Kroatien så længe ud til at få et fornuftigt resultat med fra VMs åbningskamp, men 20 minutter før tid fik værtsnationen fodboldens største mulighed, da dommer Yuichi Nishimura ved stillingen 1-1 pegede på straffesparkspletten.
Det gjorde han, efter angriberen Fred noget teatralsk lod sige falde, selv om berøringen fra Dejan Lovren var lille. Og efter kampen var kritikken af den japanske dommer hård fra den kroatiske landstræner.
- Hvis det er sådan, vi skal begynde vores VM, kan vi lige så godt give op nu og tage hjem. Vi taler om respekt, men det dér var ikke respekt. Det fik Kroatien ikke, sagde Niko Kovac ifølge BBC. - Hvis der er straffespark dér, behøver vi ikke at spille fodbold mere. Så lad os spille basket i stedet. Det er en skam, fortsatte Niko Kovac. Neymar omsatte straffesparket til 2-1, og kort før slutfløjt scorede Oscar til kampens resultat 3-1.