Et skæbnevalg er en realitet for Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Men også for de øvrige partiledere på Christiansborg er meget på spil.
Socialdemokraterne: For Helle Thorning-Schmidt vil det være en triumf, hvis hun trodser målingerne og fastholder magten. Hun har længe været nævnt som en vigtig del af forklaringen på Socialdemokraternes lange vælgerkrise efter løftebrud og svære reformer, og hun har stået i spidsen for en regering præget af løbske enkeltsager og et rekordhøjt antal rokader.
Men siden nytår har alle S-kampagner haft Thorning i centrum, og det er lykkedes at »re-brande« statsministeren som leder over for Lars Løkke Rasmussen.
{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}
Samtidig har fremgangen i økonomien givet hende mulighed for at forsvare de seneste års politik og love velfærd for 39 milliarder kroner frem mod 2020. Alt sammen har det styrket hendes position. Og det kan ikke udelukkes, at hun vil kunne præstere et comeback uden sidestykke.
Taber hun, er flere socialdemokrater begyndt at spekulere i, at hun måske vil kunne blive som S-formand. Men de fleste venter, at hun vil trække sig hurtigt.
De Radikale: Valgkampen bliver op ad bakke for Morten Østergaard, der sidste sommer fik den utaknemmelige opgave at efterfølge Margrethe Vestager.
Indtil sin afgang til EU-Kommissionen var Vestager ubetinget regeringens stærkeste minister og reelle chef. Hun havde desuden den styrke, at hun i 2011 leverede et af historiens stærkeste valgresultater til de Radikale.
Alt i alt er det en tung arv, som Morten Østergaard skal løfte, og foreløbigt har det ikke set overbevisende ud.
Han er blevet hældt ned af brættet af bl.a. finansminister Bjarne Corydon, når han taler om reformer, og han har ikke hul igennem til vælgerne.
Tværtimod lider de Radikale under en stille sivning. Morten Østergaard behøver dog ikke at frygte for sin fremtid, hvis regeringslejren taber valget. Partifællerne er tålmodige.
Enhedslisten: I sidste øjeblik har Enhedslisten fået lov til at beholde Johanne Schmidt-Nielsen som fanebærer og frontfigur i partiets valgkamp, og det styrker Folketingets røde hold, for den unge ordfører har en formidabel evne til at kommunikere og brænde igennem på TV-skærmen.
Enhedslisten vil næppe kunne fastholde det ekstremt høje niveau, som partiet har været oppe på, når Thorning og S-holdet har været mest kriseramt, men Liste Ø vil få et solidt resultat.
SF: Pia Olsen Dyhr har dygtigt fået vendt udviklingen i et kriseramt parti og drejet det væk fra spærregrænsen, som truede efter en kaotisk exit fra regeringen og skaderne efter Annette Vilhelmsens usikre lederskab.
Men det er tydeligt, at SF lige nu er låst fast, for Socialdemokraternes markante ryk frem har pludselig gjort arbejdsbetingelserne svære for Pia Olsen Dyhr & Co.
Det vil dog ikke få konsekvenser for Dyhr i et parti, hvor man ved, at det vil tage tid at opbygge partiet efter det mislykkede regeringseventyr.
Alternativet: Mange iagttagere har haft travlt med at afskrive Alternativet. Men i et vælgerhav, som præges af politikerlede og hjemløshed, har Uffe Elbæk en unik chance for at tiltrække proteststemmer, selv om de færreste på Borgen anser hans forslag for at være realistiske.
Kommer han ind, kan han give en afgørende håndsrækning til Thorning.
Falder han for spærregrænsen, kan han blive en pind til statsministerens politiske ligkiste, eftersom der vil blive tale om kostbart stemmespild.
Venstre: Lars Løkke Rasmussen kom ud af valgkampen i 2011 som den moralske sejrherre, for han havde som statsminister banet vejen for vigtige reformer, som S og SF tordnede imod, men snart efter skrev ind i regeringsgrundlaget for deres nye regering.
Siden har Løkke deltaget i alle væsentlige økonomiske aftaler og har sin solide aktie i den økonomiske politik.
Han stod også i spidsen for Venstre, som i målingerne indtog positionen som Folketingets største parti. Til tider med en opbakning på mere end 30 procent.
Personlige fejldispositioner har imidlertid kastet ham ud i kriser, skabt usikkerhed om hans lederskab og slået skår i hans troværdighed i vælgernes øjne.
På Borgen er han kendt som en dygtig håndværker, en stærk taler og for et lynhurtigt intellekt. Valgkampen bliver på samme tid en meget hård udfordring og en unik chance for Løkke. Han får chancen for at vise, at han er bedre end sit rygte. Men taber han, må han gå.
Dansk Folkeparti: Der er lagt op til et sandt triumftog for Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti.
Om partiet vil kunne passere de magiske 20 procents opbakning fra vælgerne, ved ingen, men valgresultatet vil med stor sikkerhed blive et kvantespring for partiet, for med Kristian Thulesen Dahl i front vil DF have mulighed for at komme ud til store vælgergrupper.
Lykkes det for Løkke at generobre regeringsmagten, vil Thulesen få uhyre stor indflydelse, hvad enten han åbner for deltagelse eller foretrækker at stå udenfor.
Uden et regeringsskifte tyder alt på, at han har så godt fat i mange af de afgørende politiske temaer, at han vil kunne udbygge DFs position yderligere.
Liberal Alliance: Sjældent er en politisk leder blevet hånet så meget som Anders Samuelsen. Ingen – absolut ingen – troede på hans projekt, da han kæmpede for at få Liberal Alliance til at overleve.
I dag har han kurs mod et stærkt valgresultat, for han samler skuffede Venstre-vælgere op i stor stil og taler til frustrerede konservative ved at appellere direkte til landets reformivrige vælgere, som godt tør lave om på velfærdsstaten og ønsker bedre rammer for vækst i erhvervslivet.
De Konservative: Det bliver et skæbnevalg for de Konservative med Søren Pape i spidsen.
Udgangspunktet er svært, og Søren Pape risikerer i yderste konsekvens ikke at blive valgt. Omvendt giver valgkampen omsider partilederen mulighed for at træde ind på den store politiske scene og vise, hvad han duer til i de kommende TV-dueller og debatter, som kan blive uhyre afgørende for Det Konservative Folkeparti.
Tilbageslag vil være slemt, mens selv en minimal fremgang vil kunne veksles til ministerposter, hvis blå blok vinder magten.