BAJKONOR: To lysglimt oplyser himlen, når en Sojuz-raket letter. Raketmotorerne spyr ild, først rødlig, så hvid. Så løfter lyskuglen sig langsomt. Den farver nattehimlen gråhvid og slår fejende skygger af hvert hus og hvert træ, mens den klatrer hastigt opad, sitrer og svinder, indtil den til sidst blot er en lysprik, og natten igen er mørk.
Synet tager pusten fra de fleste, der ser det første gang. Men indbyggerne i Bajkonur er vant til raketternes vandren på himlen. Byens 15 affyringsplatforme ligger få kilometer borte. Folk med nordvendte vinduer behøver bare at kigge ud fra deres stuer, hvis de vil se en Progress-fragtraket eller en bemandet opsendelse til den Internationale Rumstation.
55-årige Aleksandr Vasiltjenko ser altid med. Han har set hundreder af opsendelser, men han kan ikke få nok. Rumfart er som en smitsom lidelse, siger han, og den slipper man aldrig rigtig af med.
»Det er især de natlige opsendelser. Jeg har altid syntes, at de er de smukkeste,« siger han.
Den usædvanlige udsigt har fulgt rumfartsingeniøren det meste af hans liv. Han har boet i Bajkonur, siden han var en stor knægt. Han aftjente sin værnepligt i Den Røde Hær på den lokale kaserne. En af hans første opgaver var at bevogte en affyringsplatform opkaldt efter Jurij Gagarin, den første mand i rummet.
Dengang rasede rumkapløbet mellem USA og Sovjet for fuld udblæsning. Millioner var inficeret med rumfartens virus. Et af tidens store hit på sovjetisk radio var en vise om de gyldne muligheder langt fra den blå Jorden. Sangen hed »Æbletræer vil blomstre på Mars« og var en af Aleksandrs yndlingssange.
»Vi havde følelsen af, at hele menneskeheden kiggede på os,« siger Aleksandr Vasiltjenko.
Porten til rummet
I dag ligger Bajkonur langt fra det meste. Langt fra Europa, langt fra Moskva, langt fra selv den kasakhiske hovedstad Astana.
Bajkonurs lufthavn er nemlig lukket og har været det de seneste mange måneder. I stedet må besøgende flyve via Moskva til den lille kasakhiske provinsby Kysylorda.
Derefter følger fire og en halv times transport i en udrangeret bybus importeret fra Tyskland. Man skrumler af sted over asfalt og grusveje, mens en snakkesalig buschauffør trodser sine egne skilte med »Bitte nicht mit dem Fahrer reden!«. Og så endelig når man det berømte sovjetiske byskilt, der byder velkommen til Bajkonur og »Porten til rummet«.
De lokale joker gerne med, at de bor tættere på Den Internationale Rumstation end på nærmeste naboby på steppen.
Og det er Bajkonurs paradoks. Byen huser verdens travleste rumhavn med flere årlige opsendelser end både USAs Cape Canaveral i Florida og den europæiske rumhavn i Fransk Guyana i Sydamerika.
Siden amerikanske NASA i 2011 skrottede sine rumfærger, har de russiske Sojuz-raketter i Bajkonur tilmed været eneste springbræt for bemandede opsendelser til Den Internationale Rumstation.
Og alligevel skal man ikke tale mange minutter med de lokale, fra ingeniører og IT-folk til taxachauffører, før bekymringen for fremtiden pibler frem. Hverken Rusland eller Kasakhstan har for alvor investeret i den aldrende rumhavn de seneste mange år. Det er stadig raketter udviklet i 1960erne og 1970erne, der bærer astronauterne – og lige straks en dansk af slagsen – ud i rummet.
»Rusland har sat et stort spørgsmåltegn ved Bajkonur,« siger Ivan Moisejev, der er direktør for det russiske Space Policy Institute i Moskva.
Med et kvart århundredes forsinkelse er Rusland nemlig i gang med at bygge en afløser for den rumhavn, der med Sovjets opløsning endte i nabolandet Kasakhstan. Den nye rumhavn skal ligge i Amur-regionen i Russisk Fjernøsten.
»Alle forventer, at man vil begynde at skrue ned for aktiviterne i Kasakhstan, så snart det bliver muligt,« siger Ivan Moisejev.
En statshemmelighed
Den slags forudsigelser gør ondt ind til marven i Bajkonur. Det er ikke mange år siden, rumfartsbyen var så vigtig, at den var en statshemmelighed. Den fandtes ikke på sovjetiske landkort, og de værnepligtige fik ordre om at bruge et fiktivt postnummer for en by 250 kilometer længere mod nord, når de skulle skrive hjem til familien.
Rumfarten begyndte som en videreudvikling af de ballistiske missiler, og rumhavnen var derfor et lukket militært område. Og for folk, der voksede op dengang, er det ikke sådan at glemme, selv om byen nu får besøg af udenlandske astronauter i tide og utide.
»Alt var hemmeligt. Min far sagde altid: Du ved, hvad du må sige til fremmede, og hvad du ikke må sige,« fortæller 68-årige Viktor Kulipjotov, pensioneret ingeniør med speciale i raketmotorer.
