For tre år siden sad Jonas T. Bengtsson på et hotelværelse og skrev på en bog, der aldrig udkom. Faktisk sad han på det ene hotelværelse efter det andet og hamrede i sit tastatur.

Teksten blev længere og længere. Men den blev ikke god nok. I sidste ende kasserede han alle 200 sider. Sådan.

»Jeg har snart smidt lige så meget ud, som jeg har udgivet. Men jeg bryder mig virkelig ikke om mellembøger,« forklarer Jonas T. Bengtsson og lægger hånden på sin aktuelle roman, »Sus«, der er placeret midt i mellem os på det brune træbord på Lygtens Kro.

På forsiden ses et billede af den spinkle hovedperson. Hendes lille krop balancerer på kanten af taget på det højhusbyggeri, hun bor i.

»Sus var en biperson, der blev ved med at blive hængende fra alt det, jeg skrev. Hun var nok det vigtigste for mig i hele det projekt, der aldrig blev færdig. Og så fik hun sin egen bog,« forklarer Bengtsson.

En dyster bog kunne man tilføje. Sus er vokset op på ’blokken’, et socialt boligområde med pushere i opgangen. Hendes hverdag går med at undgå politiet, sælge tjald til skolebørn og vigtigst af alt – på at forberede sig på den dag, far kommer ud af fængslet. En far, man i øvrigt aldrig møder eller høre formulere sig. Han er der bare.

»Det er et svagt litterært træk at forfattere forsøger at kravle ind i hovedet på alle folk. Man kan efterhånden dårligt læse om en person, der køber en avis, før man også skal høre hele kioskejerens personlige historie. For mig var det bevidst, at Sus’ far bare skal være et umælende monster af den slags, der skal spiddes med en lanse gennem hjertet,« siger Jonas T Bengtsson.

Socialrealismens begrænsning

Det er 12 år siden, at Jonas T. Bengtsson bragede igennem som forfatter eller slog sig fast »med en knytnæve«, som en begejstret anmelder skrev. Både debuten »Aminas Breve« og den efterfølgende »Submarino« blev rost , læst og filmatiseret. De opnåede international succes. Man talte om en ny bølge af socialrealisme. Om at Nordvest havde fået endnu en kvarterskunstner, efter at Jan Sonnergaard skruede ned for sin sociale indignation. Alle Bengtssons fire bøger er fulde af de underprivilegeredes håbløshed, de omsorgssvigtedes håb. Psykisk syge mænd, der forelsker sig. Sønner, der bruger vold som et sprog.

Men forfatteren selv har aldrig brudt sig om prædikatet socialrealisme.

»Socialrealismen ligger under for nogle genrekonventioner, som kommer til at definere personernes handlinger. For mig er det sådan noget, man tager frem, når middelklassen har brug for at se, hvordan underklassen lever. Jeg er mere interesseret i at kigge på personerne selv. Jeg skriver bøger. Og jeg hader den frygtelige kultur, hvor kendte eller semi-kendte vil bevidstgøre resten af befolkningen. Hvor de taler om problemer for at ’skabe opmærksomhed’, mens de lader andre om at udføre det hårde arbejde«. I Bengtssons bøger er det op til karaktererne selv at klare sig. I »Sus« følger vi en pige, der drømmer om at slå sin far ihjel – fordi han fortjener det. Det er en hård morale, kan man indvende.

»Jeg synes ikke, at man skal forsone sig med alle. Det kan da være skadeligt for nogle børn ikke at slå hånden af deres forældre. Der er ting, der ikke kan tilgives,« siger Jonas T. Bengtsson, der også mener, at vi har alt for travlt med at blive forsonede. Det er en tendens i tiden. En sygdom, næsten.

»Der er sådan en illusion om, at alle skal blive enormt afklarede, men det er en luksustankegang. Den passer ikke til virkeligheden,« han.

»Sus er nok den første af mine karakterer, der har sat sig et entydigt mål, positivt mål. Hun føler, at noget skal gøres, før verden bliver bedre, og det går hun så ud for at gøre. Du skal ikke citere Nietzsche og snakke om, at man bekæmper monstre ved selv at blive det. »Når man kigger ind i mørket, kigger mørket også ind i dig«. Det er et skamredet citat. Selvfølgelig overtager hun da noget af faderens forråelse, men det skal hun jo også for at kunne gøre det, hun vil«.

