Hvad vil man helst? En uge til Gran Canaria eller spise middag i Michelin-restauranten Kong Hans Kælder? Det koster det samme. Derfor skal køkkenchef Mark Lundgaard hver gang levere det sublime til sine gæster inklusive en oplevelse, de kan tage med sig hjem. Sine bekymringer har han lært at tage med ind på kontoret, så kan han sidde der alene og rive sig i håret.
»De gæster, der kommer her i restauranten, forventer en oplevelse ud over det sædvanlige. De betaler det samme, som de kan komme en hel uge til Cran Canaria for. Derfor forventer de meget forståeligt det sublime. Bøffen er stegt, så englene synger, vinen passer til og så videre. Lige fra det øjeblik, de træder ind i restauranten, hvor vi tager imod deres overtøj, fører dem gennem køkkenet med vores ti kokke og videre resten af aftenen under middagen, skal vi give dem en oplevelse, de husker og tager med sig hjem.