Rumhavnens første faciliteter blev bygget i 1955 af sovjetiske soldater, der boede i jordhytter, mens de sled sig halvt og helt ihjel for at anlægge Sovjets første raketaffyringsplatform. En af dem, der overlevede, var Viktor Kulipjotovs far.
»De kom i januar 1955. Her var ingenting ud over et jernbanespor. Tænk dig, hvad disse mennesker gjorde!« siger Viktor med ærefrygt i stemmen.
Mindre end tre år senere skød Sovjetunionen verdens første satellit, Sputnik, ud i rummet. Og i 1961 chokerede Sovjet resten af verden med den succesrige opsendelse af Jurij Gagarin.
USA fik senere rumfartsrevanche, men det var Moskva – og Bajkonur – der vandt første runde af kapløbet om rummet. Det glemmer man ikke her i byen, hvor sovjetnostalgien blomstrer.
Viktor Kulipjotov mødte sit store idol, Jurij Gagarin, som niårig skolelev.
»Det første, jeg husker, var, at han var så lille! Jeg var så overrasket, for jeg havde jo forestillet mig en kæmpe,« siger Viktor Kulipjotov.
Lenin vogter
Den dag i dag er byen et monument over rumfartens sovjetiske guldalder i 1950erne og 1960erne. Rækker af boligblokke leder besøgende ind mod den centrale plads. Lenin-statuen vogter over det russiske rumfartsagentur, Roscosmos, hvis hovedkvarter er indrettet i byens tidligere kommandantur. Det ærkesovjetiske hotel over for serverer te, borsjtj og gullasch men hverken internet eller kaffe, undtagen den frysetørrede slags.
Til gengæld er der storslåede mosaikker med stiliserede rumraketter og gavlmalerier af kosmonauter på stjernevandring. På byens boulevard er en Sojuz-raket pindet op på en piedestal.
Det var et priviligeret sted at vokse op i sovjettiden. Her boede forskere, ingeniører, officerer. Her brugte supermagten penge, mens andre regioner måtte mangle, for byen var et storpolitisk prestigeprojekt.
Derfor kom sammenbruddet i 1991 som et dobbelt chok i Bajkonur.
Pludselige var storpolitikken borte, det samme var penge og prestige. Der udbrød strejker blandt de soldater, der havde bevogtet byen. Aleksandr Vasiltjenko, der senere blev leder af astronauttræningsprogrammet, tjente i 1991 som officer i byen.
»Soldaterne gik rundt i gaderne, det var en gruppe med måske 500 mand, og på et tidspunkt satte de ild til kasernen, fordi de ville hjem,« fortæller han.
Med Sovjets sammenbrud fik Bajkonur nye herrer. Rumfartsbyen lå i det nye, uafhængige Kasakhstan. Men ingen havde endnu tænkt på, hvem der skulle betale for el og gas. Lyset gik bogstaveligt talt ud, mens kriminaliteten skød i vejret, fortæller Jelena Mitrofanova, mangeårige redaktør for byens største avis.
»Det var en grusom tid. Det føltes, som om byen praksisk talt døde,« siger hun.
De, der kunne, forlod Bajkonur, og befolkningen svandt ind fra 120.000 til 50.000 på to år. Først i 1995 løjede stormen af. Præsidenterne for Rusland og Kasakhstan indgik en lejeaftale, der giver Rusland råderet over rumhavnen formedelst 115 millioner dollar om året.
En russisk ø
Siden har Bajkonur været en slags russisk ø midt på den kasakhiske steppe. Raketterne flyver stadig, men langt sjældnere end i sovjettiden. Og lejeaftalen borttryllede ikke spændingerne i Bajkonur. Skænderier mellem Kasakhstan og Rusland blusser jævnligt op. I 2008 og igen for to år siden rejste chefen for Kasakhstans rumprogram spørgsmålet om at hæve lejeprisen og på længere sigt lade Bajkonur overgå til fuld kasakhisk kontrol.
Det var en af årsagerne til, at Rusland indledte byggeriet af sin nye rumhavn, der trods forsinkelser ventes klar i 2019. Bemandet rumfart kan dog tidligst i 2025 flyttes fra Bajkonur til Sibirien, siger det russiske rumagentur.
Hvis Rusland gør alvor af sine trusler om at flytte store dele af rumprogrammet fra Bajkonur til Amur, vil det betyde masseflugt af teknikere og ingeniører fra byen, vurderer Ivan Moisejev fra det russiske Space Policy Institute. »Rusland vil ikke forlade Bajkonur helt. Men der vil være store nedskæringer,« siger han.
Afvandringen har været i gang længe, siger Aleksandr Vasiltjenko, der har boet i Bajkonur i over 35 år. Indtil han gik på pension for to år, var han leder af rumhavnens kosmonautcenter, hvor den danske astronaut Andreas Mogensen lige nu venter på at blive skudt ud i rummet.
»Alle her i byen arbejder på en eller anden måde med rumfarten. Hvis de flytter til Sibirien, hvad skal der så blive af disse 75.000 mennesker?« siger han.
Astronauterne lægger stadig blomster ved statuen af Jurij Gagarin. Men ingen skriver drømmende sange om æbleplantager på Mars. I hvert fald ikke i Bajkonur.
»Folk, der bor her føler, at de har glemt os. De kommer rejsende fra Moskva. De sender en raket af sted, og så forsvinder de igen,« siger Aleksandr Vasiltjenko.
