Apple står til en rekordbøde på adskillige milliarder euro, når EU i denne uge offentliggør resultatet af længere tids granskning af ulovlige skatteaftaler med den irske regering.

Apple, der er verdens værdifuldeste selskab, har ifølge den britiske finansavis Financial Times gennem mere end to årtier modtaget ulovlig statsstøtte ved, at Irland har sikret den amerikanske IT-gigant og producent af iPhone-telefoner og iPad-tavle-PCer særligt fordelagtige skatteforhold, således at Apple kun betaler under to procent i selskabsskat. Det har Irland tilsyneladende gjort for at holde på Apples europæiske hovedkontor, som netop er placeret i Irland, der har ry for at have en af de laveste selskabsskatter i EU.

Apple afviser statsstøtte

Apple har arbejdet fra Irland siden 1980 og hævder, at aftalerne med Irland ikke overtræder nogen love.

»Der har aldrig været nogen særlig aftale, der har aldrig været noget, som ville kunne betragtes som statsstøtte,« siger Apples koncernfinansdirektør, Luca Maestri, til Financial Times.

De amerikanske myndigheder jager også Apple for skatteunddragelse. Apple beskyldes for at have lagt milliarder af dollars i overskud ud til sine oversøiske selskaber for dermed ikke at skulle betale skat af beløbene i USA. Apple selv siger, at selskabet overholder alle regler. Anklagerne går på, at Apple med hjælp fra Irland har undviget at betale 137,7 milliarder dollars i skat af udenlandske indtægter.

Undersøges helt fra 1991

EUs afgående konkurrencekommissær, Joaquín Almunia, besluttede for nylig at indlede sager mod Apple og Irland, mod kaffekæden Starbucks og den hollandske regering og mod bilkoncernen Fiats finansdivision, Fiat Finance and Trade, og den luxembourgske regering. Apples forhold undersøges helt tilbage fra 1991 og er den første af sagerne, som ser ud til at blive til en egentlig anklage om skatteunddragelse.

Apple startede i Irland i 1980 uden at betale skat men bad i 1991 om et møde med de irske myndigheder efter en ændring af lovgivningen, siger Apples Luca Maestri til avisen. Denne aftale varede ved til 2007. I 2007 ville Irland ændre aftalen, fordi Apples omsætning var steget markant.

Apple er en af de største virksomheder i Irlands næststørste by, Cork, som ligger i det sydlige Irland.

EU-jagt på skattesnydere

EUs ledere besluttede sidste år at stramme reglerne, så det er slut med at kunne føre skatteindtægter fra et EU-land over til et andet, hvor selskabsskatten er lavere. Det har især Irland og Luxembourg længe lukreret på, fordi mange internationale selskaber, især inden for teknologiverdenen, lægger deres europæiske hovedkontorer her og siden bogfører salg fra andre EU-lande under hovedkontoret.

En af Apples største konkurrenter, internetgiganten Google, er også i vælten hos EUs konkurrencemyndigheder. Google risikerer en bøde på op til fem milliarder euro, hvis giganten kendes skyldig i bevidst at ødelægge konkurrencen for sine konkurrenter ved altid at rangliste sine egne tjenester højest i sine søgeresultater. Google rammes, fordi henved 90 procent af alle internetsøgninger i Europa sker gennem netop Googles søgemaskine.