Jeg indvender, at der vel også er en anden løsning for de ødelagte børn. De kan få sig en uddannelse, lægge fortiden bag sig og komme videre.

»Det dér rummer jo en middelklassemoral. Forskellige miljøer kommer med forskellige moralske kodeks. Dét valg ville formentlig gøre Sus til et mere produktivt tandhjul i samfundets maskine, men det ville næppe gøre hende mere lykkelig. Hvorfor skulle hun dog tage sig en HF og et dårligt lønnet arbejde, når hun kan gøre noget ved det, der har generet hende hele livet?«

Jonas T. Bengtsson understreger, at tingene ikke kan skæres ned til én sandhed. Verden er ikke enkel, og det er forkert at tro, at alle spiller efter de samme regler.

»Vi lever i en ekstremt simpel tidsalder, og alle de historier, vi fodres med som Netflix og reklamer, er forsimplede. I virkeligheden kan man sagtens have en enlig mor, der sniffer lidt coke med nogle gode venner engang imellem. Det er ikke nødvendigvis en katastrofe. Men vi fortolker det sådan. Det er så forsimplet«.

20 år i Nordvest

Jonas T. Bengtsson har boet i Nordvest i 20 år, før han flyttede til det »pæne og borgerlige« Brønshøj, hvor han har familie i dag. Det er dog stadig tiden i Nordvest, der præger ham. Når man har boet længe i et område, er det naturligt at skrive om det, der sker uden for vinduet, forklarer han. Men der er også noget andet, der gør, at hans bøger foregår på det, vi kalder samfundets bund.

»Med mine to første bøger forsøgte jeg at lave græske tragedier, der foregik i København. De skæbnetunge karakterer i de græske tragedier fascinerer mig. Jeg er optaget af de miljøer, hvor der virkelig er noget på spil. Hvor folk risikerer en masse,« siger Jonas T. Bengtsson, der ikke giver meget for ideen om, at han skriver om et mindretal.

»Du siger, at de fleste mennesker lever i middelklassen, men du mener, at det er sådan alle de ’rigtige mennesker’ lever. Dem, der køber biografbilletter og har avisabonnement. Gør du ikke?«.

Det er det måske. Det er trods alt stadig middelklassen, der skildres i de fleste danske film, ligesom det som regel er kernefamilier, der flokkes i børnebøgerne. Jeg fortæller Jonas T. Bengtsson, at det længe har irriteret mig at læse om far og mor på villavejen, når der kun findes en voksen hjemme hos mig. At det er derfor, jeg altid ender med at hive Alfons Åberg eller Vitello-bøgerne ned fra hylden.

Han smiler.

»Vi dømmer også os selv så hårdt. Det er den enkel sandhed igen. Jeg er født i 1976 og var barn i 80erne, hvor man var med sine forældre til fest og faldt i søvn på nogle overfrakker et sted. Nu lugter det med det samme af omsorgssvigt. Og mine forældre, som havde os med alle vegne, de kan ikke få refleksbrikker nok i dag. Det hele skal se så godt ud«.

Men man kan godt være menneske på andre vilkår.

Selv blev Jonas T. Bengtsson skilt og var pludselig en skilsmissefar, der havde sin søn halvdelen af tiden. Oplevelsen lærte ham, at de fleste forældre bare gør det så godt, de kan. Og at det måske er godt nok.

»Alt det regulerede om det at være forældre kommer ikke særligt naturligt til mig. Jeg kan godt lide at sidde længe oppe eller have friheden til at drikke mig fuld på en tirsdag, men når jeg er far er der faste sengetider og andre ting, der skal hænge sammen. Det har da været en udfordring at lære.«

Den samme kamp har mange af mændene i hans bøger. I »Submarino« er der tilmed en far, der forsøger at sælge stoffer for at få råd til at give drengen en ordentlig hverdag med madpakke og lektielæsning. Men den gode far er helt fraværende i »Sus«. Her er kun monsteret tilbage. Ligesom den onde trold i de eventyr, som Jonas T. Bengtsson godt selv kan lide. Men den onde trold findes også på Nørrebrogade.

Det er måske det, læserne skal forstå:

»Det er masser af tilfælde, hvor ideen om forsoning er noget pis. Ingen siger: ’Gå tilbage til den eks-kæreste, der slog dig og behandlede dig helt elendigt.’ Det krav er noget, man stiller til børn, der har haft elendige forældre. Men nogle ting skal ikke tilgives. Der er folk og handlinger, der skal dømmes ude«.