EU rykker tættere på et samarbejde med NATO. Det lyder som et paradoks, eftersom de fleste EU-lande i forvejen er medlemmer af den vestlige forsvarsalliance og i sagens natur burde være tæt på organisationen. Men med en ny EU-forsvarspagt, der er drevet frem af tyske og franske ambitioner om at styrke EUs muligheder for at svare hurtigt igen på kriser, er vejen banet for et større strategisk samarbejde med NATO.

Tiltrængt, siger selv amerikanerne.

Pas nu på, advarer sikkerhedspolitiske eksperter. For det nye ambitiøse europæiske samarbejde skal helst ikke udvikle sig til en parallelstruktur til NATO, hvilket vil svække amerikanernes engagement i den vestlige forsvarsalliance endnu mere.

Tomas Valasek, som er direktør for Carnegie Europe, siger, at det nye samarbejde, som kaldes for Pesco, kan give mulighed for at nedbringe omkostningerne ved udvikling af nye våbentyper og kan også holde EUs medlemslande til ilden, når det drejer sig om at finansiere et fælles forsvar. Det  sidste er noget, amerikanerne hilser med stor glæde. For især præsident Donald Trump har ikke forsømt nogen lejlighed for at at fortælle de europæiske lande, at de ikke betaler nok til det fælles forsvar.

Men Valasek advarer også i Financial Times om faren ved, at Pesco kan risikere at udvikle en parallelinsitution, der kan overlappe eller direkte konkurrere med NATO.

Realiteterne har været, at EU og NATO sikkerhedspolitisk som institutioner ikke har været i stand til at udnytte samarbejdet effektivt.

EU har i årtier i NATO-sammenhæng været en kolos på lerfødder med en vision om at udvikle en egen sikkerhedspolitisk dimension, men har i realiten ikke været i stand til det. Faktisk har EUs mange forsøg igennem mere end 20 år på at få en samlet forsvarsstruktur været mere en hæmsko for udvilingen i NATO end en hjælp. Det skal der nu laves om på med Pesco.

Bare noget så enkelt som at skabe et militært Schengen-samarbejde inden for EU har været en umulighed.

Det betyder, at f.eks. militære NATO-kolonner, som skulle transportere soldater eller »varer« på tværs af EU, skulle igennem timelange toldbehandlinger ved grænserne, hvis de f.eks. skulle fra Stuttgart i Tyskland til Polen. Dette lille enkle problem vil der nu blive taget hånd om, ligesom en lang række andre konkrete militære problemer mellem EU og NATO vil blive drøftet intens de kommende to dage på NATOs udenrigsministermøde.

EU ønsker med andre ord en stærkere militær kapacitet, der uafhængigt af NATO kan være et bolværk mod Rusland og mod terror. Både materielt og operationelt. Men det bliver samtidig et samarbejde, der lige så solidt kan knyttes til NATO, når det bliver nødvendigt.

Derfor vil det nye samarbejde blive hovedemnet på udenrigsministermødet. Ikke bare som en parentes i en større mødesammenhæng som så ofte før ved organisationens halvårlige møder. Men som et egentligt hovedpunkt.

23 ud af de 28 EU-lande underskrev i november den hidtil mest omfattende militære samarbejdsaftale nogensinde. Danmark har stadig et EU-forbehold.

For første gang ser det ud til, at der kan skabes en koordineret militær indsats fra EUs side – en indsats, der både kan gavne USA og NATO. Derfor har amerikanerne haft en interesse i intenst at følge det nye samarbejde og få det bragt ind i en ramme, som USA også kan anvende. For der vil indirekte udvikle sig en ekstra sikkerhedsstruktur i NATO, hvis EUs samarbejde lykkes.

Et svækket USA

USAs NATO-ambassadør Kay Bailey Hutchison sagde i går på et telefonnmøde med internationale journalister, at netop de fremtidige samarbejdsaftaler mellem EU og NATO vil komme til at fylde meget på mødet ved siden af terror, cybertruslen og Nordkorea.

»Det er nu blevet muligt at koordinere militære indsatser på en helt anden måde end tidligere. Og dermed undgår vi også meget spild af ressourcer,« sagde hun.

For der er penge at spare, hvis det lykkes at få et reelt og ligeværdigt samarbejde i gang. Dels bliver det muligt, at EU kan overtage en række konflikter og løse dem alene. Dels bliver det for første gang muligt at koordinere, hvad der skal bruges penge på for ikke at trække på de økonomiske midler to gange. Det er – som en NATO-diplomat udtrykker det – ikke nødvendigt, at både NATO og EU investerer i luftoptankninings-kapacitet. Det er nok, at den ene part gør det.

Budgetterne skal stige

I alt det her ligger der også den skjulte dagsorden, at EU-landene derigennem vil styrke NATO og dermed dæmpe USAs kritik af, at de fleste EU-lande ikke betaler deres andel til den fælles sikkerhed – et emne, der er blevet aktuelt, fordi præsident Donald Trump har haft det på den politiske dagsorden under præsidentvalget i USA og under NATO-topmødet i foråret, da han klart gav udtryk for, at han forventede, at NATO-landene ville øge deres militære budgetter.

En stærkt svækket amerikansk udenrigsminister, Rex Tillerson, vil deltage på mødet, som vil også separat vil have en række møder med EUs udenrigsministre for at drøfte en række dagsordener deriblandt situationen i de baltiske lande og i Polen.

Der har været forlydender længe om, at Tillerson er på vej ud og skal erstattes af CIAs nuværende direktør, Mike Pompeo, men Tillerson er også svækket af andre årsager, fordi det amerikanske udenrigsministerium er et stort rod efter de store omlægninger i forbindelse med, at Trump-administrationen kom til. Flere topstillinger er endnu ikke besat, og sparerunder i det amerikanske udenrigsministerium har allerede gjort et indhug i de mest erfarne diplomater, der har valgt frivilligt at trække sig for at arbejde i det private erhvervsliv.

Det har betydet, at der ved de sidste store internationale møde har manglet amerikansk lederskab.

Ved G-20 topmødet i Hamburg var det tydeligt, at amerikanerne var komplet uforberedte på det, der skulle ske på mødet, og diplomater har flere gange sagt, at der er stærk bekymring for, om USA ikke får styr på diplomatiet og dermed ikke længere er i frontlinjen, når de store linjer skal trækkes i international politik. Tillerson er på det område heller ikke en person, der har imponeret i internationale sammenhænge. Han anses for at være solid og en intellektuel kapacitet. Men han mangler den diplomatiske og politiske træning.

Kristian Mouritzen er Berlingskes sikkerhedspolitiske medarbejder.