Der er ikke så meget at sige om Ole Bornedals nye film »Dræberne fra Nibe«, som har premiere i morgen. Der er ingen psykologiske lag under overfladen, og den er ikke en signatur af vores samtid. Det er ikke en kritik af mænd eller kvinder eller forholdet mellem mænd og kvinder eller små subtile antydninger, som det intellektuelle borgerskab kan føre afdæmpede samtaler om i cafeen med udsigt over Øresund på Louisiana. Vi kan godt sidde over for hinanden og vride en dybere mening ud af strimlen og tale om, at det her er reelle en-til-en mennesker, der er skåret af den jyske muld uendelig langt fra metakøbenhavn, og det gør vi også undervejs, men til syvende og sidst er det ganske enkelt bare en film om ikke at få noget på den dumme.
»Det store budskab er, når man ligger der på sit dødsleje og tænker tilbage på sit liv, så skal man ikke kunne spørge sig selv, fik jeg i virkeligheden for lidt på den dumme? Når man ligger der lige på vej til sin sidste udånding skal man kunne sige: »Jeg fik alt det, jeg skulle have«.«