Vladimir Putin stiller ikke op til direkte debat med sine politiske modstandere, og sådan har det været i årevis.

Når der er valgkamp i Rusland, samler det regerende parti i stedet sine tilhængere til lukkede møder. Så holder Putin en tale, der transmitteres af de regeringskontrollerede TV-kanaler. Til slut svarer præsidenten på et par udvalgte spørgsmål, og det er det.

Direkte debatter, hvor velforberedte modstandere kan konfrontere præsidentens udsagn og afkræve ham svar, er for længst blevet fravalgt som en unødvendigt risikabel affære for Putin, der har siddet på magten i Rusland i 18 år.

»Den russiske økonomi er i et opsving, og den udvikling bare fortsætter,« beroligede Vladimir Putin forleden sine landsmænd under et møde med udvalgte arbejdere på en togvognsfabrik i den russiske by Tver.

Med den opskrift plejer præsidenten sit image som landsfader, og han undgår samtidig at blotte svage sider i fuld offentlighed. Problemerne forsvinder dog ikke af den grund, og uden for TV-skærmen møder Putin kritik for at løbe i skjul og trække vindebroen op, så snart ansvaret for tidligere beslutninger skal placeres.

For trods Putin optimistiske udlægning på fabrikken i Tver, så er det netop den sløje økonomi, der leverer den tungeste ammunition til hans kritikere forud for valget 18. marts.

Årsagen kan man læse sort på hvidt i landets officielle statistikker. Antallet af russere, der lever i fattigdom, er de seneste fem år skudt i vejret fra 15 millioner til 21 millioner, og realindkomsten har været uafbrudt faldende siden 2015.

Det står i skarp kontrast til de fede år med høje oliepriser under Putin i 00erne. Dengang oprettede Rusland – efter norsk forbillede – en oliefond, der skulle komme fremtidige generationer til gode. For tre år siden bugnede den størtste russiske oliefond med et indestående på 86 mia. dollar.

Det var derfor et symbolsk vendepunkt af de store, da Ruslands regering kort efter nytår meddelte, at russerne ikke længere skal regne med nationens største statslige oliefond.

Den er nemlig gabende tom, efter at de sidste rubler i december blev brugt til at lukke et hul i statsbudgettet.

Pengene brugt til at fylde i budgethuller

Den nyhed åbnede en harsk debat blandt russiske politikere og økonomer. Nogle sammenlignede straks Ruslands tomme oliefond med situationen hos den langt mindre olieeksportør Norge. I Norge nåede den tilsvarende fond i september 2017 – trods de relativt beskedne oliepriser – 1.000 milliarder dollar.

»Hvorfor er Putin bange for debatter?« spurgte den politiske kommentator Matvej Ganopolskij på radiokanalen Ekho Moskvy.

»Fordi enhver kan spørge ham: Putin, hvorfor har Norge 1.000 milliarder?« svarede han selv.

Helt så simpelt er det naturligvis ikke. Det er vanskeligt at sammenligne en lille nordisk velfærdsstat med den nedslidte og stormombruste stormagt Rusland, der så sent som i 1998 var tæt på en statsbankerot. Rusland har i øvrigt også en ekstra – om end langt mindre – oliepensionsfond, som nu efter planen skal dække næste års budgetunderskud.

Men helt forkert er sammenligningen heller ikke. Ruslands olieproduktion er fem gange større end Norges, og den russiske olie er tilmed langt billigere at udvinde, fordi den findes på land og ikke under havet. Derfor kunne og skulle Rusland spare op til fremtiden, mente den tidligere finansminister Aleksej Kudrin. Det var ham, der i 2004 trak den gigantiske sparegris ind i Finansministeriet i Moskva.

Men sådan er det ikke gået. De seneste år er broderparten af pengene blevet fyldt i hullerne i regeringens budgetter, mens den anden del er gået til vinter-OL, kreditter til sanktionsramte statslige virksomheder og arktiske gasterminaler. Kun en lille del er indtil videre gået til de fremtidige russiske pensionister.

Det har fået Ruslands mest kendte oppositionspolitiker, Aleksej Navalnyj, til at beskylde Kreml for at bortsvindle det meste af en generations opsparing.

»Vores land havde en historisk chance. Men vi byttede den chance for muligheden for at gøre Putins rige venner – og Putin selv – endnu rigere,« tordnede Navalnyj, som myndighederne har udelukket fra at stille op til præsidentvalget.

Jokeren i russisk politik

Mere bemærkelsesværdig er det, at også en række Putin-loyale topfolk har slået alarm.

Der er intet nyt i, at Ruslands økonomiske politik forvandles i takt med olieprisen. I tider med lave oliepriser har skiftende regeringschefer taget hul på hårde reformer, mens perioder med høje oliepriser har været præget af en militant udenrigspolitik.

Men de seneste tre år er reglen nærmere vendt på hovedet. Rusland har været involveret i kostbare militæroperationer i Ukraine og Syrien, selv om oliepriserne har skrabet bunden. Vestlige sanktioner efter annekteringen af Krim-halvøen har også gjort deres for at tømme reserverne.

På en konference i denne uge advarede topchefen for Ruslands største bank, German Gref, om, at Rusland ikke både kan være i konflikt med halvdelen af verden samtidig sikre velfærd derhjemme.

»Der er altid chancer, men de er meget små. Skal regeringen gøre noget? Selvfølgelig. Først og fremmest forbedre den geopolitiske situation,« sagde Gref om den udenrigspolitiske knibe.

Men olien forbliver jokeren i russisk politik. En særdeles veltimet nyhed for Putins valgkamp er således, at prisen på det sorte guld er begyndt at stige de seneste uger. Det har allerede fået flere banker til at udskifte de mest dystre prognoser for landets husholdning med moderat positive.

Kreml kan kun håbe, at det varer ved. Der er nemlig ingen reserver at stå imod med, hvis nye sanktioner eller en ny økonomisk krise rammer, skriver den russiske økonom Natalja Miltjakova i avisen Moskovskij Komsomolets.

Og uanset hvad har Vladimir Putin ikke tænkt sig at blive krydsforhørt om den sag, bare fordi han vil være præsident i endnu seks år. I stedet for Putin ventes Kreml at sende særlige talsmænd til at deltage i TV-debatterne i præsidentens sted.

Det sker ud fra logikken om, at valgkampsdebatter »ikke er en tsar værdig«, siger den politiske kommentator Aleksandr Ivakhnik til avisen RBK.

I stedet planlægger præsidenten ifølge avisen flere besøg på russiske fabrikker forud for valget.