Vi har overnattet i Ilulissat, hovedbyen i Diskobugten, der er mål for halvdelen af Grønlands turister. Vores hotel ligger med udsigt til Isfjordens munding med de mange isbjerge som hovedattraktion, men Diskobugten har meget mere at byde på.

Tidligt om morgenen går vi om bord på båden til Oqaatsut, hvor målet er en kajaktur blandt isbjerge og derefter overnatning i bygden Ilimanaq. Kajakken er en grønlandsk opfindelse, så hvad er mere passende end at begive sig ud blandt de grønlandske isbjerge i sådan en?

Tågen ligger over bygden, da vi i våd vind tæt på frysepunktet går i land i Oqaatsut, en lille bygd med 65 indbyggere. Vi ser flere tøjrede slædehunde, men ingen indbyggere, i denne bygd uden veje. Turen går via klipperne til den anden ende af bygden, hvor vi bliver budt velkommen i et rødt træhus af tre guider. De udleverer udstyr: termoheldragt, tørdragt, der sidder stramt om hals og håndled, vandtætte futter og handsker, en anordning omkring maven, der skal fastgøres til kajakkens munding, og til sidst redningsvest. Herefter går turen ned gennem fjeldets gule græs til de orange tomandskajakker.

Hvis kajakken kæntrer

Vi sætter os op i kajakken på land, min tyske makker, Melanie, forrest og jeg bagerst. Så er der instruktion i brug af pagaj, fastgøring til kajakken, og allervigtigst hvordan vi kommer fri af kajakken, hvis den kæntrer. Min puls stiger, og blodet forlader kinderne. Hvad er det dog, vi har kastet os ud i? De tre instruktører ser trygge og garvede ud: en spanier, en lette og en grønlænder. De ville vel ikke gøre det her, hvis det var uforsvarligt?

»Sejl ikke for tæt på isbjergene,« advarer den spanske guide. »De kan nemlig vælte og vende rundt uden varsel.« Isbjergene driver rundt kort fra kysten. Vi trækker kajakken ud i vandet og stiger om bord. De første pagajtag er nervøse, og kulden mærkes fra vand og luft, mens enkelte vandsprøjt rammer mine kinder. Jeg forsøger at holde en lige kurs, men kajakken er følsom og zigzagger forbi isbjerge, der er turkishvide i det overskyede vejr. Fremad kommer vi ved fælles hjælp, men ikke uden skræk for at miste balancen og ende i det kolde hav, der forekommer uendeligt.

Efterhånden er der en vis sikkerhed i fartøjet, så jeg nyder turen og tager en dyb indånding af den afsindigt friske og rene havluft. Det kræver muskelkraft at komme fremad, og strømmen hiver i kajakken, så der skal padles ekstra i den ene side. Tågedisen letter og udvider udsigten til endnu flere isbjerge og den gråsorte klippekyst.

Armmusklerne syrer til, og efter en times tid mod syd vender vi kajakkerne. Lyden af en bådmotor bryder stilheden. Vil hækbølgerne mon kæntre kajakken? Bølgerne vugger kajakken, men ikke nok til, at den kæntrer. Vi padler rundt om næsset og ind i bugten, hvor hollænderne slagtede hvaler for mange år siden og gav bygden dens navn, Oqaatsut (Rodebay), der betyder ’den røde bugt’. Herinde har pagajtagene større effekt, og vi ankommer til havnen, hvor vi trækker kajakkerne op på land.

Et bjerg af friske fisk

Kinderne er røde af den friske luft, og maven kalder på mad, så efter omklædning går vi ind i det røde træhus på havnen i Restaurant H8. Stolt præsenterer kokken, Britta, de bjerge af fisk, der pynter fadene på langbordet. Snekrabbernes saftige kød fra de lange ben forkæler ganen, hellefisk smelter på tungen, den stegte torsk er så friskfanget, at den næsten spræller, og rejerne er så smagfulde, at det er svært at stoppe, da mætheden melder sig. Med så friske råvarer er forfinet tilberedning forbudt. Efter den himmelske frokost er der lun blåbærkage og kaffe. Med trætte muskler og fyldte maver er vi klar til den videre færd i Diskobugten, igen i båden, der for fuld motorkraft sætter kursen mod bygden Ilimanaq.

