Der er blot gået 20 minutter, siden vi lagde Po-slettens pandekageflade land bag os. Først blev omgivelserne kuperede og skovklædte, og pludselig befinder vi os på tærsklen til Alperne med kig til sneklædte tinder i de fjerne. Fortsatte vi en halv time længere nordpå, ville vi ende i Schweiz, men målet på denne tågede og regnfulde formiddag er byen Stresa ved bredden af Italiens næststørste sø, Lago Maggiore.
Den er – som lillebroderen Como-søen lidt længere mod øst – kendt for sit milde klima og de naturskønne omgivelser. Men vejrguderne har ikke just betænkt feriebyen Stresa med solskin og milde vinde under vores ankomst. Mellem tågebanker og fede dråber på bilens ruder kan vi ane søen flere hundrede meter nede, og de næste 10 minutter går med at forcere hårnålesving ned til Stresa. Her bliver det tydeligt, at vegetationen skifter, og i de mange villahaver skimter vi palmer, cypresser og appelsintræer – vækster, man ellers skal ned til Middelhavskysten for at finde i det fri.
Slående er ikke kun botanikken, men også velstanden og de prunke bygninger i Stresa. Foruden dyre villaer kører vi forbi mindst et dusin såkaldte ’grand hotels’, der ligger side om side på første parket ud mod søbredden. De majestætiske belle époque-bygninger oser af svundne tider – dengang, adelige, migræneramte direktørfruer, forfattere og (ny)rige amerikanere på ’grand tour’ flokkedes på Europas kur- og badehoteller. Ernest Hemingway henlagde eksempelvis en del af sin roman ‘Farvel til våbnene’ på et af Stresas store luksushoteller. Og byen har ikke sluppet det mondæne sus fra årene før, verden gik af lave. Her er pænt og velholdt – med en snert af den patina, som italienerne ikke kan leve uden.
Tatar og pasta med udsigt
»Jeg synes, vi skal tage chancen,« siger vores italienske ledsager, Christina, da vi efter indtjekningen på det enorme Grand Hotel Dino, gør os klar til dagens udflugt: en tur til øen Isola Bella, der ligger ude i søen.
Regnen plasker fortsat ned, men vejrmeldingen antyder en mulig opklaring sidst på dagen.
»Jeg tror godt, vi kan forvente en storslået oplevelse,« lyder det optimistisk fra den lokalkendte, mens undertegnede ser anderledes skeptisk ud over søen, hvor alt er gråt i gråt.
Lidt efter befinder vi os på en af de taxabåde, der sejler i pendulfart mellem fastlandet og øerne ude i Lago Maggiore med Isola Bella som den mest besøgte. Et kvarters tid senere går vi i land, og var stemningen i Stresa storladen, er den anderledes intim ude på den tætbebyggede ø – i hvert fald ved første øjekast. Selv i regnvejr udstråler Isola Bella en charme, man næsten kun støder på i italienske byrum med pastelfarvede facader, smalle stræder og trapper, der leder hemmelighedsfuldt op til næste niveau.
»Folk bor kun på øen i sommerhalvåret,« forklarer Christina.
»De fleste er italienere, der ejer et hus eller en lejlighed, men her kommer også turister. Nogle af dem bliver dog lidt skuffede, for der er ingen aftenåbne restauranter herude. Man må med en vandtaxa ind til fastlandet for at gå ud om aftenen, medmindre man har mulighed for at lave mad selv.«
Heldigvis er vi ankommet lige omkring frokosttid, og der er godt gang i køkkenet på spisestedet Bottega Bistrot Vicolo del Fornello, der ligger hævet over kajpladsen med et unikt panoramavue ind til fastlandets bjerglandskab og dyre villaer. Vi får et bord på den overdækkede terrasse, og til lyden af dryppende regn nyder vi først en lokal variant af tatar og derefter pasta med kaninragout.
Napoleon kiggede forbi
Italien afskaffede monarkiet i 1948, men der findes ikke ret mange lande, hvor adelen fortsat har så stor indflydelse, rigdom og magt som her. Til støvlelandets fornemste familier hører den milanesiske slægt Borromeo, hvis overhoved har titel af prins. Borromeo-slægten ejer paladser, slotte og land mange steder i Norditalien, men juvelen i samlingen er unægtelig Isola Bella.
Hvad der ved landgangen har taget sig ud som en ø bebygget med pastelfarvede byhuse, viser sig efter frokosten at rumme noget langt mere eksklusivt: et af Borromeo-familiens fornemste barokslotte, der blot har navnet Palazzo di Isola Bella. Med fyldte maver besøger vi det enorme 1600-tals palads, hvor ord som prunk, pyntesyge og dekadence nærmest ikke rækker. Salene er rigt dekorerede, og der trænger en lethed af lys fra søen ind i stort set alle gemakker, hvor Italiens elite har nydt ’la vita bella’ med skiftende Borromeo-prinser som deres private værter.
Herude kunne familien trække sig tilbage, når sommervarmen hærgede i Milano – og man kunne invitere venner og vigtige allierede med ud på et luksusophold, de aldrig ville glemme. Napoleon Bonaparte gæstede slottet med sin Josephine – og i 1935 mødtes Frankrigs præsident og Storbritanniens premierminister med Mussolini i det smukke palads, hvor de nedfældede en ikke-angrebspagt kendt som Stresa-traktaten.
Selv om slottet er åbent for offentligheden, får vi ikke lov at se alle sale og rum.
»Nej,« begynder Christina. »For det er et privat hus, og prins Borromeo og hans familie bruger det fortsat indimellem. De kommer her ikke så ofte, men det hænder, at de indfinder sig, og de har bl.a. afholdt flere familiebegivenheder på slottet.«
Christina fortæller, at familien også ejer et slot på en anden ø i Maggiore-søen – »og der kan de åbenbart bedre lide at være,« siger hun.
