Forleden blev det sidste afsnit af »Girls« vist på HBO. Efter seks sæsoner er det endegyldigt farvel til ulidelige Hannah og hendes lige så ulidelige veninder.

Netop dét, det ulidelige, har givet »Girls« et realistisk og meget menneskeligt præg, ligesom de mange nøgen- og sexscener, der ligger tættere på virkeligheden en tirsdag aften end på Hollywoods blødt belyste lagenklicheer.

»Girls« er med rette blevet rost for sit opgør med stereotyper og for i samme bevægelse at frigøre de piger, der ser den. Det her er normalt, pointerer den igen og igen, ikke det du ser i »Sex and the City«.

Men én karakter er anderledes. En mand, vel at mærke. Elijah er Hannahs sambo og bøsse for fuld udblæsning. Løse håndled, perfekt groomet, aparte tøj, affekteret stemmeføring, tosset med musicals og desuden dén, der har tilladelse til at sige sandheden til Hannah og veninderne. Til at sige alt det, ingen andre tør sige, og altså give den som en moderne udgave af hofnarren.

Det er Elijahs rolle i »Girls«. At være den skæve, åbenmundede, ærlige stemme. Og det ville jo være morsomt, hvis ikke det var en så udbredt stereotyp. Sådan er bøsser jo i fiktion. Vel er der undtagelser, men er der én måde, homoseksuelle mænd typisk portrætteres på, så er det som Elijah. Excentriske, brutalt ærlige efter årene i skabet.

Det gælder også i »Skam«, der i tredje sæson handlede om Isak, der var ved at finde sin identitet som homoseksuel. Men bøssen, der gennemskuer ham, Esben, er også aparte, er også pigernes sandhedssiger og glad for boligindretning.

Det undrer mig, at de her bøssetyper er så udbredte i ny fiktion, og at vi ikke er nået dertil, hvor en bøsse ikke betyder noget. Som det er i dag, er en karakter bøsse af en grund. Hans seksualitet har en særlig dramaturgisk funktion i historien.

Sådan er det jo ikke, når det gælder heteroseksualitet. Er en mand til kvinder eller en kvinde til mænd, er det ikke en faktor. Men bøsser er derimod stadig en slags props, altså genstande, der benyttes til at drive handlingen videre. Ser man en pistol i en film, ved man, at den bliver fyret af senere. Ser man en bøsse, ved man også, at han skal bruges til noget i kraft af sin seksualitet.

Rollen kan sammenlignes med indvandrernes. Er der en mørk fyr eller pige med i en film eller serie, er det som dét. Som indvandrere. Der gik i øvrigt lang tid, før de overhovedet dukkede op i fiktionen. Nu er de her, men er sjældent frigjort fra stereotyperne. Som bøsserne. Det tænkte jeg, da »Girls« sluttede. Og at vi burde være nået dertil, hvor serier som giver sig ud for at være realistiske også afspejler bøsser på en realistisk facon, og ikke så ofte forfalder til en stereotyp, der måske findes, men i så fald fald får uforholdsmæssigt meget plads.

I stedet kunne det være befriende og ikke mindst virkelighedstro med bøsser, der er bøsser uden, at det definerer dem på alle leder og kanter. At de er i handlingen på samme måde som heteroer. Sådan som de er det i min tilværelse og vel også i de fleste andres.