Da jeg kom tilbage fra efterårsferie og en ustabil græsk internetforbindelse, blev jeg blæst omkuld af både den kolde vind og #MeToo-kampagnen.
Den ene fæle opdatering efter den anden om seksuelt krænkende adfærd tonede frem på min skærm i kølvandet på den amerikanske filmproducent Harvey Weinsteins selvbestaltede, groteske all-you-can-eat-buffet af kvinder.
Mens jeg læste både kendte og ukendte kvinders ord, kom jeg i tanke om John Gray.
Den amerikanske selvhjælpsguru, der i løbet af 90erne huserede med det millionsælgende budskab om, at mænd er fra Mars, og kvinder er fra Venus.
Hans tese var, at de fleste tosomhedsproblemer udspringer af, at vi ikke forstår, at mænd og kvinder hver især er skabt på en helt bestemt måde.
Vi fatter simpelthen ikke, at virkeligheden ser vidt forskellig ud afhængigt af, om du er en mand eller en kvinde.
Et budskab om skarptslebne kønsstereotyper, der altid har givet mislyd i ligestillingsland.
Jeg tænkte på John Gray, fordi banaliteternes mester måske alligevel har ret. I hvert fald med hensyn til, at mænd og kvinder lever på hver deres planet.
#MeToo-kampagnen har på sørgelig vis blotlagt, at der er milevidt imellem os, når det gælder reaktionen på de tusindvis af historier om seksuelle krænkelser og overgreb.
Nogle kvinder anklager tåbeligt alle mænd for at være potentielle krænkere, mens nogle mænd lige så tåbeligt anklager alle kvinder for at være hystader, der hverken kan tåle komplimenter eller flirt.
Kvindernes virkelighed ser sådan her ud: De fleste født i femininum har en #MeToo-historie eller kender kvinder tæt på, der har.
Jeg er gået fri af grænseløse mænd (hvorfor ved jeg egentlig ikke), men blandt mine kvindelige bekendte kan jeg tælle to, der er blevet voldtaget.
Derudover:
Èn, der i bussen oplevede, at en fremmed mand stak sine fingre op i hendes underliv. Én, der af sin arbejdsgiver blev tilbudt alt, hvad hun pegede på, hvis hun gik i seng med ham, og én, der flere gange har fået et solidt klask i numsen af mænd ude i byen med bortforklaringen om, at hun jo har »en fantastisk god røv«.
Flere, der kan genkende sig følelsen fra de spæde teenageår, hvor mænd på alder med deres far uden blusel kommenterede, at brysterne godt nok var ved at vokse sig rigtigt store.
Det lyder voldsomt, når det står sådan sort på hvidt. Dog ingenlunde usædvanligt – og gid mændene dog kunne forstå det.
På det maskuline terræn er man omvendt ét stort spørgsmålstegn.
Som en Facebook-ven udbrød: »Jeg har det som så mange andre mænd mærkeligt med #MeToo kampagnen.«
Det er underligt uvirkeligt med alle de historier om krænkelser.
Hvem er de grove mandfolk, som gør det her? Hvem er det, der behandler kvinder sådan? Hvor kommer de fra?
Det kan da i hvert fald ikke være nogen af de mænd, jeg kender, lyder det.
Spørg en mand, og mange vil svare, at de aldrig har hørt mandlige venner bekende, at de har udnyttet en lidt for fuld pige eller er gået ti skridt videre med ledertitlen for at få sex ud af hende den lækre fra receptionen.
#MeToo-historierne er for mange mænds vedkommende totalt ukendt stof.
Sker det her virkelig?
Jeg har også hørt mænd blive vrede over hashtag-kampagnen. Det er jo for fanden ikke alle mænd, der er sådan – og gid kvinderne dog kunne forstå det.
Et af kapitlerne i Grays bog hed »Mænd går til deres huler og kvinder taler«. Bare vi kunne modbevise underteksten i den titel.
I stedet sidder vi stadig ubehjælpsomt fast.
Mændene på Mars og kvinderne på Venus.