Danske Bank er i år faldet baglæns i dens rejse mod de nordiske banktinder. Sidste år blev landets største bank kun overgået af én af sine rivaler på det væsentligste, sammenlignelige nøgletal, og rekorderne stod for fald. Men årets første seks måneder har budt på udfordringer for indtjeningen i Danske Bank, og toppen ligger nu lidt længere væk.
»Danske Bank har været den negative undtagelse i ellers overvejende positive bankregnskaber og ligger med hensyn til performance i bunden i dette kvartal. Det er også tydeligt at se på kursreaktionen,« siger Sydbanks bankanalytiker Mikkel Emil Jensen med henvisning til, at aktien faldt med 9,1 pct. på regnskabsdagen onsdag i denne uge.
