogle mennesker,« spørger Maria Saar­mäe, der arbejder på restaurant Pitsa­kohvik, et af de tre nye pizzeriaer.

»Nu er vi vant til dem. De opfører sig pænt nok. Jeg tror, det er godt for byen,« siger hun fra sin plads foran pizzaovnen.

Fra begyndelsen af januar kan hun også tage­ imod bestillinger fra 200 danske soldater, når de afløser franskmændene på kasernen i mindst 12 måneder frem.

»Vi er et lille land med en lille hær. Danmarks hjælp er vigtig for os,« siger viceborgmester Andrus Freienthal, da vi møder ham på rådhuset.

Det er dog nærmere lokal- end storpolitik, der for alvor præger holdningen til soldaterne her på egnen. Den stolte garnisonsby har oplevet befolkningstilbagegang siden 1990erne. Det har betydet butiksdød og færre elever i skolerne. Nu går det den modsatte vej – i hvert fald for butikkerne.

»Vi ønsker selvfølgelig, at disse nye, interessante kunder også kommer til vores spise­steder, frisører og butikker,« nikker viceborgmesteren.

Effekten kunne mærkes i den lille by allerede for to år siden. Dengang inviterede Estland amerikanske og tyske soldater indenfor i kølvandet på Ruslands annektering af Krim-halvøen og krigen i Østukraine. Siden har det estiske forsvar investeret i nye kasernebygninger og nye veje.

Men soldater har været en fast del af bybilledet siden sovjettiden. Før Estlands uafhængighed fra Sovjetunionen i 1991 nåede­ antallet af sovjetiske tropper på kasernen op over 5.000. Siden har historiens hjul drejet et par hak, og i 2004 trådte Estland ind i NATO-alliancen.

»Her har været soldater, så længe jeg kan huske,« siger Aivar Veebel, der arbejder som træner i den lokale sportshal.

De sovjetiske soldater var mere uhøflige, mens de nye er mere disciplinerede, mener han.

Ikke alle er begejstrede

Men ikke alle i byen deler den overvejende positive holdning til de nye udenlandske gæs­ter. Omkring en femtedel af befolkningen i Tapa-området er russisktalende. Mange er netop efter­kommere af russiske og ukrainske militær­familier, der blev sendt til basen efter Anden Verdenskrig.

»Jeg kender folk, der er 100 procent for og 100 procent imod,« siger Maksim Butšenkov, medlem af byrådet for Centerpartiet, som mange etniske russere stemmer på.

Mange i det russiske mindretal forstår ikke, hvorfor der er brug for de udenlandske tropper i Estland, fortæller han.

»Det hjælper ikke at sige, at en eller anden fjende vil angribe os, og at vi forsvarer os. Folk føler ikke dette, og det påvirker deres holdning til soldaterne,« siger han.

Indtil videre har der været et barslagsmål, der involverede udenlandske soldater. Maksim Butšenkov kan dog ikke forestille sig, at nogen vil forsøge at »provokere« tropperne. Men han håber, at den estiske regering vil investere i andet og mere end militære faciliteter.

»Nu kan de fleste ikke mærke nogen forskel. Bortset fra antallet af pizzeriaer,« siger Maksim Butšenkov.

85-årige Anastasija Sergijenko er et lys­levende eksempel på de familier, der rækker hen over grænsen til Rusland og tilbage igen. Hun har slægtninge på begge sider og et barne­barn, der gør tjeneste i den russiske hær, fortæller hun. Men hun har ikke noget imod de britiske soldater.

»De hilste på mig en dag. De var jo sådan nogle flotte unge mænd. Jeg blev så over­rasket,« klukker hun.

Pizzaboomet bliver under alle omstændigheder svært at dæmme op for. Den seneste knopskydning, et pizzeria ved siden af det nye Konsum-supermarked, praler på et gigantisk skilt med »Estlands største pizza«.

»Vi serverer det, som soldaterne vil have. Og de vil have pizza,« siger indehaveren, Eriс Leif Vanderer, fra sin plads bag disken.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Central- og Østeuropa