I Portugal holder de vejret, for holdets ubestridte stjernespillers knæ giver anledning til stor VM-bekymring.
I portugisernes sidste træningskamp mod Irland var Cristiano Ronaldo tilbage i start 11'eren, men torsdag forlod han træningen efter bare 15-20 minutter med holdkammeraterne iført en ispose på venstre knæ.
Naturligvis medførte det frygt om Real Madrid-stjernens mulighed for at deltage i Portugals åbningskamp, men lejren omkring Ronaldo afviser, at han skulle være i fare for at misse kampen.
- Jeg kommer til at blive klar. Det lover jeg, udtalte hovedpersonen selv til portugisisk presse efter træningen.
Holdkammeraten Moutinho forsikrer også om, at Ronaldo nok skal blive klar.
- Siden han begyndte at træne med os, har han været 100 procent klar. Alt er fint med ham, men han tager sine forholdsregler ligesom flere andre, udtaler Monaco-spilleren.
Portugal får brug for alle deres topspillere, når de mandag indleder VM mod favoritterne fra Tyskland.