John Kørners værksted, for sådan hedder et atelier, hvis man først blev udlært tømrer, ligger midt på en vej, der knap eksisterer fra en tid, der ikke længere findes. Når man kommer til en vej uden navn, det vil sige, et navn har den vel, selv om den ikke ligefrem skilter med det, skal man svinge til højre, og inden man har set sig om, er man allerede kørt for langt. Når man cykler tilbage igen, dukker sidevejen så frem med sit lillebitte vejskilt.
På den ene side er der et opmagasineringslager af den slags, man oftest bruger, når der sker et skift i livet. Det er her, boliger, der blev for store, da børnene flyttede, og resterne af bristede drømme om et liv sammen, samler støv. For enden af vejen ligger en rockerborg, og HAere drøner forbi på motorcykler, der larmer som udborede 70er knallerter. Men inden man når så langt som dem, så holder der en lille sød mellemting mellem et folkevognsrugbrød og en varevogn, der er overmalet med graffiti.