I de hvide påfugles have
Mens vi har gået rundt og nydt de forgyldte sale, er der sket et mindre vejrmirakel udenfor. Regnskyerne er pludselig og uventet blevet smidt på porten, og Isola Bella ligger endelig badet i det blide sollys, som hele området er kendt for. Det er nærmest med missende øjne, vi går udenfor til slottets helt store trumfkort: en enorm barokhave, der folder sig ud med Lago Maggiore og det bagvedliggende alpelandskab som kulisse. Palmerne strutter, roser og citrustræer dufter – og overalt står der eksotiske planter og træer inde mellem springvand og statuer af bl.a. romerske guder.
Et dusin hvide påfugle spankulerer dovent rundt blandt turisterne, og de sjældne, prydfulde hønsefugle sætter en ekstravagant prik over i’et. Påfuglene kan – som slottets ejere – glæde sig over, at klimaet er yderligere mildt ude på øen, og det er formentlig det nordligste sted i verden, hvor det er muligt at dyrke citroner ude i det fri – »det kan man dårligt nok inde i Stresa,« forklarer Christina.
Haveanlægget, der stod færdigt i 1671, er et kunstværk. Det er så langt fra den engelske havestil, som vi har favoriseret i Nordeuropa de seneste 200 år, som man kan komme. Blandt esserne i den store slotspark er den vertikale rosenhave, der hænger i flere etager på murene ned mod søens bred. Men den virkelige skønhed ligger næsten i den snorlige anlagte haves samspil med den forunderlige og dramatiske natur, der udfolder sig med søens blanke spejl og de skovklædte bjerge med egentlige alpetinder i den fjerne horisont. Det er natur og kultur i den perfekte forening.
Forbi fiskernes ø
Lago Maggiore sammenlignes ofte med nabo-søen Como – i sidstnævntes favør. Mens Como-søen kan prale af at være location i en række film fra ‘Star Wars’ til James Bond – og i øvrigt har høstet ekstra berømmelse takket være sin kendte beboer George Clooney – ja, så virker det, som om omverdenen har glemt Maggiores magi, og det kan næsten synes som et held, at turistmængderne trods alt er beherskede.
Dagen efter sejler vi med en vandtaxa ud på søen, først forbi Isola Bella og dernæst til den lille naboø Isola Superiore, som det kribler i os for at besøge. Desværre er tiden kun til en sejltur rundt om den, og fra båden nyder vi synet af de farverige huse og kirkespir, der står klumpet sammen helt ud til vandkanten.
»Mens Borromeo-familien har resideret på Isola Bella, så boede der jævne folk her på nabo-øen,« forklarer Christina og tilføjer, at Superiore-øen tidligere var beboet af fiskere, der kun lige havde til dagen og vejen.
I dag er der kun fem fiskere tilbage, og øens huse er efterhånden indrettet til dyre ferieboliger og caféer.
Fra Isola Superiore sejler vi ud midt på Lago Maggiore. Skipper sætter farten ned, og i nogle magiske minutter vugger vi ensomt på det blanke spejl med udsigt til de grønne bjergsider, de små byrum og øerne, der ligger spredt ude i søen. Lidt efter sætter vi kursen mod Isola Madre – den tredje og største af De Borromeiske Øer.
»Her har familien endnu et slot,« fortæller Christina, »og det var dét slot, jeg nævnte i går. Her kommer de rigtig meget.«
Vi sejler helt tæt på og ser op på det knejsende palads, der ligger omgivet af en eksotisk prydhave med store palmer, blåregn og velduftende træer. I baggrunden rejser sig kæder af bjergtoppe, og de fjerneste af dem befinder sig på den schweiziske side af grænsen. Så langt op skal vi ikke. Skipper drejer fra kort tid efter og sejler ind mod Lago Maggiores hovedby, Verbania, der kommer til syne med kupler, spir og pastelfarvede facader.
Byen med den høje levestandard
»Velkommen til den italienske by med højest levestandard,« siger Christina, da vi lidt efter står på kajen. Bag os smiler huse i muntre farver til os, og inden længe befinder vi os midt på torvet Piazza Ranzoni, hvor samtlige tilstedeværende ser ud til kun at have travlt med én ting: at nyde livet. Verbania toppede listen i en stor italiensk undersøgelse om livskvalitet og levevilkår, efterfulgt af byerne Bolzano og Belluno tæt på Østrig. Og her oser da også af velstand med dyre lystbåde i byens marina og lækre sportsvogne på vejene. Til gengæld oser her mindst lige så meget af en jordnær glæde og appetit på livet.
Det sidste mærker vi, da vi sætter os til rette over en let frokost i den kombinerede café og delikatessebutik La Casera i Formaggi di Eros. Her sludres, grines, gumles og nydes vin ved samtlige borde, og hurtigt står der en kurv med forskelligt hjemmebagt brød og fade med udsøgte oste, skinker og pølser foran os – alt sammen produceret inden for en radius af ganske få kilometer.
»De har på en måde adgang til det hele her,« siger Christina. »Frisk alpeluft, maritim stemning ved søens bred – og Milano er kun en halv time væk.«
Mens snakken går livligt og fade med oste og spegemad flyver ind på bordene omkring os, må man tage sig i at mærke en snert af misundelse. Det kan godt være, at borgerne ved Lago Maggiores bred må spejde langt efter George Clooney og diverse filmhold på optagelse, men de har til gengæld daglig og direkte adgang til en sø, der sammen med byerne og landskabet omkring den gennemsyres af nydelse og klassisk skønhed.
Rejseliv var inviteret af Italian State Tourist Board – ENIT.