Claus Hjort Frederiksen: Russerne er mestre i at forvride virkeligheden – cyberspace er den ny kampplads

At Ruslands aggressive cyberangreb dybest set handler om at underminere sammenhængskraften i de vestlige samfund og deres partnere, så splid og allerhelst splitte NATO og EU, står for mig klart efter weekendens sikkerhedskonference i München. Russerne er mestre i at forvride virkeligheden.

En af de mest barokke episoder på konferencen kom, da USAs nationale sikkerhedsrådgiver, McMaster, fik et spørgsmål fra en russisk ekspert. Om det dog ikke var på tide at genstarte dialogen om cyber med henvisning til tal, der angiveligt viser, at en meget stor del af cyberangrebene på Rusland kommer fra USA, mens kun få angreb i USA har deres ophav i Rusland?

»Jeg er overrasket over, hvordan der overhovedet kan være en russisk cybersikkerhedsekspert til stede, når I nu har så travlt med at angribe os,« lød svaret fra McMaster.

Det var jo sjovt sagt. Men på en dybt alvorlig baggrund, så svaret faldt da også med denne vigtige tilføjelse: »Vi vil gerne i cyberdialog med Rusland, når I mener det reelt. Indtil da vil vi afsløre jeres cyberangreb. I prøver at splitte os, og I støtter de kræfter, der ønsker at splitte.«

Når jeg citerer ordvekslingen så fyldigt, er det for at understrege, hvor alvorligt den amerikanske administration tager den russiske trussel. Også når det gælder russiske forsøg på at undergrave vores demokratier gennem påvirkningskampagner i cyberspace.

Jeg har valgt samme tilgang: At det skal siges højt, når Rusland og andre stater eller aktører gennemfører skadelige cyberangreb eller fake news. På baggrund af solide efterretninger kom Storbritannien i sidste uge med en melding om statsstyrede russiske cyberangreb på Ukraine, den såkaldte NotPetya, der ramte store dele af Ukraines digitale infrastruktur og spredte sig til en mængde virksomheder. Danmark har bekræftet, at vi også har efterretninger, der peger på samme konklusion.

Det nye i udviklingen er arten af cyberaktiviteterne, hvor russerne løfter det til et hidtil uset niveau. Heri indgår sociale medier og metoder, der tilsammen handler om at skabe mistillid til vores institutioner og undergrave vores demokratier.

Sagt kort er russerne i fuld gang, og i konsekvens heraf er NATO og EU i gang med forskellige typer modsvar. NATOs domæne omfatter nu både aktiviteter til lands, til vands og i luften samt i cyberspace. Tillige er der oprettet en række cybercentre rundt omkring. Heraf støtter Danmark fremover centre i Estland og Finland.

Med forsvarsforliget er vi tillige blevet enige om et stort løft af cyberområdet. Her indgår en større cyberpulje, som vi udmønter, efterhånden som vi bliver klogere på, hvordan vi imødegår cybertrusler i bredeste forstand. Samtidig har regeringen en cyberstrategi på vej for andre sektorer i samfund og stat.

Et hurtigt modsvar

Mine samtaler med kolleger i NATO-kredsen, og nære naboer som Sverige, viser tydeligt, at vi alle opruster og tager vores forholdsregler. Dette gælder selvsagt særligt militært, fordi Rusland opruster, og vi skal have et troværdigt, hurtigt modsvar.

Naturligvis sker det også med terrortruslen som bagtæppe. Radikal islamistisk terror som IS bekæmper vi i det fjerne, men desværre er det også spredt til det nære. London, Nice, Berlin, Stockholm. Vi har her en kæmpe opgave samtidig med, at vi skal holde illegale migrantstrømme fra Europa. Det var tydeligt i debatter på München-konferencen, at tingene ser anderledes ud i især Sydeuropa, hvor den dimension kan lægges oveni terroren, idet der stadig kæmpes for at få styr på de ydre grænser.

En konference som den i München har både officielle og helt uofficielle debatter. En netværkskomsammen for politikere, sikkerhedspolitiske eksperter og aktører, hvor man kan opleve mange af dem vi ellers mest ser på TV – her optræder de som både talere og debattører.

