Fløjkrigen i Det Republikanske Parti buldrer løs som aldrig før under Donald Trumps første ni måneder som præsident, og intet peger på, at den vil løje af foreløbigt.

Med en exceptionel skarp og over et kvarter lang tale i Senatet udfordrede den republikanske senator Jeff Flake tirsdag aften dansk tid såvel præsidenten som ledelsen af Det Republikanske Parti.

Efter at have annonceret, at han ikke søger genvalg ved midtvejsvalget i 2018, lancerede Jeff Flake den til dato hårdeste kritik mod Trump, som han ifølge amerikanske medier anklagede for at optræde »hensynsløs, uhyrligt og uværdigt«.

Jeff Flake konstaterede, at han »ikke længere ville være medskyldig eller stille« i forhold til »undergravningen af vores demokratiske idealer« og »de personlige angreb, truslerne mod principperne, frihedsrettighederne og institutionerne og den åbenlyse disrespekt for sandhed og anstændighed«.

Flake påpegede tillige, at præsidentens opførsel »ikke er normal«, men derimod »farlig for demokratiet«.

I en direkte opfordring til sine partifæller og den republikanske ledelse, sagde han, at det er tid til, at »vores medskyldighed og given plads til det uacceptable må stoppe«.

»Politik kan gøre os tavse, når vi burde tale, og tavshed kan være det samme som medskyldighed,« sagde han.

Hvis Jeff Flake stod isoleret med sine bekymringer internt i Det Republikanske Parti, kunne det være det samme.

Men bandbullen kom samme dag, hvor den republikanske formand for Senatets Udenrigsudvalg, Bob Corker, på ny var i åben strid med Donald Trump. Og efter en uge hvor både John McCain, Republikanernes formand for Senatets forsvarsudvalg, og den tidligere republikanske præsident George W. Bush har været ude med riven efter Trump.

McCain kritiserede i en tale den »uigennemtænkte, uægte nationalisme«, som han ser vinde frem og kaldte den »upatriotisk«.

Bush talte om en spirende og »forvrænget« nationalisme, og at politik i dag synes »mere sårbar over for konspirationsteorier« og styrket af »fordomme«. Ingen af dem nævnte Trump med navn, men ingen var i tvivl om, at præsidenten og hans linje og opførsel var emnet.

De mange fremtrædende republikaneres kritik kommer samtidig med, at Trumps tidligere chefstrateg i Det Hvide Hus, Stephen Bannon, har erklæret »krigssæson« mod det republikanske partis establishment, som han ikke mener arbejder målrettet nok for Trumps »Amerika Først«-strategi.

Derfor arbejder han for at få dem presset ud af kongressen og erstattet af andre, der er mere nationaløkonomiske, ved midtvejsvalget i 2018.

Et klart mål for Bannon er at få valgt en række nye republikanske senatorer, der vil vælte den nuværende republikanske majoritetsleder i Senatet, Mitch McConnell.

Efter Bushs tale lancerede Bannon desuden en lammende kritik af Bush, som han anklagede for at have stået for det mest »destruktive« præsidentskab i USA's historie.

Men fløjkrigen blev altså løftet til et nyt niveau tirsdag.

Før Jeff Flakes flammetale mod Trump var det Bob Corker, der tirsdag morgen i flere TV-interviews sagde, at Donald Trump skulle »overlade det til de professionelle« at forhandle skattereform, da Trump »havde det meget svært med sandheden«.

På Twitter refererede Bob Corker til Det Hvide Hus som en »børnehave for voksne«, og som Wall Street Journal ganske rigtigt påpeger, så var dette anden gang på en måned.

Direkte adspurgt sagde Corker også, at han ikke vil støtte Trump igen som præsident.

»Under ingen omstændigheder. Han har bevist, at han er ude af stand til at vokse med opgaven.«

Trump gik til modangreb på Twitter, hvor han kaldte Bob Corker for en »letvægter«, der ikke engang ville være i stand til at blive »valgt til hundefanger«.        

Ifølge Wall Street Journal sagde Trump, at Bob Corker havde hjulpet tidligere præsident Barack Obama til at »give os den dårlige Iranaftale« og beskrev ham i øvrigt som modstander af skattelettelser.

Om Flakes annoncering af ikke at genopstille næste år, konstaterede Det Hvide Hus´ pressesekretær, Sarah Huckabee Sanders, tirsdag tørt, at det var en klog beslutning, fordi opbakningen til ham alligevel smuldrede.

Det vil tiden så vise.

Fløjkrigen vil kun intensiveres op mod næste års midtvejsvalg mellem traditionelle konservative og mere nationaløkonomiske.

I Arizona, hvor Jeff Flake var valgt, har både Trump og Bannon støttet Kelli Ward som Republikanernes kandidat op til midtvejsvalget i 2018.

Men allierede til majoritetsleder Mitch McConnell gjorde det tirsdag klart, at hun vil få konkurrence.

Steven Law, præsident for Senatets Ledelses Fond, sagde ifølge Wall Street Journal tirsdag, at Stephen Bannons »håndplukkede kandidat, konspirationsteoretikeren Kelli Ward« med sikkerhed vil blive udfordret af en anden kandidat.

Du kan læse hele Jeff Flakes tale her.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

KILDER: Wall Street Journal, National Review, Fox News, Washington Post, CNN, New York Times, Twitter, Atlantic, CNN, Berlingske.