Nellie Oleson var en konstant øretæveindbydende købmandsdatter, som halvt gemt bag sin mors skørter rakte tunge og snød sig til slik eller trøstende ord, hun absolut ikke havde fortjent. Og så var pigen med proptrækkerkrøllerne selvfølgelig helt uundværlig for alle de små dramaer, der gjorde ’Det lille hus på prærien’ til et TV-hit for mange år siden.

Fodboldspilleren Arjen Robben er en Nellie Oleson-figur. Alt er nemlig halvvejs uudholdeligt ved den 30-årige hollandske kantspiller, lige fra det konstant overdramatiserede kropssprog til det kyniske overforbrug af samme simple finte, samme idé i det fremadrettede spil. 

Det næsten perverst oversminkede se-mig-hør-mig er så klart det værste. Han er kongen af fodboldspillets værste nonverbale adfærd. Eller Sheriffen af Nottingham om man vil.

Sur mund, svingende arme, sunkne skuldre, himmelvendte øjne, et bredt repertoire alt sammen designet til enten at skaffe frispark, straffespark eller dommerens sympati. Hollænderen spiller med glans rollen som evigt forfulgt, falder med flagrende arme eller ruller og ruller rundt. Op til ti meter ad gangen helt uden at skamme sig. Også hvis jeg var hans holdkammerat, ville jeg bede ham lade være med at skabe sig.

Forleden blev han sparket ned under VM-træning af holdkammeraten Bruno Martins Indi, og det nærmede sig derefter et regulært slagsmål. Jeg tager kraftig afstand fra vold. Men må jeg alligevel lige skrive, at jeg kan forstå, hvad der kan have tændt Bruno Martins Indi. 

Robben er kronisk melodramatisk. Han er samtidig en af verdens giftigste fodboldspillere, afgørende og bidende som de færreste og kan være hele forskellen på succes eller fiasko selv for et forrygende landshold som Hollands. Han er profilen hos ’Oranje’, der i lige linje fra den geniale Johan Cruyff har set mindst 1.001 teknisk blærede lækkerhedsdriblere. Og Robben er muligvis en af de mest betydningsfulde af dem alle.

Det er bare et fascinerende paradoks, for han gør intet interessant eller særligt. Han kommer fra højre og søger med hævede skuldre ind i banen, næsten altid indad. Og sparker så konsekvent efter det lange hjørne, aldrig nogensinde det korte. Det er et systematisk, dybt forudsigeligt overfald på målet. Det er som den tidligere AGF- og AaB-angriber Søren Andersen, der terroriserede Superligaen med sin skudfinte. Aldrig andet. Men I guder, hvor det virkede. 

Arjen Robben er også som computerstyret af en syv-årig. Med fire piletaster udelukkende. Alt sammen firkantede bevægelser indad, indad, indad. Men I guder, hvor det virker. For han gør det med en speed, der er ubegribelig.

Robben og Holland møder i dag Spanien. Ord om kampens betydning er vist overflødige. Spaniens i mine øjne mest betydningsfulde spiller hedder Sergio Busquets, den dybtliggende midtbanespiller, registaen. Han er som Robben en af klodens dygtigste fodboldspillere. Og næsten lige så irriterende. 

Busquets er verdensberømt for at spille skuespil i en tilsyneladende evig bestræbelse på at vinde fodboldkampe ved at bluffe røde kort til modstanderen. Det renommé begyndte han at bygge i 2010, da han i en Champions League-semifinale mod Inter smed sig til jorden, som var han blevet truffet af en finskytte - selv om Thiago Motta blot tilfældigt puffede ham på halsen. Busquets rullede rundt i smerte, holdt sig til ansigtet i flere minutter og blev afsløret i sit klamme bluff, da han med tyvens glimt i øjnene kiggede ud mellem hænderne for at konstatere, at skuespillet havde ønsket effekt. 

Busquets har ikke set sig tilbage siden. Han har smidt sig, holdt sig på panden, til ansigtet, til armen, til benene eller til støvlerne lige siden. Også når han ikke er ramt. Og man væmmes.

Et VM uden banditter er ikke et rigtigt VM. VM uden Arjen Robben, Sergio Busquets eller for den sags skyld Luis Suárez eller Pepe er ikke et rigtigt VM. Men jeg vil nyde at se dem alle blive taget i deres blændværk, og jeg vil have lov at væmmes over deres hysteriske facon.