Særlig markant i München er den amerikanske tilstedeværelse. Både forsvarsminister John Mattis, sikkerhedspolitiske tænkere og militærfolk er med. Ligesom republikanske og demokratiske senatorer og kongresmedlemmer deltog. Fra den foregående administration, tidligere vicepræsident Joe Biden og fhv. udenrigsminister John Kerry. Det viser, at det transatlantiske engagement er ægte tværpolitisk. Og lige så tydeligt er det, at amerikanerne har skruet op for bevillingerne til Europas forsvar og sender troppeforstærkninger.

Oprustning påkrævet

Netop Europas eget ansvar for at sikre fred og frihed på kontinentet var et tema i år. Faktisk var åbningen i år to taler af min tyske og franske kollega, hvor 2017-konferencen blev åbnet af USAs vicepræsident og forsvarsminister.

Sidste år fik vi genbekræftet den amerikanske sikkerhedsgaranti. Mine kollegers indlæg i år var derimod aktualiseret af den helt rimelige betragtning, at også andre end amerikanske skatteydere skal betale for Europas sikkerhed. Sådan har det faktisk lydt i årevis, men med præsident Trump er det kommet endnu højere på dagsordenen.

Når vi alle opruster, er det fordi den internationale situation kræver det. Og fordi vi lovede det tilbage i 2014 i Obamas embedsperiode ovenpå Ruslands annektering af Krim og konflikten i det østlige Ukraine. Danmark øger på den baggrund forsvarsbevillingerne med 20 procent over de næste seks år.

På en måde er de fransk-tyske tanker om en mere forpligtende europæisk tilgang i familie med den erkendelse, Berlingskes læsere måske husker som et af de borgerligt-liberale slagord fra Den Kolde Krigs sidste år: Ingen fred uden frihed.

Dengang var det præsident Ronald Reagans mantra, at vi skulle forhandle og søge dialog ud fra en styrkeposition. Hvis Europa skal løfte et større ansvar, kræver det vilje til troværdig afskrækkelse. Den del handler om flere penge til kollektiv sikkerhed i form af, at vi hurtigt kan reagere i tilfælde af krise og krig.

Jeg synes, at det er fint med den vilje til at tage ansvar fra europæisk side, men vi skal undgå at skabe nye bureaukratiske strukturer ved at kopiere, hvad vi allerede har i NATO.

Jeg er således tilfreds med, at der ikke opbygges unødigt bureaukrati, men er fundet over 70 praktiske områder, hvor EU og NATO kan arbejde bedre sammen.

Bekymret optimist

Et af dem er militær mobilitet på tværs af grænserne, som i dag er nemmere for grønne personbiler end forsvarets grønne køretøjer. Og et andet er, at det giver god mening for samarbejde landene imellem om forskning og udvikling inden for militært udstyr. Der er også andre mere bløde områder, hvor EU kan supplere NATO, og det giver mening at kunne både den bløde og hårde magt.

Hvor vi er fuldt og helt med i NATO, vil den danske tilgang til EU-delen selvsagt være i respekt for forsvarsforbeholdet. Her er pointen, at vi ikke hindrer de andre i at gå videre. Den britiske premierminister Mays tale gav også en tydelig indikation af, at vores nære britiske venner på ingen måde trækker sig ud af kontinentet med Brexit. Storbritannien ønsker at bidrage til, at den europæiske sikkerhedsarkitektur både fastholdes og udbygges!

Selvom jeg rejste hjem fra München med bekymring over cyberudfordringerne, er bundlinjen, at jeg er optimist. Fordi vi både i Europa og USA investerer mere i den kollektive sikkerhed, som skal afskrække enhver modstander fra at prøve på noget. Og fordi vi siger højt, hvad Rusland har gang i, så borgerne ved, hvad der sker.

Ud fra et sådant styrket udgangspunkt står vi også stærkere som vestlig alliance i forhold til den dialog, der også skal til for at undgå misforståelser, så vi forhåbentlig på et tidspunkt igen kan få en bedre relation.

Claus Hjort Frederiksen er forsvarsminister (V). Claus Hjort Frederiksen taler om den sikkerhedspolitiske konference i München ved et læsermøde på Berlingske onsdag 21. februar kl. 09. Læs mere på www.shop.b.dk/business.