BAJKONUR, KASAKHSTAN: Der er noget surrealistisk over oplevelsen.

Vi befinder os i et næsten måneagtigt landskab af sand, udtørrede småbuske og saltsøer – med enkelte vilde kameler i horisonten.

Men det golde og jyllandstore steppeområde er gennemkrydset af jernbanespor, antennemaster og store, nedslidte hangarbygninger. Og ud af en af disse kolosbygninger ruller et sølvskinnende monster, som træder det direkte ud af en science fiction-film.

Klokken er syv om morgenen på verdens største raketopsendelsesbase, Bajkonur Kosmodrom i Kasakhstan. Solen er lige stået op og sender sine blege stråler ned over selveste den Sojuz TMA-M-raket, der onsdag morgen skal skyde vores danske astronaut, Andreas Mogensen, i rummet sammen med en russisk og en kasakhisk kosmonaut.

Traditionen tro lægger russiske raketarbejdere rubelmønter på skinnerne, før godstoget med den 50 meter lange rumraket ruller forbi og maser mønterne flade. For det gjorde deres forgængere i jobbet også i 1961, da verdens første astronaut, den russiske kæmpehelt Jurij Gagarin, tog sig et kredsløb om Jorden i sit lille Vostok-rumskib. Og det gik som bekendt aldeles glimrende.

Er man overtroisk, er der ekstra god grund til at tro, at heldet vil tilsmile den 38-årige dansker, for raketten skal opsendes fra den samme rampe, som både Gagarin, rum­hunden Lajka og verdens første satellit, Sputnik, blev sendt op fra for snart en menneskealder siden. Andreas Mogensens rumskud bliver tilmed nr. 500 fra rampen.

Mor er bekymret

Men astronautens mor, Lisa Bjerregaard, tør hverken fæste lid til overtro eller tilfældige jubilæer.

Mens raketten med dens fire imponerende og 20 meter lange boostere på siden bliver rejst op til lodret stilling, stirrer den slanke og elegante kvinde med tilbageholdt åndedræt op på giganten.

»Den er meget større, end jeg regnede med. Det får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen,« siger den bekymrede astronautmor.

»Det er selvfølgelig dejligt, at Andreas’ store drøm nu går i opfyldelse. Men personligt havde jeg nu foretrukket, at han var blevet på Jorden.«

Hvad er du bange for?

»At han ikke kommer tilbage.«

Men det er jo ikke sket med en Sojuz i nyere tid ...

»Nej, men jeg kan ikke lade være med at tænke på den frygtelige ulykke med rumfærgen Challenger i sin tid. Vi boede i Amerika, da den eksploderede, og det var forfærdeligt, så det vil jeg ikke kunne lade være med at tænke på under selve opsendelsen.«

Har du prøvet at tale ham fra det?

»Nej, det kan jeg lige så godt lade være med. Det gider han ikke at høre på. Hvis jeg prøvede, ville han bare gå sin vej og sige: Åh, mor!’«

Men hun understreger samtidig, at det har været sønnens drøm siden 4.-5. klasse at blive astronaut.

»Og det må jeg naturligvis respektere. Selv om jeg havde foretrukket, at han var blevet på jorden og for eksempel havde været med til at bygge raketterne frem for selv at flyve i dem.«

Andreas Mogensens hustru, Cecilie Beyer, er noget mere fattet:

»Jeg har egentlig ikke været nervøs – før nu. For jeg må indrømme, at synet af raketten faktisk gør mig lidt bekymret. Nu kan jeg for alvor mærke, at det bliver virkelighed. Men også en fantastisk oplevelse for Andreas, som jeg er meget stolt af, for han har virkelig kæmpet for at nå så langt, som han er kommet.«

En træt astronaut

Ifølge Andreas Mogensens lillebror, Niels Mogensen, der talte med sin karantæneramte bror gennem en glasrude i Bajkonur i søndags, er storebror ved godt mod:

»Han er rolig og helt klar til missionen. Men han virkede også træt på grund af alle de procedurer og sikkerhedstjek, som de skal igennem her kort før opsendelsen.«

Under deres samtale fortalte Andreas Mogensen blandt andet, at han skal tage smertestillende piller umiddelbart før, han stiger ombord i det yderst snævre opsendelsesmodul.

I mindst to timer før selve opsendelsen skal de tre rumrejsende sidde sammenkrøbet og komplet fastspændt i deres personligt formstøbte sæder. Også knæene skal spændes hårdt fast på grund af de voldsomme kræfter, der bliver udløst under dem.

»Så de får meget ondt i benene. På et tidspunkt kan de ikke engang mærke underbenene længere. Og det bliver ekstra hårdt for Andreas, for han er ret høj,« forklarer Niels Mogensen, der som vildtbiolog med speciale i løver selv har gang i en eventyrlig karriere.

Knap ni minutter efter opsendelsen er den sidste løfteraket imidlertid brændt ud og koblet af, hvorefter de tre astronauter kan nyde vægtløsheden cirka 200 km over Jordens overflade. Kort derefter kan de løsne bælterne, strække ud og begynde at svæve op til deres ekstremt beskedne »stue« med et primitivt toilet lige bag opsendelsesmodulet.

Disse to kabiner med en samlet volumen på sølle ti kubikmeter vil derefter være Andreas Mogensens hjem frem til sammenkoblingen med Den Internationale Rumstation klokken 9.42 dansk tid på fredag.

Backup-hold står klar

Der er intet i skrivende stund, der tyder på, at Sojuz-opsendelsen onsdag morgen kl. 6.37 dansk tid bliver afbrudt eller udskudt. Ifølge vejrudsigten er der svag risiko for let regn og en forventet morgentemperatur på omkring 15 grader.

I modsætning til opsendelser fra USA afbryder russerne stort set aldrig deres opsendelser, uanset om der er kraftig blæst, bidende frost eller voldsom nedbør, selv i form af sne. Sojuz-raketten kan sendes op i snart al slags vejr, og hundredvis af Sojuz-opsendelser gennem historien taler et klart sprog om solid og gennemtestet – omend lidt gammeldags – teknologi.

Heller ikke en syg astronaut kan ændre på opsendelsestidspunktet. Hvis Andreas Mogensen skulle få feber eller forstuve en fod på selve opsendelsesmorgenen, udskifter man ikke bare danskeren, men hele det tre mand store astronauthold. Hvilket skyldes, at de er så teamtrænede, at de nærmest optræder som én samlet og dynamisk organisme foran de utallige instrumenter i den komplekse Sojuz-kapsel.

Blandt tilskuerne til mandagens udrulning og oprejsning af Sojuzraketten er således hele missionens back up-hold – to russere og en fransk ESA-astronaut, Thomas Pesquet, som er en af Andreas Mogensens nærmeste kolleger. Også dette hold er i karantæne og må derfor ved hjælp af russisk militærpoliti fysisk adskilles fra de mange »almindelige« tilskuere til den spektakulære begivenhed.

Blandt dem er i øvrigt flere »rumturister« fra blandt andet Japan og USA, herunder 63-årige Curtis Lesenam fra Los Angeles. Han har personligt overværet hele 40 rumopsendelser, herunder 30 affyringer af amerikanske rumfærger, dog ikke den meget tragiske Challenger-katstrofe i 1986.

»Det er ganske enkelt bare vildt sjovt at se en opsendelse. Jeg bliver aldrig træt af det,« siger han og begynder at puste en ballon-rumfærge op til endnu en selfie i det vilde raketlandskab.

Om et døgns tid bryder de nationale klapsalver løs, når verdens første dansker stiger til himmels. Eller i hvert fald op til Den Internationale Rumstation.