Et par småbørn er langt væk i deres historie om eventyrslottet, som de konstruerer i vandkanten med sukker-sand som byggemateriale, mens små bølger plasker om brune ankler og røde spande. En teenagepige på et frottéhåndklæde studerer diskret kystens opbud af strandløver gennem solbrillerne. En bedstemor pakker sandwich, kanelboller og kold jordbærsaft ud på det blomstrede tæppe, og unge mænd spiller beachvolley i sandet netop der, hvor skyggen fra høje, duftende fyrretræer gør det muligt at udholde varmen.
Stranden lige syd for Åhus på Sveriges sydøstlige kyst har plads til det hele, for den er bred, fin og familievenlig. Og smuk, tilligemed. Takket være skovstykker af høje, gamle fyrretræer, der vokser helt ned til sandet. Det betyder en usynlig sky af harpiks og fyrrenåle blandet med saltvand og varmt, tørt sand. Tilsammen en afslappende duft, der hvisker ’sol og sommer og lange, dovne dage’ til sanserne.