Det er noget vrøvl - at den seksuelle løssluppenhed begyndte i 1960erne. Løssluppenheden var der altid, men den var bare ensidig: Det var mændene og især magtmændene, som i deres lange frokostpauser og ved deres aftenmøder forførte kvinder og mænd fra socialgruppe fem og slap afsted med det.

Og sådan var det.

Christine Keeler døde tirsdag, 75 år gammel, men hun nåede i sit turbulente liv at forandre alt det. Hun skabte ufrivilligt den moderne politiske sexskandale, hun indledte den seksuelle ligestilling og flyttede magtforholdet i soveværelset, og der går en rød tråd fra Keeler og til #metoo i dag.

Penis

For før Christine Keeler var status arkaisk - som én mand illustrerer:

John Profumo havde få faglige kvaliteter, og i et ligeværdigt samfund ville han være blevet til en skikkelig funktionær med to lag i madpakken og en flødekage om søndagen. Men Profumo tilhørte den britiske overklasse, han var søn af en baron, og derfor kunne alle andre drenge og piger være nok så kloge, men det var John Profumo, som kom på elitekostskolen Harrow og på Oxford University.

Det var også ham, der skønt politisk visionsløs blev konservativt parlamentsmedlem  i 1940, og han sørgede for i politik at følge rådet til enhver middelmådig sceneskuespiller - »husk dine replikker og lad være med at støde ind i møblerne«. I 1957 fik han sin første ministerpost, og i 1960 blev han krigsminister.

Profumo var en mand af sin tid. Han var gift, men havde samtidigt elskerinder galore, og han behandlede dem som papiret i den føromtalte madpakke. I bogen »An English Affair« beskriver historikeren Richard Davenport-Hines ifølge London Review of Books, hvordan Profumos kone ønskede, at han bare ville være mere diskret. Hun klagede over den måde, som han fik sine bukser skræddersyet på: »Der må være en måde, som du kan skjule din penis på....«

Artiklen fortsætter under billedet:

Spion

John Profumo var tiden før Christine Keeler - og det var gode tider, hvis du var mand, hvid og tilhørte klubsettet med stamtræ og arvet sølvbestik.

Christine Keeler var det stik modsatte. Hun var fra den yderste fattigdom, hun boede med sin mor og stedfar i en hytte uden rindende vand og i en landsby, hun led af fejlernæring, og som 15-årig forlod hun skolen og begyndte at tjene penge som babysitter. Hun fandt ud af, at fædrene havde et godt øje til hende, som Davenport-Hines skriver. De »kyssede, begramsede og krammede hende, og det var helt normalt«.

I 1959 befandt Christine Keeler som topløs danser og prostitueret i London, og krigsminister John Profumo var en af hendes stamkunder, og det samme var en sovjetisk flådeattaché, som formentlig var spion. Begge kundeforhold kunne være skrevet i glemmebogen, men i 1962 skød en forsmået elsker mod Keeler, og politiet blev indblandet. De borede i hendes fortid, og de fandt ud af, at hun havde haft et synkront forhold til krigsministeren og en sovjetisk spion, og oppositionspartiet Labour tog sagen op. Nu var det ikke længere sprød hverdag i Bentley-klassen, nu handlede det om politik, om kommunister og national sikkerhed - og skandalen blev offentlig, som det fremgår af »An English Affair.«.

Krigsminister Profumo blev indkaldt til en høring i Parlamentet. Han benægtede først forholdet, men gik til sidst til bekendelse og trådte i juni 1963 tilbage både som minister og som parlamentsmedlem.

Pillen

Og de nye tider begyndte.

Christine Keeler optrådte kort efter på et legendarisk foto - hun sad nøgen og omvendt på en Arne Jacobsen Model 3107 stol - og hun sad kækt og med et frit og uanfægtet udtryk. Og hvorfor ikke? Hun var ufrivilligt blevet hvirvlet ind i et politisk drama, et storpolitisk drama, og hvor hun tidligere sikkert ville have fået skylden og være blevet sendt på rekonvalescens langt, langt væk - så vandt hun nu i al offentlighed.

Labour førte sagen ind i politik og brugte den mod den konservative regering. Medierne skrev om det hele og kritiserede de konservative, Profumo trådte tilbage, og premierminister Harold MacMillan - en trist mand fra en svunden æra - trådte også tilbage. Året efter simrede Profumo-sagen i valgkampen, og de konservative tabte med et brag, og der var en følelse af afslutningen på en epoke.

Sex blev opfundet i 1963, som Philip Larkin senere digtede, og selvfølgelig gjorde sex ikke det, for selv i Storbritannien havde sex altid været der. Men der skete noget med sex i de år. De store generationer blev kønsmodne, p-pillen blev opfundet, og kvinderne kunne i princippet selv styre deres graviditet. Og Keeler-sagen demonstrerede, at magtforholdet var forskubbet.

Det betød ikke, at magtmænd ikke fortsat kunne klamme sig frem - John F. Kennedy var på det tidspunkt præsident i USA og havde ifølge Daily Beast mindst en halv snes affærer, som de amerikanske medier tiede om. Men Keeler demonstrerede, at magtmænd ikke længere »per default« kunne regne med, at våbenskjold og old-boys-network beskyttede dem, ikke engang over for en ung kvinde fra ingenting. Og derfra går der en lige linje til Harvey Weinstein og #metoo-kampagnen, som måske én gang for alle gør det seksuelle magtforhold ligeværdigt.

Christine Keeler nåede ikke at se afslutningen på den udvikling, som hun satte i gang, og det er også uvist, om hun var interesseret i det. For hun var en historisk aktør, ikke en aktivist. Hendes senere liv formede sig ifølge Guardian som en rutsjebanetur med pludselige penge, flere ægteskaber og berømmelse, derefter pengemangel og forglemmelse, og hun endte, som hun begyndte - alene.