Beskyldningerne om mulig skatteunddragelse gør nu IT-giganten Apple, kaffekæden Starbucks og bilproducenten Fiat til genstand for tre dybdeborende undersøgelser, som EU-Kommissionen onsdag har sat i gang.
Kommissionen bekræfter, at den - efter mange måneders diskussioner blandt de 28 EU-lande - har indledt undersøgelser af, om den måde, som de tre selskaber i dag afregner skat på, i virkeligheden er skattefusk.
Apple vil blive undersøgt i Irland, Starbucks fra Holland og Fiat Finance and Trade fra Luxembourg.
Undersøgelserne skal klarlægge, om der er tale om, at de tre lande har indgået særlige aftaler med selskaberne for at sikre, at de netop afregner skat i disse lande.
Indgreb på vej fra EU
Alle selskaberne har tidligere sagt, at de overholder gældende lovgivning. Men EU-landene har i nogen tid sat spotlyset på, at internationale koncerner - navnlig inden for teknologibranchen - ser ud til at udnytte, at der er forskellige skatte- og momsregler i de forskellige EU-lande. Derfor har en række selskaber placeret deres hovedkontor i Irland, hvor selskabsskatten er lavere end andre steder, fordi Irland har forsøgt at tiltrække virksomheder og dermed undgå høj arbejdsløshed i EU-områdets vestlige bastion.
I flere lande har parlamenterne holdt høringer. Navnlig briterne er gået hårdhændet til værks, men franskmændene har ikke ladet dem meget efter.
EU-landene har besluttet, at alle selskaber fremover skal afregne til statskassen i det land, hvor de driver forretning, for at forhindre, at der sælges i et land, men fakturaen kommer fra et andet land, hvor skatten er mindre.
Optrapning af kampen
Kommissionens undersøgelse er en optrapning af kampen mod skattesnyd.
»I den nuværende situation med stramme, offentlige budgetter er det navnlig vigtigt, at store multinationale selskaber betaler deres rettelige andel af skatten,« fastslår EUs konkurrencekommissær Joaquín Almunia.
Selskabsskatten i Irland er på 12,5 procent.
Apple var også i kløerne på en amerikansk senatskomité, fordi en betragtelig del af Apples omsætning kommer fra udlandeet, og der ikke svares selskabsskat i USA. Apple-topchef Tim Cook har understreget, at Apple betaler al den skat, som reglerne påkræver.