Bådtur forbi Isfjorden og hvaler

Vejret er klaret op, så vi nyder Isfjordens munding med et væld af isbjerge i kunstneriske formationer. Smukkere bådtur findes ikke. Selv om luften er kold, og farten gør den endnu koldere, opholder jeg mig mest på dækket for at få den her oplevelse indlejret i kroppen og hukommelsen. Båden overhaler et tomastet sejlskib for motor og en rød fiskerkutter, men antallet af isbjerge er utælleligt. Der findes fem slags isbjerge: de hvide unge med meget luft, de blå ældre med mindre luft, de sorte uden luft, der gennemsigtige tager farve af det mørke hav, isflager skabt af frossent saltvand og beskidt is, der er isbjerge med sand og jordtypen silt. Isbjergene driver mod syd, og de største kan have en levetid på op til tre-fire år, før de er smeltet.

Båden glider ind mellem to hvide kæmper med turkist skær. »Der er hvaler,« siger skipper og får alle til at kigge ud over bådens stævn. Han sejler over mod stedet og sagtner farten. Flere vandsøjler står op af havet, og ryggen af en hval viser sig; den boltrer sig i vandoverfladen. Stemningen er høj og kameraerne klar, da hvalen slår med halen og forsvinder i dybet. Halens hvide aftegning fortæller, at det var en pukkelhval.

At bo i bygden

Kort efter kan vi se de 15 nye hytter i den nordlige ende af Ilimanaq, hvor vi skal overnatte og indsnuse stemningen i bygden, der har 51 indbyggere. Båden anløber havnen, hvor to af Grønlands ældste huse og tidligere købmandsbygninger fra 1751 er istandsat og malet sorte. Det forreste hus udgør en restaurant med terrasse og udsigt til isbjergene; det andet er reception med foredragssal på loftet. Vi bliver budt velkommen og får udleveret nøgler til hytterne af to lokale.

En sti fører forbi bygdens farvede huse, hvor slædehunde står tøjret og venter på sne, så de igen kan komme på arbejde. Slædehunde er 60 pct. ulv og er transportdyr og ikke noget kæledyr, så kun hvalpe indtil seks måneder må løbe løs. Hytterne ligger for enden af stien, har vinduesfacade i hele gavlen, er indrettet med sælskindsstole og moskusokseskind og er i grå, brune og beige farver og helt i pagt med naturen. Fra hytterne er der udsigt over Diskobugten med isbjerge og gode chancer for at se hvaler. Lyden af havets leg med stenene er meditativ sammen med udsigten over Diskobugten. Her er en helt ukendt ro, indtil et brag lyder fra havet: Endnu et isbjerg er født, kælvet af gletsjeren eller et stort isbjerg.

Aftensmaden indtager vi i restauranten, hvor køkkenets vision er ’Smag Grønland’. Aftenens menu er kammusling med sprødfriterede gulerodsstrimler, mørstegt moskusokse med rødbede og selleri afsluttet med en ølkage med blåbærsuppe og marengsflager, der minder om isbjerge.

Godt mætte af både mad og indtryk går vi tilbage til hytterne, der er uden gardiner, men udstyret med sorte sovebriller til de lyse sommernætter. Hytterne har åbent fra 1. juni til midten af september. Det kan anbefales at bo her to nætter og fornemme bygdlivet med rundvisning, fjeldvandring eller kaffemik. Og husk at sidde og skue ud over Diskobugtens isbjerge – hvem ved, måske ser du en hval?

Rejseliv var inviteret af Visit Greenland.