LONDON: Man skal kunne nyde slagsmål og kampen, hvis man vil være succesrig politiker.
Det ved en konservativ, britisk premierminister så godt som nogen, men David Cameron prøver stadig af al magt at udsætte det store interne partiopgør om Storbritanniens kommende EU-afstemning. Opgøret kommer. Det er ingen i tvivl om, og EU-skeptikerne har hvæsset argumenterne for at trodse Camerons opfordring til tålmodighed og i stedet indlede slaget for alvor under det konservative årsmøde, der åbner i dag i Manchester.
»De af os, der mener, at Storbritannien vil have bedre fremtidsudsigter, hvis briterne stemte for at forlade i stedet for at forblive i et ureformeret EU må nu begynde med at opbygge kampagnen, så vi har en chance for at vinde afstemningen,« lød det i en aviskommentar fra Margaret Thatchers tidligere finansminister Nigel Lawson, da han for nogle dage siden præsenterede sig selv som leder af den officielle gruppe for konservative EU-modstandere, »Conservatives for Britain«.
Lawson argumenterer for, at Camerons velmente forsøg på gennemgribende reformer i EU er dømt til at fejle, og at han i sidste ende kun vil kunne præsentere en papirtynd reformpakke, hvorefter »Brexit«, som en britisk EU-udmeldelse er blevet døbt, vil være at foretrække.
Premierministeren har effektivt holdt sig uden for EU-debat op til årsmødet ved at tage på officielt besøg i Caribien – hvor han så i øvrigt måtte afværge krav om kompensation for den britiske slaveri-fortid. Alle er enige om, at den fastlagte EU-afstemning »inden udgangen af 2017« er det helt centrale emne for den konservative regering, men Cameron og den konservative ledelse har ikke EU-forhandlingerne på årsmødets dagsorden. Til gengæld har partifæller bebudet flere end 20 uofficielle møder og debatter omkring Storbritanniens rolle i forhold til EU.
Skalkeskjul for lynafstemning
Tænketanken Open Europe offentliggjorde tidligere på ugen en analyse af konservative politikeres offentlige EU-udtalelser og vurderede på den baggrund, at 22 konservative parlamentsmedlemmer er »fast besluttede« på at stemme nej til fortsat britisk EU-medlemskab, mens 47 »hælder imod« et nej. På ja-siden har tænketanken fundet henholdsvis 14 og 44, mens 203 konservative medlemmer af Underhuset ikke offentligt har signaleret en klar holdning. I Camerons regering bliver fem ministre vurderet til at »hælde imod« nej.
Cameron har sammen med et lille forhandlingshold holdt kortene tæt til kroppen. Fra de lukkede møder med øvrige EU-landes regeringer siver en frustration over ikke at få præsenteret klare reform-ønsker at tage stilling til, og de efterfølgende pressemøder bliver holdt i generelle vendinger, hvis de ikke i stedet mere handler om Syrien som for nylig i Spanien og Portugal.
Den britiske europaminister, David Lidington, har tidligere over for Berlingske forsvaret forhandlingsstrategien med, at det »ikke vil være fornuftigt« at præsentere britiske krav »på forhånd og på skrift«. Sideløbende har Cameron bedt konservative EU-skeptikere om at vente med at åbne debatten, indtil de kender hans forhandlingsresultat. Men nu ser både lord Lawson of Blaby og andre konservative i stigende grad hemmelighedskræmmeriet som et skalkeskjul.
»Storbritannien har brug for reelle forhandlinger baseret på en sammenhængende vision for, hvad landet har brug for, ikke hvad Europa er villig til at give. Hvis Cameron ikke er parat til at præsentere den på sin partikongres, vil der ikke være megen tillid til, at den findes,« lyder konklusionen i en leder i The Times.
Tesen er, at premierministeren i fællesskab med finansminister George Osborne og andre tilhængere af EU-medlemskab forbereder en afstemning med kort varsel, hvor man med støtte fra fagforeninger og erhvervslivet vil skræmme utilfredse vælgere med dystre spådomme om konsekvenserne ved en britisk udmeldelse af EU.
Med et ulmende, ubehageligt og potentielt partiskadeligt EU-opgør vil alle deltagere i kongressen i Manchester til gengæld kunne finde fælles glæde ved tanken om, at Labours nyvalgte leder, Jeremy Corbyn, i flere popularitetsmålinger klarer sig dårligere end nogen anden oppositionsleder, siden man begyndte at »måle« politikernes popularitet. På den anden side vil der uden reelle trusler til venstre måske ikke rigtigt være nogen grund for konservative partimedlemmer til ikke at fortsætte slagsmålene og kampene indbyrdes.